Fri abort: Derfor holder vi fast i 12 ugers-grænsen

I dag for 40 år siden fik kvinder retten til at få fri abort inden for graviditetens første 12 uger.

12 ugers-grænsen blev fastlagt af hensyn til kvindens risiko for komplikationer ved abortindgreb efter graviditetens 12. uge.

Men risikoen for komplikationer ved et abortindgreb efter 12. uge er ikke den samme i dag, som den var for 40 år siden.

I dag er grænserne i eksempelvis Sverige og England henholdsvis 18 og 24 uger. Så hvorfor holder Danmark fast i en grænse på 12 uger?

Overlæge ved føtalmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital og formand for Føtalmedicinsk Selskab Olav Bjørn Petersen fortæller, at det ikke er af medicinske årsager:

»12 ugers grænsen er historisk bestemt. Man fastsatte en grænse, som handlede om hensynet til kvinden og risikoen forbundet med abortindgreb efter graviditetens 12. uge. Det var den medicinske virkelighed i 1973. I dag holder det argument dog ikke længere, og der er ingen medicinske grunde til, at en grænse på 12 uger er bedre end eksempelvis en grænse på 13 uger,« siger han.

Kvindekampen skabte den frie abort

For at forstå fastsættelsen af grænsen for den frie abort bliver man nødt til at kigge på den virkelighed, som abortloven blev skabt under dengang i 1973.

I slutningen af 1960´erne og i begyndelsen af 1970´erne kæmpede kvinder for ligestilling. Det inkluderede også retten til at bestemme over egen krop herunder fravalg af graviditeter i en tid med manglende prævention og ingen seksualundervisning.

I datidens politiske landskab blev det således hensynet til kvinden og risikoen for komplikationer ved et abortindgreb, der satte grænsen for den frie abort.

Da komplikationer ved abort steg markant efter graviditetens 12. uge, blev den frie abortgrænse sat netop der.

Formand for Etisk Råd Jacob Birkler fortæller:

»I tiden inden 1973 var det kvinders rettigheder, der spillede ind i den offentlige debat omkring muligheden for fri abort. Men man skal huske på, at det var muligt at få abort inden 1973. Men aborten var ikke givet fri, så man skulle ’have tilladelse til’ at få foretaget en abort. Det afgørende i den sammenhæng er ordet ’fri’. Abort blev en rettighed frem for noget, man skulle have tilladelse til. Dét er den store forskel,« siger han.

Skal grænse for fri abort sættes ned?

Der er sket meget, siden abortgrænsen blev fastlagt, og i dag har vi en anden medicinsk virkelighed end den gang. Alligevel er grænsen for fri abort den samme.

Hvis man skal lede efter en udelukkende biologisk eller medicinsk årsag til at ændre på grænsen for fri abort, peger pilen faktisk også i begge retninger.

I takt med at det bliver mere og mere almindeligt at tage forskellige tests i hjemmet, bliver det også muligt at træffe beslutningen om abort tidligere i graviditeten.

I dag kan man graviditetsteste og ægløsningsteste i hjemmet. Nye hjemmediagnostiske præparater kan sågar kønsteste barnet allerede i syvende uge af graviditeten.

Formanden for Etisk Råd er overbevist om, at man inden længe også vil kunne ’hjemme-teste’ for en lang række genetiske sygdomme meget tidligt i graviditeten og dermed også få muligheden for at træffe beslutningen tidligere.

»Det taler jo for at sætte abortgrænsen ned. Men de diagnostiske undersøgelser som nakkefoldsscanning i uge 12-13 taler for, at man rykker grænsen op, da scanningerne ofte ligger efter grænsen for den frie abort. Med etik har man ofte at gøre med modsatrettede værdier og hensyn, og i den sammenhæng har vi valgt at anbefale, at man ikke ændrer på den nuværende grænse, da den nuværende grænse balancerer mellem kontrære hensyn,« fortæller Jacob Birkler.

