Det ved vi (ikke) om kønsforskelle i hjernen

Det skabte en del postyr, da Google software-ingeniøren James Damore gik i rette med sin arbejdsgivers mangfoldighedspolitik; faktisk så meget, at han blev fyret.

Årsagen var, at Damore hævdede, at færre kvinder end mænd er systemudviklere og ledere, fordi kvinder fra naturens side har andre præferencer end mænd.

Kvinder går (gennemsnitligt) mere op i mennesker/sociale relationer end mænd, mens mænd (gennemsnitligt) går mere op i ting/systemer end kvinder, skrev Damore blandt andet.

Også herhjemme vakte historien debat. De fleste var forargede over Damore, men videnskabsjournalist og neurobiolog Lone Frank argumenterede i hhv. Weekendavisen og Deadline (18. og 21. august) for, at Damore faktisk har ret.

Ifølge hende er der »velunderbyggede fund«, der viser biologisk betingede interesseforskelle kønnene imellem. Disse biologiske vidnesbyrd bliver imidlertid ikke taget alvorligt af ideologiske årsager. Som hun citerer den svenske sociolog Charlotta Stern for at sige, så er »erkendelsen af forskelle mellem mænd og kvinder tabu«.

Og med Lone Franks ord: »Benægtelse af fakta på baggrund af ideologi fører direkte til ufrihed, og det er præcis, hvad vor tids fanatiske kønsdebat og nærmest paranoide identitetspolitik er udtryk for«.

Men er det nu så sikkert?

Kun få kønsforskelle er der enighed om

Der er tre hjernemæssige kønsforskelle, som findes i mange undersøgelser, og som derfor er alment accepterede:

• Mænd har gennemsnitligt større hjerner og flere hjerneceller (10-15 procent) end kvinder
• Den hjernemæssige udvikling foregår gennemsnitligt langsommere hos drenge end hos piger (om end forskellen udlignes i slutningen af teenagealderen)
• Der er nogle cellekerner i hypothalamus, der er større hos mænd end hos kvinder.

Ingen af disse forskelle er (endnu) kædet sammen kønsforskelle i kognition; det vil sige vores evne til at huske, tale, være opmærksomme, træffe beslutninger etc. Forskellen i hypothalamus kan derimod ret sikkert knyttes til kønsforskelle i seksuelle præferencer.

Der har dog været mange bud på kønsforskelle i hjernestrukturer gennem tiden, eksempelvis corpus callosum (hjernebjælken, der forbinder de to hjernehalvdele), amygdala (som spiller en væsentlig rolle for emotioner) og hippocampus (der er særligt knyttet til hukommelse).

Metastudier, der sammenholder resultater fra mange undersøgelser, har dog ikke kunnet underbygge disse forskelle (i corpus callosum), eller har ikke kunne finde dem, når man har korrigeret for forskelle i hjernevolumen (i amygdala og hippocampus).

Køn og kognition – kultur eller biologi?

Metastudier har heller ikke kunnet dokumentere generelle og robuste kønsforskelle inden for eksempelvis matematik og verbale færdigheder (ordforråd, stavning etc.) på tværs af kulturer.

En undtagelse herfra synes dog at være læsning, da piger klarer sig bedre end drenge på tværs af mange lande. Læsning er imidlertid ikke en ‘naturlig’ færdighed, men et kulturelt produkt, da den kræver undervisning at mestre.

Der er også andre forhold, der peger på, at kognitive kønsforskelle, når de optræder, er kulturelt påvirkelige hvis ikke ligefrem kulturprodukter. Eksempelvis optræder kønsforskelle i episodisk hukommelse kun hos nogle grupper/kulturer, mens andre kønsforskelle er aftaget markant over tid (for eksempel reaktionstid til visuelle stimuli).

De fleste forskelle kan forklares kulturelt

Et andet relevant område er kønsforskelle i evnen til at opfatte og behandle synsindtryk af bestemte kategorier af genstande. Her har det været hævdet, at kvinder er hurtigere end mænd til at identificere og konceptuelt bearbejde frugter/grøntsager, mens mænd omvendt klarer sig bedre end kvinder med dyr og redskaber.

Dette blev begrundet ved, at mænd har drevet jagt (dyr og redskaber), mens kvinder har samlet fødegenstande (frugter/grøntsager), og at denne arbejdsdeling evolutionært har fremelsket forskellige hjernemæssige specialiseringer hos kønnene for opfattelse af disse kategorier.

