Forskere modtog millioner til at udvikle dansk coronavaccine: »Vi måtte smide alt, vi havde i hænderne«

»Jeg kan huske, at vi kiggede ned på de her fuldstændigt mennesketomme gader i København. Der var ikke en eneste bil på vejen.«

Sådan erindrer vaccineforsker Morten Agertoug Nielsen coronapandemien, hvor han og få kolleger som de eneste fik lov at møde ind på arbejde i Københavns Universitets 15 etager høje Mærsk Tårn.

Han var en af de forskere, som hele Danmarks øjne hvilede på, efter han havde modtaget midler til at udvikle en dansk coronavaccine.

Videnskab.dk har talt med ham og en anden dansk vaccineudvikler om processen, presset og skæbnen for de danske vacciner, der modtog op imod en milliard kroner i støtte, men aldrig blev udrullet.

En oplagt mulighed for støtte

Da der endnu kun var tidlig snak om den relativt ukendte smitte, der spredte sig i Kina i 2019 og starten af 2020, havde Morten Agertoug Nielsen, professor i translationel immunologi ved Københavns Universitet, fokus på en helt anden sygdom.

»Mine kolleger og jeg håbede på at kunne finde på en ny vaccineteknologi, som vi kunne bekæmpe malaria med,« fortæller han.

»Vi havde besluttet os for at lave en kommerciel virksomhed med den her vaccineteknologi, som vi havde arbejdet på siden 2016.«

Sammen oprettede de i 2017 virksomheden AdaptVac og arbejdede videre med vaccinen mod malaria de næste år.

Men sådan et arbejde er dyrt og kræver eksterne midler.

»Da pandemien så startede, blev der jo frigjort en helt masse midler fra forskellige regeringer, EU, USA og så videre til at forske i en coronavaccine. Det var en oplagt mulighed for os, for vaccinen (de arbejdede på, red.) var ikke kun designet til at virke mod malaria.«

Så mens en stor del af danskerne og resten af verdens befolkning måtte stoppe deres arbejde, intensiverede Morten Agertoug Nielsen og hans kolleger deres:

»Vores direktør, Wian de Jongh, fik udarbejdet den første fondsansøgning på 14 dage, og der kom hurtigt svar tilbage om, at vi var blevet tildelt midlerne,« fortæller han.

Med 20 millioner kroner fra EU i ryggen meldte forskerne fra Københavns Universitet (i samarbejde med ExpreS2ion Biotechnologies) sig ind i kapløbet om at udvikle den vaccine, der skulle standse pandemien – og forhåbentlig indtjene en masse penge til det danske samfund.

Statsmillioner til DNA-vaccine

Ikke langt fra det næsten mennesketomme Panum sad et andet hold forskere og var mere klar til at reagere på den nye smittetrussel.

»En af mine vigtigste arbejdsopgaver er at være beredt på den nyeste pandemi. Vores laboratorier er designet til at bidrage med hurtig forskning og vaccineudvikling, når der er brug for det,« lyder det fra Anders Fomsgaard, professor, overlæge og på det tidspunkt leder af virus- og udviklingslaboratoriet ved Statens Serum Institut.

»Vi har siddet klar under truslen fra ebola, zikavirus, SARS-1, den mexicanske svineinfluenza og så videre. Så vi var beredte på en pandemi. Men vi vidste bare ikke hvilken, og om den ville komme i vores levetid.«

Også hos Anders Fomsgaard og hans kolleger på Statens Serum Institut var fokus primært et andet sted end på corona i 2019 og 2020.

»Vi var godt i gang med at teste en HIV-vaccine i både Hvidovre og Vestafrika, da det pludselig gik stærkt med COVID-19. Den klare opfordring fra blandt andet WHO var nu, at alle brugte deres teknologier til at arbejde på en ny vaccine mod corona. Så vi smed alt, hvad vi havde i hænderne, og gik i gang.«

En af de teknologier var altså Statens Serum Instituts såkaldte DNA-vaccine-teknologi – noget, som Anders Fomsgaard fortæller, instituttet er nogle af verdens førende i.

