Savner du nye kreative idéer? Så kan du måske sove dig til øget kreativitet. Det peger et studie fra 2021 i hvert fald på.
I studiet har forskerne testet en berømt søvnteknik, som er blevet brugt af opfinderen Thomas Edison og den spanske kunstmaler Salvador Dalí. De påstod begge, at den berigede deres kreativitet.
For at finde ud af, om Edison og Dali havde ret i deres påstand, testede forskerne søvnteknikken på lidt flere end 100 deltagere. De skulle løse et matematisk puslespil, men de vidste ikke, hvad det egentlige formål med forsøget var: At de skulle finde en skjult talregel.
I studiet ville forskerne finde ud af, om deltagerne hurtigere fandt frem til den skjulte talregel, hvis de havde brugt søvnteknikken undervejs.
Hvordan søvnteknikken påvirkede deltagernes kreativitet, kan du finde ud af i denne episode af Brainstorm, hvor værterne Anne Sophie Thingsted og Nana Elving Hansen undersøger, om du kan sove dig til bedre idéer.
For at blive klogere på spørgsmålet har værterne talt med Louise Piilgaard Petersen, som er postdoc ved Novo Nordisk Foundation Center for stamcellemedicin på Københavns Universitet, hvor hun forsker i narkolepsi-behandlinger.
Hun fortæller blandt andet om, hvilket søvnstadie du skal falde i for at booste inspirationen.
Du kan høre podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app. Bare søg efter ‘Brainstorm’.
\ Brainstorm – Videnskab.dk’s hjerneredaktion
Brainstorm dækker neurovidenskab, kognitionsvidenskab og psykologi.
Vi udkommer som podcast, i artikler og på Instagram, hvor vi serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragsyder til dansk offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Fald i søvn med dine nøgler i hånden, og genfind din kreativitet
Forestil dig, at du er på arbejde og er løbet tør for inspiration. For at genfinde den skal du sætte dig i en stol med noget i hånden og døse hen. Det kunne for eksempel være dine nøgler.
Hvis du vågner ved, at dine nøgler er faldet på gulvet, skulle du være fyldt med kreative idéer på ny.
Det er i hvert fald sådan, den berømte søvnteknik skulle virke.
Men hvorfor skulle en middagslur i en stol booste din kreativitet, og i hvor høj grad hjalp søvnteknikken deltagerne i studiet til at få bedre idéer?
Det kan du blive klogere på i denne episode af Brainstorm, hvor du blandt andet også kan finde ud af, hvad der skete, da Anne Sophie testede teknikken.
I episoden kan du også finde ud af:
- Hvilket søvnstadie der booster din kreativitet.
- Hvad der skete, da forskere i 2004 fik forsøgsdeltagere til at løse præcis den samme matematiske opgave som i studiet fra 2021, men hvor deltagerne fik otte timers søvn i stedet for blot et kort hvil.
- Hvad Louise Piilgaard Petersens bedste råd er til dig, der gerne vil sove dig til øget kreativitet.
\ Kilder
Sleep onset is a creative sweet spot, Sci. Adv. 7 [2021]. DOI: 10.1126/sciadv.abj5866

































