Har du smerter? Giv din hjerne skylden
»Av for pokker!« Du kender nok den prikkende følelse af smerte, der opstår, når du eksempelvis banker din lilletå ind i bordbenet. Men egentlig er det din hjerne, der bestemmer, hvor ondt det gør.
smerte hoved hjerne nerveceller ondt

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor det nogle gange gør vanvittigt ondt, når du slår dig, og andre gange næsten ikke kan mærkes? Det er din hjerne, der spiller dig et puds. (Foto: Shutterstock)

Når du slår din lilletå mod et bordben, får din hjerne dig til at føle smerte, for at du skal tage dig af din lilletå og sørge for, at den ikke kommer yderligere til skade.

Historien kort
  • Vores hjerne løber nogle gange om hjørner med os, når vi føler smerte. Det er for eksempel derfor, vi kan flytte fokus fra smertefølelsen, når vi slår os.
  • Når vi føler smerte handler det altså ikke kun om selve hændelsen, men også tidligere smerter, sindstilstand, økonomiske og sociale forhold.
  • Vi kan ikke træne os fra at føle smerte. Følelsen afhænger af, hvad vores hjerne anser for passende.

Hjernen opdager, at du har slået dig, via nervesystemet, som dækker hele kroppen og fungerer som et alarmsystem, der registrerer, når noget går galt.

Processen fra man har slået sig, til hjernen registrerer det og producerer smerte, foregår på få sekunder og kaldes nociception.

Det er dog ikke så simpelt, som det lyder, da det ikke kun er skadesignaler fra lilletåen, der bestemmer hvor meget smerte, hjernen danner.

Hjernen bruger i stedet alle de informationer, den har adgang til, hvilket gør smerte til en kompliceret og til tider uforudsigelig proces.

Vi er endnu ikke i stand til at kortlægge alle mekanismerne, der er involveret, men lad os starte ved begyndelsen. I dette tilfælde lilletåen, og så arbejder vi os op mod hjernen.

Transduktion: Nervesystemet opdager, at der er noget galt

Nociception kan inddeles i fire dele:

  • Transduktion
  • Transmission
  • Modulation
  • Perception
Hvordan sender nervecellerne signalet videre?

Når nociceptoren skal sende skadesignalet videre til nervecellerne i rygsøjlen, sender den et elektrisk signal gennem sig selv.

Signalet starter i lilletåen, hvor vi slog os og ender i rygsøjlen. Når signalet når rygsøjlen, bliver det overført til nervecellen i rygsøjlen via en synapse, der består af de to nerveceller.

I synapsen bliver der frigivet signalmolekyler fra nociceptoren, og på den måde bliver signalet overført til nervecellen i rygsøjlen, som sender det videre ved først at sende et elektrisk signal gennem sig selv.

Vi tager dem én af gangen. Transduktion dækker over, at nervesystemet skal opdage, at du har slået dig. I lilletåen er der specialiserede nerveceller (nociceptorer), der opdager, når du slår den. Når du slår lilletåen mod et bordben, vides det ikke præcist, hvordan nervecellerne får besked om det.

Allerede her – inden nervesystemet overhovedet har opdaget, at vi har slået os – er der et hul i vores viden om smerte. Der er dog ingen tvivl om, at nervecellerne i tåen opdager, at du har slået dig.

Nervecellerne når fra lilletåen og hele vejen op til rygsøjlen. For at få signalet om at du har slået dig sendt op til hjernen, sender nervecellerne et elektrisk signal gennem sig selv op til rygsøjlen.

I rygsøjlen foregår det andet trin i nociception: Transmission. Dette dækker over, at nervecellerne fra lilletåen sender signalet videre til nerveceller i rygsøjlen.

Modulation: Ændring af signalet

I rygsøjlen foregår også det tredje trin af nociception: Modulation, som dækker over ændringer af mængden af smertesignaler. På dette trin kan skadesignalet fra lilletåen ændres.

Der findes groft to former for modulation. Den ene type handler om andre signaler fra lilletåen, som dæmper mængden af skadesignaler. Det kender du måske fra dig selv.

synapse hjerne signaler smerte nerve celler

Det sted, hvor to nerveceller mødes, kaldes synapsen. Det er i synapsen, smertesignalerne sendes fra den ene del af kroppen til den anden. (Illustration: Sara Buskbjerg Jager)

Når man slår sin lilletå, bøjer man sig typisk ned og nusser den skadede tå. Derved sender man berøringssignaler afsted.

Når man nusser den skadede tå, bliver smerterne mindre. Det skyldes, at berøringssignalerne dæmper mængden af skadesignaler, der når videre fra rygsøjlen.

Den anden type modulation kommer fra hjernen og når ned i rygsøjlen via nedadstigende nerveceller. Med disse nerveceller kan hjernen vælge at dæmpe signaler fra lilletåen, hvis hjernen finder signalerne irrelevante.

For eksempel hvis du har ondt i dit ben og samtidig slår dig over tommelfingeren med en hammer, vil du opleve, at smerterne forsvinder i benet, og du vil kun mærke smerten i tommelfingeren.

Det sker, fordi hjernen vurderer, at i dette øjeblik er det vigtigere, at du tager dig af din tommelfinger end dit ben.

