Nyt studie: Bivirkninger af coronavaccinen hænger sammen med forventningerne
vaccine

Forventer du bivirkninger som træthed og kvalme ved coronavaccination, er der større risiko for, at du får det. (Foto: Shutterstock)

Forventer du bivirkninger som træthed og kvalme ved coronavaccination, er der større risiko for, at du får det. (Foto: Shutterstock)

11 november 2021

Stiller du dig bagerst i corona-vaccinationskøen med den forventning, at du kommer ud på den anden side med hovedpine, kvalme eller feber, så er der større risiko for, at det rent faktisk kommer til at ske. 

Bivirkninger af corona-vaccinen hænger nemlig sammen med de forventninger, man skaber forud for selve vaccinationen, lyder konklusionen i et nyt studie

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af det nye studie, der er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Psychotherapy and Psychosomatics.

Ifølge pressemeddelelsen bygger studiet på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 551 amerikanere er blevet bedt om at svare på spørgsmål før og efter vaccination mod coronavirus. Forud blev de spurgt ind til forventninger til bivirkninger, og efter vaccinationen blev de bedt om angive, hvilke symptomer de oplevede.  

Her fandt forskerne, at de, der forventede at få bivirkninger, i højere grad blev ramt bivirkninger, skriver mediet.

Det er kendt fra anden sundhedsforskning, at negative forventninger kan føre til negative resultater. Effekten kaldes nocebo. Forskerne kan dog ikke fastslå, om det er den effekt, der er på spil i dette tilfælde.

Lene Vase, professor i psykologi ved Aarhus Universitet og medforfatter på studiet, uddyber i pressemeddelelsen, at studiet bygger på deltagernes egne oplevelser uden egentlige lægelige undersøgelser af respondenterne, hvorfor forskerne ikke med sikkerhed kan sige, om der er en direkte sammenhæng mellem de negative forventninger og bivirkninger. 

»Vi ved fra den generelle forskning i noceboeffekter, at der er tale om neurobiologiske effekter. Forventningerne kan for eksempel føre til frigivelse af neurotransmittere, der kan forstærke smerteoplevelsen, som så igen påvirker vores sundhedstilstand. Jeg kan sagtens forestille mig, at det også gælder med hensyn til corona-vacciner,« siger Lene Vase.  

Ifølge forskeren bør den nye viden give anledning til at bekæmpe misinformation om corona-vacciner og ændre den måde, sundhedsvæsenet oplyser om vaccinerne på. 

»Man skal naturligvis informere om bivirkningerne, men måden man gør det på, kan måske ændres. I stedet for at sige, at fem procent får en bivirkning, kan man måske sige, at 95 procent ikke gør. Den form for positiv italesættelse virker, ved vi fra anden forskning,« siger Lene Vase. 

Rf

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.