Fluer kan også få feber

Det var søndag morgen, og min seksårige søn August og jeg var endnu en gang taget på Naturhistorisk Museum i Universitetsparken i Aarhus.

Lillesøster Gry var ikke med, for hun lå derhjemme med feber, og August og jeg havde på vejen i bilen talt om, hvorfor vi får feber, når vi bliver syge.

Fænomenet må have rumsteret i hans hoved, for så snart vi nåede hen til udstillingen med insekterne, spurgte han: »Faaar, får fluer feber?«

Svaret er måske endnu mere overraskende end spørgsmålet selv.

For ja, fluer får faktisk feber under infektion, selv om de er vekselvarme og derfor ikke kan skrue op og ned for deres egen kropstemperatur.

Synet på feber ændrer sig

I dag ved vi, at feber skyldes immunforsvarets forsøg på at bekæmpe virus eller bakterier, og der er stadig flere beviser for, at feber er et decideret gavnligt fænomen.

For at forstå, hvordan fluer og andre koldblodede dyr overhovedet kan få feber, og hvorfor det er vigtigt at finde ud af, må vi skrue tiden tilbage til starten af 1970’erne.

Dengang mente flertallet af læger, at feber var et skadeligt symptom på infektioner. En slags uhensigtsmæssig fysiologisk reaktion, der var dårlig for patienten.

Derfor behandlede de som oftest den forhøjede temperatur med medicin såsom paracetamol og aspirin, der kunne reducere den igen, og på den tid var blevet let tilgængelige midler på markedet.

Den unge amerikanske fysiolog Matthew J. Kluger var dog overhovedet ikke enig i den tilgang.

Han mente, at feber ikke kunne være en fejl, når det var noget, alle kendte pattedyr fik, ja faktisk hvert og et, zoologer og biologer nogensinde havde undersøgt.

Han tænkte i stedet, at det ville være meget mere logisk, hvis feber var en naturlig og måske beskyttende del af vores immunforsvar.

Han vidste bare ikke, hvordan han skulle dokumentere det.

Ørkenleguanen som forsøgsdyr

Den amerikanske ørkenleguan er et ganske smukt firben med gråbrune skæl og et brunt netlignende mønster på ryggen og siderne.

Det cirka 40 centimeter lange firben er almindeligt i ørkenområder i det sydvestlige USA, hvor det lever af farverige blomster, velduftende urter og små frugter.

Det er også et yndet forsøgsdyr blandt biologer og fysiologer, da det er billigt at anskaffe og let at holde i fangenskab, og i 1973 købte Kluger en hel koloni af ørkenleguaner, for han havde fået en ide.

Kluger ville undersøge, om også vekselvarme dyr får feber under infektion, og hans logik bag studiet var forankret i basal evolutionslære.

Hvis både pattedyr som mennesker og krybdyr som ørkenleguaner fik feber, måtte begge dyregrupper med høj sandsynlighed have nedarvet evnen fra en fjern fælles slægtning.

Hvis det var rigtigt, ville feber have været bevaret hele vejen igennem evolutionen helt tilbage fra tiden, før pattedyr overhovedet opstod som dyregruppe for cirka 200 millioner år siden.

Vores gode egenskaber overlever evolutionen

Det ville være et tungt argument for, at feber er en gavnlig affære.

Evolutionslæren fortæller os nemlig, at hvis en egenskab eller et reaktionsmønster er en ulempe, så vil evnen forsvinde gennem dyrets måde at udvikle sig på hen over årene.

Omvendt bevarer vi nyttige træk og reaktioner, da de ofte vil give en overlevelsesfordel.

Kluger og hans kolleger vidste, at ørkenleguaner ikke kan ændre deres kropstemperatur ved egen kraft.

Derfor besluttede de at bygge et flere meter langt bur, hvor en radiator varmede den ene ende op til cirka 45 grader, imens et køleelement regulerede den anden ende til omkring 32 grader.

Fordi buret var langt, skabte de på denne måde en såkaldt temperaturgradient, hvor temperaturen langsomt steg igennem hele burets længde.

Ørkenleguanerne kunne således frit vælge den temperatur, de helst ville opholde sig i, og herved også vælge deres egen kropstemperatur.

Selv vekselvarme dyr får feber

Til at starte med lukkede Kluger og hans team en gruppe raske ørkenleguaner ind i buret.

Efter nogle timer målte de dyrenes kropstemperatur, og det stod hurtig klart, at ørkenleguanerne ikke bare vilkårligt vandrede rundt i buret.

De havde snarere en klar og ensartet præference for, hvor de opholdt sig for at opnå den kropstemperatur, de ønskede.

