I december 1943 var krigslykken i 2. verdenskrig vendt.
De allierede havde fortrængt tyskerne fra Afrika og var gået i land i Italien. Her følte de sig så sikre på, at de havde luftherredømmet, at den store havn i Bari, der ligger i det sydlige Italien, stort set var ubeskyttet, selvom den var spækket med krigsskibe.
Det var derfor et stort tab, da tyske bombefly i et 20 minutters angreb uden reel modstand kunne sænke så mange skibe, at man i dag regner angrebet for det næststørste tab efter Pearl Harbour.
Op mod 1.000 mistede livet, mest sømænd, men også næsten 200 civile.
Sygeplejersker og læger bemærkede, at de overlevende i deres pleje havde mærkelige udslæt og at andre havde uforklarlige lungesymptomer (det vender jeg tilbage til).
Jeg har den seneste tid skrevet om adskillige alvorlige sager omkring forskningsformidling her på Forskerzonen.
I denne artikel vil jeg fortælle om, hvordan forskningsresultater kan opstå i uventede situationer, hvordan nye behandlinger kan opstå ved et tilfælde, og hvordan både offentligheden og forskningsmiljøer kan reagere på forskningsnyheder.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Dårlig dokumentation førte til transfusion af fåreblod
I dag anser vi blodtransfusion som en del af behandlingen ved en lang række lidelser og procedurer.
Men det er her værd at huske på, at det ikke er mere end godt 100 år siden, at Karl Landsteiner i Berlin beskrev de blodtyper og grupper, som danner baggrund for, at transfusioner nu regnes for meget sikkert.
Går man nogle få årtier længere tilbage, til 1870'erne, var transfusion ikke udbredt, men en række krige (blandt andet den famøse i 1864), havde øget interessen for det.
Dette gav sig udslag i noget, som i dag synes helt fremmed og grotesk, nemlig, at man begyndte at eksperimentere med transfusion af fåreblod til mennesker.
Det startede i Tyskland, men bredte sig hurtigt til resten af verden og resulterede i en tsunami af artikler i fagtidsskrifter, som beskrev, hvordan en lang række sygdomme blev forsøgt behandlet med fåreblod – for eksempel tuberkulose, sløvsind og pellagra (vitaminmangel).
Dette er beskrevet i en interessant bog af den svenske sociolog Boel Berner, som fortæller om fremkomsten, men også den lige så hurtige forsvinden af fåreblods transfusion.
Bogen viser blandt andet, hvordan dårligt dokumenterede procedurer udført af over-entusiastiske læger forledte kolleger til at prøve det.
Med andre ord var dårlig dokumentation og – sikkert ubevidst – fordrejning årsagen til, at læger overtrådte det første i det Hippokratiske lægeløfte om ikke at volde skade.
\ Læs mere
Gedetestikler mod impotens
Går vi nogle årtier længere frem, til 1930'ernes depression i USA, ses noget endnu mere grotesk inden for behandlinger, nemlig indoperering af gedetestikler på indersiden af lårene med det formål at afhjælpe mandlig impotens.
Her var der ikke tale om læger, som i god vilje lod sig rive med af deres gerninger, men om en enkelt plattenslager, som for egen vinding slog sig op som læge (og måske også var det).
I bogen 'Charlatan: America's Most Dangerous Huckster, the Man Who Pursued Him, and the Age of Flimflam' af Pope Brocks beskrives, hvordan Dr. John R. Brinkley i løbet af nogle få år fik stampet gedetestikler op fra det rene ingenting til et bogstaveligt tilløbsstykke, hvor impotente mænd (med pungen i orden; den med penge, altså) flokkedes til en lille landsby i Kansas for at blive behandlet.
Dr. Brinkley dokumenterede ikke resultaterne af sine indgreb systematisk, endsige i fagtidsskrifter, men 'nøjedes' med dagspresse og ugeblade, endog egen radiostation.
Her gav rosenrøde beskrivelser anledning til en helt ny måde at anskue impotens på. Dr. Brinkley blev ifølge bogen efter sigende en af landets rigeste mænd.
Sagsanlæg gav bagslag
Mens fåretransfusion gik i sig selv efter lægernes erkendelse af, at den ikke var til reel gavn, skulle der et sagsanlæg til at stoppe Brinkley.
Man kunne måske tro, at det var rettet mod ham fra utilfredse patienter, men det var faktisk ham selv, som anlagde sag mod en journalist, som havde dristet sig til at drage effekten af gedetestiklerne i tvivl.
Det skulle han ikke have gjort, for da sagen nåede til retten, skulle han fremlægge beviser for behandlingens effektivitet – og det kunne han ikke, så han tabte med et brag, og i løbet af kort tid var der ingen kunder tilbage.
