Sundhedsstyrelsen kalder det et forsigtighedsprincip, når den anbefaler kvinder helt at droppe alkoholen under svangerskabet.
Det samme gør sundhedsmyndighederne i en lang række lande blandt andet England. Hidtil har den nedre grænse for alkoholindtagelse forbundet med fosterskader nemlig været ukendt.
Det laver et britisk forskningsprojekt, baseret på 11.500 børn, nu om på ved at konkludere, at børn i hvert fald op til femårsalderen ikke har taget skade af at ligge inden i en kommende mor, der drak en til to genstande om ugen.
Sådan skriver guardian.co.uk.
Ingen hyperaktivitet eller adfærdsproblemer
Forskerne sammenlignede børn af mødre, der var afholdende under graviditeten, med mødre, der drak maksimalt to genstande om ugen.
I de to grupper var der ingen forskel på antallet af børn med hyperaktivitet, adfærdsvanskeligheder eller intellektuelle problemer.
Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Epidemiology and Community Health.
Forskerne bag håber, at studiet kan hjælpe vordende mødre med at træffe den rigtige beslutning omkring alkohol.
»Det her handler ikke om alkoholisme eller føtalt alkoholsyndrom eller om druk. Det handler om, hvor vidt en drink i ny og næ giver barnet udviklingsproblemer,« siger forfatter Yvonne Kelly fra University College Londons afdeling for epidemiologi og folkesundhed til guardian.co.uk.
For meget alkohol er stadig gift for fostret
Studiet blev udført ved at dele mødrene til de 11.500 børn ind i fem kategorier baseret på ugentligt alkoholforbrug.
6 procent drak aldrig, 60 procent var afholdende under graviditet, 26 procent drak en til to genstande om ugen, 5,5 procent drak tre til seks, mens 2,5 procent drak over syv genstande ugentligt.
Både som treårige og femårige blev børnene testet.
I begge tilfælde var der i den sidste gruppe langt flere børn med adfærdsmæssige og emotionelle problemer end i nogen af de andre grupper.
Flere velstillede mødre drak lejlighedsvis
Til gengæld var der som sagt intet bevis for, at børn af mødre med et lavt alkoholforbrug (gruppe 2) havde taget skade.
Tværtimod scorede disse børn højere i graden af mental udvikling, og 30 procent færre af dem led af adfærdsproblemer sammenlignet med gruppen af mødre, der slet ikke drak.
Det forklarer forskerne med, at mødrene med et lavt forbrug i gennemsnit var bedre socialt og økonomisk stillet.
Derfor blev tallene renset for forskelle i velstand, dog uden at det ændrede konklusionen.