Bagefter sprøjtede forskerne den sygdomsfremkaldende bakterie Aeromonas hydrophila ind i et af hjertekamrene på halvdelen af dyrene, inden de igen placerede dem i det aflange bur.

Fordi bakterierne kom direkte ind i hjertet, spredte de sig effektivt i ørkenleguanernes kroppe ved hjælp af blodet, og nu skete der noget interessant.

De inficerede dyr placerede sig anderledes i buret end de raske dyr.

Det betød, at deres kropstemperatur steg med lidt over to grader celsius - ikke ulig den stigning, vi mennesker typisk oplever, når vi har en infektion.

De vekselvarme ørkenleguaner fik altså feber ved at ændre adfærd, og fænomenet fik derfor tilnavnet adfærdsfeber.

Observationen vakte stor opsigt blandt fysiologer og biologer, og i 1974 lykkedes det Kluger og hans kolleger at udgive deres resultater i et af verdens mest anerkendte videnskabelige tidsskrifter, Nature.

Vekselvarme dyr får således også feber.

Mennesker og dyr ændrer adfærd, når feberen rammer

At ændre adfærd kan måske ved første øjekast synes at være en mærkelig strategi til at få feber, men måske er den ikke så fremmed endda.

De fleste mennesker vil nok kunne genkende lysten til at kravle ind under den varme dundyne og krybe sammen i noget, der til forveksling ligner fosterstilling, når sygdomme sniger sig ind på os, og tallet på termometeret stiger.

Vi brygger måske ovenikøbet en varm kop kamillete og tager de uldne sokker fra moster Anna på, hvilket alt sammen hjælper os med at øge vores kropstemperatur.

Spørgsmålet er, hvorfor vi pludselig får lyst til at ændre adfærd på denne måde, for der står jo ikke en kittelklædt læge ved sengegærdet og docerer om sokker og te.

Vi gør det bare uden at være beviste om hvorfor, så måske er vi slet ikke så forskellige fra ørkenleguanerne. Måske har vi faktisk arvet driften til adfærdsfeber fra samme fjerne slægtning.

Over de næste årtier viste flere forskeres eksperimenter, at adfærdsfeber som fænomen var meget stærkt evolutionært bevaret hos vekselvarme dyr såsom padder og krybdyr, fisk og slanger.

Ligesom det var hos varmblodede dyr som os mennesker.

Fluernes kropstemperatur steg

Når krybdyr kan få feber, må evnen være udviklet for mindst 300 millioner år siden.

Men faktisk er feberens historie endnu længere, og her kommer fluerne ind i billedet.

Fluer er insekter, og de fandtes på jorden omkring 200 millioner år før krybdyrene. Derudover tilhører fluer og andre insekter gruppen af såkaldt leddelte dyr.

Det betyder, at de hverken har rygsøjle eller en veldefineret hjerne med en hypothalamus, som er det lille område i hjernen, der fungerer som kroppens kontrolcenter.

Hvis fluer også får feber ved infektion, er fænomenet altså næsten 500 millioner år gammelt og udviklet uafhængigt af hypothalamus.

Den amerikanske entomolog James Petersen udførte en række forsøg på helt almindelige husfluer. Dem som vi alle kender og hidser os op over, når de summer over frokostbordet på udkig efter tabte kagekrummer eller en ubevogtet skæreost.

Forsøgsopstillingen bestod af en række landingsplatforme med hver sin temperatur fra 26 til 42 grader.

Det er imidlertid ikke helt let at måle en flues kropstemperatur, så forskerne sad i stedet klar med stopure og registrerede nøje, hvor mange sekunder de enkelte fluer tilbragte på de forskellige platforme.

Petersen beregnede derefter fluernes temperatur baseret på, hvor længe de havde siddet ved de forskellige varmegrader.

Bagefter inficerede forskerne halvdelen af fluerne med svampen Entomophthora muscae, som vi på dansk kalder almindelig flueskimmel.

Fluerne kom ind i buret igen, og pludselig foretrak de syge fluer varmere platforme end de raske, så deres kropstemperatur steg.

Dinosauerne fik også feber

Fluerne udviste altså adfærdsfeber næsten på samme måde som ørkenleguaner og mennesker, til trods for at fluer rent evolutionært er så utroligt meget ældre end både krybdyr og pattedyr.

På grund af Klugers opdagelser kan vi derfor nu med stor sandsynlighed sige, at alt fra flyveøgler og dinosaurer til kæmpeinsekter og hajer, der levede for flere hundrede millioner år siden, også fik feber ved infektion.

Præcis som vi mennesker gør i dag.

Når det at få feber er så udbredt et fænomen, er det nærliggende at gætte på, at det virkelig har en gavnlig effekt.