Også de modtog offentlige midler, nemlig 18,8 millioner kroner fra den danske stat, til at udvikle den nye vaccine for.

I kø til produktion

Når en ny vaccinekandidat skal udvikles, er der en række processer og trin, man skal igennem som forsker.

»Det første arbejde foregår på laboratoriet, hvor vaccinen skal designes: Teknologien skal tilpasses sygdommen, der skal analyseres. De rigtige komponenter skal udvælges, og sådan bliver man ved, indtil man har en laboratorieudgave af vaccinen,« forklarer Anders Fomsgaard.

Derefter skal vaccinen i godkendt produktion hos et medicinalfirma – dem er der relativt få af.

»Der var jo rigtig mange ligesom os, der ville producere alle mulige former for genetiske vacciner mod corona, så man får en plads i firmaets produktionskalender, og så må man ellers vente, mens man arbejder videre i laboratoriet og laver indledende dyreforsøg.«

Følte du et ekstra pres i den periode?

»Ikke på selve vaccinearbejdet, for der er vi som læger på området trænet i at holde hovedet koldt. Men der var mange i samfundet, der havde spørgsmål, og alle havde stærke meninger, mens nogen bare ledte efter hår i suppen. Så der gjorde jeg meget ud af jævnligt at dele ud af min objektive viden om virussen i medierne.«

‘Landsforræder’

I Mærsk Tårnet begyndte Morten Agertoug Nielsen i højere grad at mærke samfundspresset, som arbejdet skred frem i, og karantæneramte borgere ventede utålmodigt på vaccinen.

»Jeg syntes, det var rigtig, rigtig mange penge, vi havde fået af samfundet til at udvikle den her vaccine. Det pres mærkede jeg da, for vi ville jo virkelig gerne give noget igen,« fortæller han.

Det var også en tid, hvor man hørte meget om vaccineskepsis. Hvordan oplevede du det?

»Jeg modtog ugentligt ubehagelige mails. Noget af det, der gik igen, var, at jeg blev kaldt landsforræder, fordi jeg arbejdede med vacciner, som flere havde mistillid til.«

Tog du det ind?

»Ikke rigtig, for jeg kunne se, at den samme mail blev sendt til andre forskere, politikere, politiet og så videre. Så det var ikke personligt. Og jeg vil sådan set heller ikke negligere folks angst eller de bivirkninger, vaccinerne kunne have. Det var bare en følsom tid for mange.«

Arbejdet fortsætter

Som månederne gik, blev det muligt for Anders Fomsgaard og hans kolleger på Statens Serum Institut at tage vaccinearbejdet videre.

»De næste skridt var at teste på dyr såsom kaniner. Det gav virkelig gode resultater og ingen bivirkninger, så vi tog også vaccinen til udlandet for at teste på aber, som jo minder meget mere om mennesker og kunne udsættes for smitte. Det gav også fantastiske resultater, så vi begyndte at samle personer til humane forsøg,« fortæller Anders Fomsgaard.

Ovre hos forskerne i Københavns Universitets Mærsk Tårn var der også succes med dyreforsøg foruden såkaldt Fase I-tests. Det vil sige, at man giver få mennesker vaccinen og holder nøje øje med hver enkelt persons reaktion. I Fase II og III testes flere personer under flere forskellige omstændigheder.

Men forskerne fra den lille virksomhed, AdaptVac, havde ikke faciliteter til at kunne lave Fase II og Fase III-forsøg.

»Vi kontaktede medicinalvirksomheden Bavarian Nordic, som vi havde talt med tidligere, for de havde en erfaring, vi ikke havde, med at teste på mennesker og få det distribueret. Deres eneste krav var bare, at der skulle offentlig støtte til,« forklarer Morten Agertoug Nielsen.

