Det er almindeligt antaget, at fremskridt i forskning sker i kvantespring, men at deres omsætning til forbedringer af resultater af fx kræftsygdomme kun sjældent gør det. Med andre ord kan opdagelser i laboratoriet give store forhåbninger, som kun langsomt omsættes og ofte til kun små forbedringer.
De store spring er ofte resultatet af mere eller mindre dristige, nogle gang vilde ideer, som forskere – ofte på kanten af de etablerede miljøer – arbejder med trods modgang og manglende anerkendelse. Det bedste eksempel er måske opdagelsen af Helicobacter pylori bakterien, som har vist sig at være årsagen til det, vi i de gode gamle dage kaldte mavesår.
Der udførtes således tusindvis af operationer, hvor man enten fjernede dele af den syreproducerende mavesæk eller skar nerverne over til dele af den i den tro, at syreproduktion havde årsag i stress og andre ydre årsager.
Selv om to australske forskere allerede beskrev bakterien i de tidlige 80ere, tog det mere end 20 år inden de fik Nobelprisen for deres opdagelse i 2005. Årsagen var den udbredte modsat blandt ”de satte” forskere til at acceptere sammenhængen mellem bakteriens tilstedeværelse og mavesår.
Stamceller ikke så effektive som 'lovet'
Stamcelleforskning har i flere tilfælde vist sig at være en lignende slagmark. Årsagen er åbenbar. Stamceller kan erstatte gamle celler, som ikke fungerer tilfredsstillende længere. Hele feltet regenerativ medicin handler om dette, lige fra at skabe nye insulin producerende celler hos diabetikere til hjerne celler hos Alzheimer patienter. Indimellem kunne man sætte cancer, hvor stamceller er de onde spillere, som hele tiden fodrer sygdommen med nye celler, som kan blive til ”voksne” cancerceller.
For at vende tilbage til de gode stamceller, var der for 10 år siden stor interesse for at fremelske dem på forskellige måder. Årsagen var, at der var lovende resultater, som antydede, at voksne celler kunne omprogrammeres, så den fungerede som stamceller, måske endog i organer, hvor de ikke stammede fra (blodstamceller kunne fx blive til nervestamceller).
Mange var artiklerne i pressen om dette, specielt den sydkoreanske forsker Hwang Woo-sook, som først var alles yndling, da han viste, at han kunne omprogrammere celler til at blive til forskellige organer. Hans laboratorium var strømlinet og hans ideer var dristige, men desværre var de basrede på falske data – han blev fyret fra sin stilling og regnes nu som den højst profilerede uredelige forsker.
En anden dristig teori om stamceller handlede om, at de kunne aktiveres af stress. Denne ide kom fra to amerikanske forskere – brødre faktisk – som under udforskningen af nervestamceller fandt, at den simple findeling af hjernevæv fra mus og deraf følgende stress af cellerne så ud til at kunne udløse en proces, hvor stamceller dannedes i usædvanligt store mængder.
Forskere gik stille med dørene
Brødrene Vacanti gik begyndelsen meget stille med denne idé, som var dristig, men hvis konsekvenser – hvis hypotesen altså holdt – kunne være af meget stor (også økonomisk) betydning.
Da Vacanti brødrene var overbeviste om, at de var på rette vej, så de sig om efter en forsker, som kunne have til opgave at udvikle stress udløste stamceller (på engelsk kaldt STAP celler). De behøvede ikke at se langt, for i deres eget laboratorium var der en kvindelig japansk Ph.d., Dr. Haruko Obakata, som var egnet til at tage opgaven. Hun var dygtig i laboratoriet og hurtig til at skaffe de første resultater.
Baseret på denne succes fik hun imidlertid en stilling på et anset institut hjemme i Japan, hvor hun arbejdede sammen med en meget berømt forsker, Dr. Sasai. Hos ham udviklede hun STAP ideen fra Dr. Vacanti yderligere og offentliggjorde meget spændende resultater, som i korthed viste, at et mildt syrebad kunne udløse disse cellers fremkomst. Presseomtalen var meget stor, men hendes tidligere mentor, Dr. Vacanti, blev næsten ikke nævnt.
Jeg har tidligere skrevet om dette (videnskab.dk/blog/et-uundgåeligt-selvmord). Ligeledes kort fortalt viste det sig hurtigt, at disse resultater ikke kunne eftervises af andre laboratorier, og da der i øvrigt var så mange uregelmæssigheder i deres fremstilling og i Dr. Obakatas Ph.d., hvor hun tilsyneladende havde skrevet af efter andre, indledtes en undersøgelse af hele problem komplekset.
Store konsekvenser for forskerne
Enden blev mange forliste skæbner, som nu to år efter offentliggørelsen af STAP celler artiklerne kan gøres op: Værst var Dr. Sasais selvmord. Dr. Obakata fik frataget sin Ph.d. og har været i flyverskjul i over et år.
Chuck Vacanti (den mest profilerede af brødrene) måtte tage orlov fra sin stilling på Harvard som leder af den anæstesiologiske afdeling og kommer sikkert ikke tilbage til den. For alle de afficerede laboratorier gælder, at de er praktisk taget lukket ned og i alle tilfælde uden støtte fra udefrakommende fonde. Hvor mange laboratorieansatte, som har skullet fyres, melder historien ikke noget om.
Hvad er læren bag dette: først og fremmest at der skal være plads til de skæve ideer. Det viser H. Pylori historien. Men dernæst at efterprøvningen af dem skal være lige så retlinet som enhver anden forskning. Med andre ord skal det ikke være sådan, at en større eksponering i pressen netop ikke skal medføre mindre efterprøvning.
Det lyder som en selvfølgelighed, men historien viser altså noget andet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
