Fredag den 28 oktober kan Danmarks Grundforskningsfond fejre sit 20 års jubilæum. Fonden benytter lejligheden til at sætte fokus på, hvilken forskel 20 års støtte til fremragende forskning har gjort, og hvordan man skaber de bedste forudsætninger for at nå banebrydende resultater. For 5 mia. kr. fremragende forskning Foreløbig har danske forskningsmiljøer nydt godt af mere end 5 mia. kr. i støtte fra Danmarks Grundforskningsfond.
Støtten er først og fremmest givet i form af store bevillinger til etablering af Centers of Excellence – dvs. større forskningsenheder, der er oprettet i op til 10 år. Forskning der gør en forskel Indtil nu er der oprettet 77 Centers of Excellence, og fonden har netop besluttet at starte yderligere 11 centre pr. 1. januar 2012. Centrene kan oprettes inden for alle fagområder, men gives kun til de allerbedste forskere med store og ambitiøse ideer.
Det er de store visioner og nye gennembrud, der bringer videnskaben og verden videre og leverer det grundlag, som fremtidige opdagelser og teknologier skal tage afsæt i. Derfor er det fondens filosofi, at vi med store, fleksible og langsigtede bevillinger til fremragende forskere, som vi viser stor tillid, skaber kreative og stærke forskningsmiljøer og dermed muligheden for at skabe banebrydende resultater og nye gennembrud, siger Klaus Bock, der er formand for fondens bestyrelse.