Det endte da også med at ske, da Bavarian Nordic modtog ikke mindre end 800 millioner kroner af staten til at fortsætte arbejdet med at udvikle vaccinen, som de nu var licenshavere på.

Bavarian Nordic har afvist at bidrage til artiklen, »da projektet er lukket og afskrevet tilbage i 2023,« som de skriver i en mail til Videnskab.dk.

Morten Agertoug Nielsen understreger, at Bavarian Nordics og Københavns Universitets/AdaptVacs arbejde med vaccinen »kørte i to parallelle spor«, hvorfor han ikke kan fortælle om Bavarian Nordics arbejde for de 800 millioner kroner.

Why change a winning horse?

Samtidig med Københavns Universitet og Statens Serum Instituts arbejde kæmpede store virksomheder som Pfizer og Moderna også for at få deres vaccine ud over rampen.

»De var langt foran med deres vaccine, fordi de allerede var i gang med at udvikle en mod MERS, som er samme familie af virus som Covid-19. Da vi skulle til at lave de første Fase I-forsøg på mennesker, var de igennem Fase III,« forklarer Anders Fomsgaard.

Så selvom Statens Serum Instituts DNA-vaccine havde en række fordele – for eksempel at den ikke skulle tilsættes andre komponenter og ikke behøvede at blive fryst ned ligesom de såkaldte mRNA-vacciner, fortæller Anders Fomsgaard – så måtte han og kollegerne træffe en svær beslutning.

»Når det nu stod klart, at Pfizers og Modernas vacciner var klar til at blive udrullet, syntes vi ikke, at vi kunne forsvare at søge om op imod en milliard kroner til vores – for det var næste skridt, hvis vi skulle fortsætte med Fase II og III. Vi diskuterede også etikken i det. Vil man teste på mennesker, når man ved, at en anden vaccine er på vej?«

Til sidst traf Anders Fomsgaard og hans kolleger beslutningen om at skrotte vaccineprogrammet og drømmen om at være dem, der udrullede en dansk coronavaccine.

»Logikken var: ‘Why change a winning horse?’ mRNA-vaccinen var tydeligvis på vej, og den var både sikker og effektiv.«

Samme beslutning blev altså truffet af Bavarian Nordic, efter de havde modtaget 800 millioner kroner i støtte fra staten.

En »decideret vaccinerevolution«

I dag sidder begge forskere uden fortrydelser over det arbejde og de ressourcer, de lagde i arbejdet med vaccineudvikling under pandemien.

»I dag arbejder vi stadig med vaccineteknologien, og lige nu kører vi et vaccineprogram mod malaria for gravide kvinder og mod Nipah-virus. Det havde vi aldrig kunnet, hvis ikke det var for den støtte, vi modtog til at udvikle teknologien under coronapandemien,« fortæller Morten Agertoug Nielsen.

Anders Fomsgaard er heller ikke i tvivl om, at arbejdet under corona har gjort en forskel.

»Alle arbejdede under et helt andet tempo, end man normalt gør. Ikke fordi reglerne blev slækket, men fordi man tænkte mere i parallelle tests og løsninger samtidigt, hvilket man ellers ikke plejer i samme grad,« fortæller han.

»Der var også en enorm vidensdeling mellem forskere verden over, der ikke så sig selv som konkurrenter. Målet var en vaccine, uanset hvem der lavede den.«

COVID-19 betød også, at både DNA- og mRNA-vaccinerne, der minder meget om hinanden, kunne blive testet og udrullet for første gang.

»De teknologier havde været i pipelinen længe, men det tager en pandemi at få den slags ud over rampen. I dag er teknologierne anerkendte og sikre, og vi kan arbejde videre med dem til alle mulige andre sygdomme,« lyder det fra Anders Fomsgaard.

»Så på mange måder betød Covid-19 en decideret vaccinerevolution. Vi arbejder videre med DNA-vacciner, som vi nu er nået meget længere med. Vi prøver at være endnu bedre forberedt på den næste store pandemi.«