Vintertid er influenzatid, så løbende næser, ondt i kroppen og feber hærger løs i hele landet.
Men når man nu er i grænselandet mellem syg og rask og ikke har noget termometer, kan man så ikke bare, som vor mor eller far lærte os det, foretage en rask lille selvdiagnose og lægge hånden på panden?
»Jeg ligger syg, og jeg kan ikke måle min temperatur, men føler, at jeg har feber. Jeg tager mig derfor til panden for at føle, om den er varm. For hvis den er varm, har jeg feber.«
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?
Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Mærker jeg feber på panden?
»Det er hvert fald det, jeg lærte som lille. Og alle kender vel også udtrykket 'lampefeber'. Men hvorfor er det egentlig, at man føler på panden for at konstatere feber? Hvorfor ikke på kinden eller andet sted på kroppen?,« spørger Videnskab.dk’s læser Marianne Frandsen.
Videnskab.dk sender spørgsmålet videre til Allan Randrup Thomsen, som er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.
Han tager sig ikke til hovedet over, at Marianne tager sig til panden, men:
»Som en lille foranalyse kan det være udmærket at føle efter på panden, for når din kernetemperatur stiger, lukker dine kar op, og dermed bliver huden også varmere. Jeg tvivler dog på, at man vil få noget ud af at føle på sig selv. For det handler netop om at føle en forskel, og huden på dine hænder bliver også varmere ligesom panden,« siger Allan Randrup Thomsen.
Du måler feber bedst i mund eller analt
Med andre ord skal du altså stadig have din mor eller din far, eller en anden uden feber, til at føle efter. Og det kan således lige så godt være på kinden i stedet for panden, siger Allan Randrup Thomsen.
\ Hvordan måles feber?
Det er almindeligt at definere feber som en temperatur på mere end 38°C målt i endetarmen.
Temperaturen målt i endetarmen er så absolut den mest pålidelige temperaturmåling og bør benyttes, så vidt det overhovedet er muligt.
Måles temperaturen i munden, ligger værdierne cirka en halv grad endetarmena. På grund af variationen defineres feber først ved 38,5 grader målt i munden.
Temperaturen målt i armhulen er så upræcis, at dette bør undgås. Øremåling er også påvirket af ydre faktorer og giver heller ikke præcise mål.
Feber på grund af infektion bliver sjældent højere end 40,5 til 41,1 grader. Grænsen for, hvornår temperaturforhøjelsen i sig selv kan være farlig, er som regel 41 grader.
Kilde: Sundhed.dk
Igen er der et ’men’: Som professoren allerede har fastslået, duer det kun som en foranalyse.
»Vi leder ikke efter varm eller ikke-varm, men efter temperaturen inde i kroppen, kernetemperaturen, når vi tager vores temperatur. Og den får vi altså bedst fastslået ved at bruge en kropsåbning og altså et rektaltermometer eller et mundtermometer,« fastslår Allan Randrup Thomsen.
Problemet er, at perifærtemperaturen, den ydre temperatur, er stærkt afhængig af omgivelserne, så er du et koldt sted, vil den være koldere og omvendt.
\ Læs også
Det er godt at have feber
Har du en kernetemperatur på mere end 38 grader, kaldes det feber, og det er et tegn på, at du har en infektion. Men faktisk er det at have feber en god ting, til en vis grænse.
»Når vi får en infektion, er der nogle hormonlignende substanser, der udgår fra immunsystemet og beder hjernen om populært sagt at dreje på termostaten og sætte temperaturen op. Det har visse fordele, for det ser ud til, at vores celler reagerer hurtigere og kraftigere, når temperaturen stiger, og det har en vis funktionel værdi, når infektionen skal bekæmpes,« siger Allan Randrup Thomsen.
Men det kan altså også blive for varmt indvendigt. Har man en kernetemperatur på mere end 40, skal man faktisk begynde at tænke på, at få kroppen kølet ned, siger Allan Randrup Thomsen.
»Det er ikke bare sådan, at fordi to er godt, er fire dobbelt så godt og otte helt fantastisk. På et tidspunkt vil du blive overophedet, og det kan man i sidste ende dø af.«
Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen
Som en lille foranalyse kan det være udmærket at mærke efter på panden, for når din kernetemperatur stiger, så lukker dine kar op, og dermed bliver huden også varmere.
Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet
»Man skal ikke lægge sig under dynen og pakke sig ind, som man påstod i gamle dage. Ved høje temperaturer skal man ikke have mere end et lagen over sig, og i ekstreme tilfælde vil man køle ben og arme med koldt vand,« siger professoren.
Du kan være dødssyg med lav temperatur
Og der er endnu flere men’er. For selv om man har en kølig eller veltempereret pande, er det ingen garanti for, at man ikke har feber, fortæller Allan Randrup Thomsen.
»Du kan sagtens have en høj indre temperatur, mens du har en lav på ydersiden. Når man er tæt på det, der hedder et kredsløbskollaps, som du kan dø af, lukker blodgennemstrømningen ned, og så får du en kølig hud, selv om du måske har en høj kernetemperatur,« siger Allan Randrup Thomsen.
Vi kvitterer for det gode spørgsmål med en T-shirt til Marianne Frandsen, som selv bør supplere husholdningen med et termometer.
»Det bedste er stadig det gamle rektaltermometer, selv om øretermometer og mundtermometer også kan bruges. Du skal så tæt på kernetemperaturen som muligt,« siger Allan Randrup Thomsen.
Og med hensyn til lampefeberen har det ikke noget med kropstemperatur at gøre, men er derimod et synonym for sceneskræk. Og den kan vist hverken måles på panden eller analt. Måske på pulsen, men den tager vi en anden gang.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.
