Mennesker er i stand til med forbløffende nøjagtighed at bestemme en mands fysiske styrke ved at lytte til et kort lydklip med hans stemme ifølge nyt studie, skriver Telegraph.
Forskerne mener, at den særlige evne er et levn fra fortiden, hvor det var nødvendigt at være i stand til at foretage en hurtig bedømmelse af andres fysiske styrke.
Ifølge Dr. Aaron Sell fra University of California, der har stået i spidsen for undersøgelsen, synes udstrålingen af den fysiske styrke gennem stemmen dog kun at knytte sig til mænd.
»Hypotesen er, at det hos vores forfædre var vigtigere at bedømme en mands kampevne end en kvindes, fordi mænd var mere tilbøjelige til at bruge fysisk aggression, og de bedste kæmpere i en gruppe har næsten med sikkerhed været mænd,« siger Sell om undersøgelsen, der er publiceret i Proceedings of Royal Society B journal.
Mænd fra hele verden
Undersøgelsen er baseret på korte ikke-aggressive udtalelser fra mænd i alle aldre og fra alle dele af verden. Mændenes styrke og aggressivitet blev herefter målt ved hjælp af håndgrebs-prøver og psykologiske spørgeskemaer.
Herefter blev lydklippene spillet for en gruppe mandlige og kvindelige studerende, der fik til opgave at bedømme styrken hos mændene i lydklippene på en skala fra et til syv.
Resultatet blev overraskende, at de gættede rigtigt mere end halvdelen af gangene, hvilket er en langt større præcision end ved tilfældigheder.
Faktisk var resultaterne næsten ligeså præcise, som hvis de adspurgte havde stået overfor de mænd, de skulle bedømme.