I dette tilfælde er der altså tale om, at 'forskningsresultater' ikke offentliggøres i faglige tidsskrifter, men udbasuneres til offentligheden gennem massemedierne.
Her medførte det unødvendige indgreb uden effekt (og med mere end 100 dødsfald til følge, regner man med).
Tilbage til luftangrebet i Bari
Hvad har forskning så med det tyske luftangreb i Bari at gøre? Jo, mange af sømændene udviste usædvanlige symptomer, som blev rapporteret til det amerikanske hovedkvarter for Middelhavet.
Derfra sendte man en læge, Dr. Stewart Alexander, som var ekspert i kemisk- og biologisk krigsførelse. Han fik hurtigt mistanke om, at der måtte have været gift på et af de skibe, som blev sprængt i luften.
Den engelske ledelse af havneområdet nægtede imidlertid kendskab til, at dette skulle være tilfældet.
Dr. Alexander gjorde så det, at han – udover at gå ind i lægeteamet og behandle de sårede – udfærdigede en meget grundig rapport om de sårede.
Han beskrev deres placering, da tyskerens bomber faldt, deres kliniske tilstande, blodprøver og for nogles vedkommende også resultatet af obduktionerne.
Fra sidstnævnte fik han endog taget vævsprøver fra til senere analyse.
Sennepsgas bar ansvaret
Hvad der først og fremmest faldt ham i øjnene var, at patienternes hvide blodlegemer raslede ned til næsten nul. Noget lignende havde Alexander allerede set, da han udførte forsøg med kaniner med giften kvælstofs-sennepsgas få år forinden.
Da han gennem sine overordnede pressede de engelske myndigheder, gik de til bekendelse og oplyste, at der på et af de eksploderede skibe rent faktisk var meget store mængder af netop kvælstofs-sennepsgas.
Den blev brugt i luftform i 1. verdenskrig af både Tyskland og de allierede, og de allierede var nu bange for, at Nazityskland ville bruge den igen. Derfor havde de fremstillet den for at kunne slå igen på den eventualitet.
I luftformen giver giften hovedsagelig lungesymptomer, men sømændene fik den direkte på kroppen fra udsivende cylindre i vandet i havnen. Da det blev klart, var gåden om de mærkelige hudsymptomer løst.
Alt dette er medrivende beskrevet i bogen 'The Great Secret. The Classified World War II Disaster That Launched the War on Cancer' af Jennet Conant.
Et tilfælde førte til forløberen for kemoterapi
Dr. Alexanders rapport forblev hemmeligstemplet i en årrække, men heldigvis var andre læger ansat i hæren kommet fra stillinger i kræftafdelinger.
Da de måtte læse den og så, at kvælstof-sennepsgas kunne hæmme cellevækst, fik de idéen til at anvende det på patienter.
Det blev forløberen til den kemoterapi, som i dag helbreder tusindvis af patienter verden over hvert år.
Disse omhyggeligt indsamlede resultater fremkom altså ved et tilfælde (der var ingen, der i 1940'erne ville drømme om at udsætte forsøgspersoner eller patienter for denne gift), og selv om de aldrig blev offentliggjort, var deres afledte virkning i kræftbehandling enorm.
I dag går seriøs forskning gennem peer-review
Det er vigtigt at slutte af med at sige, at disse historier ikke afspejler, hvad der sker omkring offentliggørelse af seriøs forskning i dag.
Godkendelse af coronavirus-vacciner sker eksempelvis efter gennemførelse af kontrollerede, kliniske undersøgelser, som bliver granskede i alle ender og kanter af relevante myndigheder.
Den foreløbige britiske godkendelse er i den forbindelse ikke udtryk for huller i systemet.
Den videnskabelige artikel bag vaccinen er nyligt kommet ud i et videnskabeligt tidsskrift, hvilket Videnskab.dk har beskrevet i artiklen 'Pfizers coronavaccine: Nu er resultaterne blåstemplet, og uvildige forskere er begejstrede', og andre forskere har nu adgang til de rå data.
Og sådan er det faktisk med al anden forskning, som går gennem peer-review (fagfællebedømmelse).
Det forhindrer dog ikke, at dagens charlataner kan smække deres pseudo-forskning op på websider uden kontrol, sådan som det skete med den kinesiske dr. Yan.
Mit eget faglige ønske for det nye år er derfor, at forskningsformidling vil komme til at ske gennem anerkendte kanaler, og at oplysninger fra 'yderkanterne' af nettet tages med et meget, meget stort gran salt.