Ikke mange argumenter for at ændre grænsen

Med etik har man ofte at gøre med modsatrettede værdier og hensyn, og i den sammenhæng har vi valgt at anbefale, at man ikke ændrer på den nuværende grænse, da den nuværende grænse balancerer mellem kontrære hensyn

Jacob Birkler, formand for Etisk Råd

Netop de modsatrettede hensyn gjorde, at Etisk Råd ikke anbefalede en ændring i lovgivningen, da de tilbage i 2007 havde grænsen for fri abort oppe til genovervejelse.

Selvom der var sket meget siden 1973, anbefalede rådet, at man lod den på daværende tidspunkt 34 år gamle grænse være, selvom den var blevet fastsat i en anden medicinsk virkelighed.

Der er nemlig ikke mange argumenter for at ændre den, der vejer tungt nok i forhold til at beholde den.

Blandt andet skriver Etisk råd i deres udtalelse, at ’flere [af rådets medlemmer] lægger vægt på, at det nuværende system i forbindelse med provokerede aborter generelt fungerer problemløst’.

Men det var ikke det eneste argument, der lå til grund for anbefalingen.

»Man skal også huske på, at kvinder godt kan få aborter efter de 12 uger, hvis en af de fosterdiagnostiske undersøgelser viser, at der er noget alvorligt galt med fostret. Der kan også være andre grunde – eksempelvis sociale eller psykiske. Men så skal man søge om tilladelse gennem et abortsamråd. Det sker ikke automatisk.«

»Ifølge de seneste tal fra 2011 søgte 767 om abort efter uge 12, og 60 fik afslag. Afgørelserne beroede på en samlet vurdering af eventuelle socialpsykologiske grunde og resultaterne fra de fosterdiagnostiske undersøgelser,« forklarer Jacob Birkler.

Grænse måske bedre ved 14 uger

Overlæge Olav Bjørn Pedersen mener dog, at man godt kan argumentere for, at grænsen for den frie abort sættes en anelse op – af praktiske hensyn.

I dag kan man lave såkaldte udskrabninger af fostre frem til og med 14. uge. Derefter skifter abortindgrebet til en mere fødselslignende karakter.

I praksis fungerer de nuværende regler for abort og fri abort arbejdsgangsmæssigt godt. Derfor ser jeg reelt heller ikke nogen grund til at ændre dem

Olav Bjørn Petersen, overlæge i føtalmedicin

»Derfor er der ingen medicinsk begrundelse for at en grænse på 12 uger er bedre end en grænse på 14 uger,« fortæller Olav Bjørn Petersen.

Samtidig foregår hovedparten af alle de diagnostiske undersøgelser så som nakkefoldsscanningerne, der blandt andet viser, om barnet har Downs Syndrom, i uge 12-13.

»På den måde hænger undersøgelsestilbud og regelsæt ikke sammen. Man kunne jo vælge at lægge grænsen for fri abort ved uge 14, så de kvinder, der opdager, at der er noget galt med fostret ved nakkefoldsscanningen, kan få foretaget en hurtig abort uden først at skulle ansøge et samråd om tilladelse. Samtidig ville man holde sig inden for den samme type medicinsk indgreb. Men jeg vil godt gøre klart, at jeg samtidig synes, at samråd fungerer godt, og det vil jeg ikke tale imod generelt,« forklarer han.

Regler fungerer godt

Olav Bjørn Petersen mener dog ikke, at der er behov for, at grænsen for den frie abort skal hæves til eksempelvis svensk eller engelsk niveau. Han frygter også, at hvis der bliver åbnet op for en ændring af grænse, vil det være som at åbne Pandoras æske.

Derfor ligger den nuværende abortgrænsen også et godt sted.

»VI har faktisk allerede meget gode muligheder for abort efter graviditetens 12. uge,« siger han.

Olav Bjørn Petersen har for nylig gennemgået regionens sidste 600 samrådssager, der involverede et ønske om abort efter graviditetens 12. uge. Næsten samtlige ønsker om svangerskabsafbrydelse skyldtes, at fostret havde et alvorligt handicap. Kun fem sager handlede om mindre handicap, hvor fostret manglede et ben eller en arm.

Det taler for, at beholde grænsen, hvor den er nu.

»I praksis fungerer de nuværende regler for abort og fri abort arbejdsgangsmæssigt godt. Derfor ser jeg reelt heller ikke nogen grund til at ændre dem,« forklarer han.