Perception: Opfattelse af smerte

hammer smerte tommel søm

Vi har alle sammen prøvet at komme til skade og følt en smerte så stærk, at vi glemte at trække vejret. Smerten er hjernens måde at fortælle os, at vi bør tage os af skaden med det samme. (Foto: Shutterstock)

Efter modulationen bliver skadesignalet sendt videre op til hjernen via nervecellerne i rygsøjlen. I hjernen når vi til det fjerde og sidste trin af nociception: Perception – vi opfatter smerten. Ved perception når skadesignalet fra lilletåen til hjernen, og hjernen oversætter nu signalet til følelsen af smerte.

Hjernen nøjes dog ikke med at lytte til skadesignalet, når den skal vurdere, hvor kraftig smerteoplevelsen skal være. Hjernen henter også information fra vores andre sanser, vores sindstilstand og tidligere smerteoplevelser.

Det betyder i praksis, at mængden af smerte ikke afspejler, hvor meget vi har slået os, men hvor farligt hjernen vurderer, at situationen er.

Der er lavet mange videnskabelige forsøg, der viser, at der er en sammenhæng mellem smerteoplevelsen og andre forhold end blot skadesignaler.

Det kan for eksempel være andre sanser, sociale forhold og kognitive faktorer så som forventninger, opmærksomhed og livsindstilling.

Vi kender også alle anekdoter eller situationer, der underbygger, at graden af smerte ikke altid afhænger af, hvor meget man har slået sig. Her kommer en af de mere spektakulære.  

Den ømskindede håndværker

I 1995 er doktor O’Connor på arbejde på skadestuen i Leicester, hvor en håndværker kommer ind på skadestuen med mange smerter. Smerterne skyldes, at håndværkeren har trådt på et søm, som er gået op gennem hans ene støvle.

Sømmet skal naturligvis fjernes, men håndværkeren har så mange smerter, at lægen bliver nødt til at bedøve ham, før sømmet kan trækkes ud. Da O’Connor har fået sømmet ud, tager han forsigtigt støvlen af håndværkeren. Til sin overraskelse kan han konstatere, at sømmet er gået op mellem to af håndværkerens tæer, og der er kun kommet en lille rift.

I dette tilfælde har håndværkerens hjerne fejlvurderet situationen og givet ham meget mere smerte, end det var nødvendigt. Vi har altså ikke at gøre med en pivet håndværker, men med en hjerne der tog fejl af situationen.

Soldaten, der blev amputeret

Der findes også ekstreme situationer i den anden grøft, hvor mængden af smerte er meget lille i forhold til graden af skade.

Et studie fra 2. Verdenskrig beretter om soldater, der blev skadet ved fronten med amputation som konsekvens, men som vurderede deres smerter betydeligt mindre end civile med skader, der førte til tilsvarende amputationer.

amputeret soldat ww1 første verdenskrig krig smerte nerver

Det er meget forskelligt, hvordan hjernen fortolker smertesignaler, og hvordan forskellige personer oplever smerten ved samme skade. Mange soldater berettede for eksempel kun få smerter i forbindelse med amputationer. (Foto: Shutterstock)

Selv om soldater er udholdende og hårdføre, skyldes forskellen i smerteoplevelsen højst sandsynligt, at en amputationsskade for soldaten med sikkerhed markerede afslutningen på deres tilstedeværelse ved fronten.

En tilsvarende skade for en civil kunne omvendt betyde, at den civile ikke længere ville være i stand til at brødføde sin familie.

Ifølge studiet kan de varierende smerteoplevelser skyldes forskellige sindstilstande, der i dette tilfælde bunder i forskellige forventninger til fremtiden. Soldaten ser frem til ikke længere at være ved fronten, mens den civile frygter for, hvordan han skal brødføde sin familie. 

Lige som i tilfældet med smerten i benet, som overskygges af den akutte smerte, hvis du slår dig over tommelfingeren med en hammer, afhænger smerteoplevelsen af hjernens samlede opfattelse af situationen.

For soldaten har det sikkert lindret, at han har vidst, det var hans billet hjem. Men for den civile har smerten føltes meget værre, fordi han har vidst, familiens overlevelse har været på spil.

Men hvordan hænger det sammen?

Vores smerteoplevelse er kompleks og involverer alle vores sanseindtryk, følelser og tidligere oplevelser. Vi ved en hel del om, hvilke områder af hjernen der er involveret i forskellige følelser og sanser, men hvordan disse områder påvirker vores smerteoplevelse, ved vi ikke.

Hvad kan jeg selv gøre?

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Smerterne dannes i hjernen. Det gør det oplagt at tro, at vi kan træne hjernen til ikke at føle smerte. Det kan vi ikke.

I det konkrete tilfælde, hvor du slår din lilletå, kan du dog mildne smerterne ved at nusse lilletåen og herved modulere skadesignalerne eller ved at fokusere på noget andet end smerterne.

Har man længerevarende eller kroniske smerter er situationen en hel anden. De længerevarende smerter bunder ofte i, at nervesystemet er blevet overfølsomt og derfor ikke reagerer, som det bør.

Behandling af disse typer smerter er komplicerede og foregår bedst på en af landets smerteklinikker.  

Mængden af oplevet smerte afhænger altså af, hvor meget smerte hjernen finder passende og hænger ikke strengt sammen med, hvor meget vi har slået os. Du kan have dødeligt ondt, men samtidig være langt fra døende.