Nyere studier tyder dog på, at også disse kønsforskelle har været kulturelt betingede, da de ikke kan findes i kulturer, hvor arbejdsdelingen er mere kønsneutral.

Men ingen regel uden undtagelse. Metastudier peger samstemmende på, at mænd generelt klarer sig bedre end kvinder i opgaver, der kræver rumlig opfattelse (se figur). Selv i sådanne opgaver kan køn dog i bedste fald ‘kun’ forklare op mod 14 procent af den variation, man ser i præstationsforskelle. De resterende 86 procent handler altså ikke om, hvilket køn man er.

Køn, personlighed, præferencer og social adfærd

Der findes i metastudier små til moderate kønsforskelle i:

• Evnen til at hæmme adfærd (kvinder +)
• Impulsivitet (mænd +)
• Aggression (mænd +)
• Hjælpsomhed (mænd +)
• Angst (kvinder +)
• Ømhed (kvinder +).

Derimod findes der eksempelvis ikke kønsforskelle i graden af effektivt lederskab eller emotionalitet.

Til gengæld findes der store forskelle i præferencer: Kvinder er (gennemsnitligt) mere interesserede i mennesker/sociale relationer end mænd, mens mænd (gennemsnitligt) går mere op i ting/systemer end kvinder.

I denne henseende har Damore ret. Det følger dog ikke heraf, at forskellen er biologisk betinget, som han og Frank argumenterer for.

Svært at etablere kausalitet i kønsstudier

For at afgøre med nogenlunde sikkerhed om kønsforskelle er biologisk eller kulturelt betingede, kræves der eksperimentelle undersøgelser. For det er alene gennem eksperimenter, man har kontrol med de relevante variable og dermed mulighed for at afdække årsag og virkning.

Dette er en udfordring, når det kommer til kønsforskelle. Man kan nemlig ikke manipulere køn (den uafhængige variabel) og studere, hvordan denne manipulation påvirker adfærd (den afhængige variabel).

Man må nøjes med at se på, hvordan kønnene adskiller sig med hensyn til adfærd. Følgelig er det svært at afgøre, om de kønsforskelle, der observeres, skyldes biologi eller kultur. Humane kønsstudier er altså baseret på såkaldte non-eksperimenter, der har ringe kausal forklaringskraft.

Der har dog været gjort nogle forsøg på at påvise sammenhænge mellem mængden af testosteron i fosterstadiet og kønsforskelle i præferencer og adfærd. For eksempel har et studie vist, at jo mere testosteron, der er i fosterstadiet, desto mere drengeagtig (læs: voldsom) bliver legeadfærden. Et andet studie har dog ikke kunne finde denne sammenhæng.

Denne inkonsistens er kendetegnende for området som helhed, der også er forbundet med mange fortolkningsproblemer. Grundlæggende kan man ikke vide, om det direkte er testosteronets påvirkning af hjernen, der er årsag til en observeret adfærd.

Det kunne eksempelvis også skyldes, at testosteron giver større kropsvolumen, der igen giver mere anledning til ’voldsom’ leg. Det er (normalt) heller ikke muligt at måle mængden af testosteron direkte i blodet (hos menneskefostre). Det må gøres ud fra fostervandet. Men der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem disse mål.

Dyrestudier og hormonelle forstyrrelser ikke stort bedre

Givet disse problemer kan man ty til to andre tilgange. Man kan undersøge personer, som har hormonelle forstyrrelser. Eksempelvis finder nogle studier, men ikke alle, at kvinder udviser mere drenge/mande typisk legeadfærd/præferencer, hvis de har haft abnormalt forhøjet testosteronforekomst i fosterstadiet (kongenital adrenal hyperplasi).

Her skal man dog holde for sig for øje, at det altid er vanskeligt at slutte sig til det ‘normale’ ud fra det ‘abnormale’. Det er og forbliver en indirekte slutning.

Den anden tilgang er studier af dyr. I sådanne studier kan man direkte manipulere mængden af hormoner, som organismen udsættes for samtidigt med, at miljøfaktorer holdes konstante. Her er der altså mere kontrol over variablene. Ulempen er naturligvis, at dyr ikke er mennesker, og at hormonelle påvirkninger kan være artsspecifikke.

Sat på spidsen er det ikke sådan, at hunrotter, der får et ordentligt skud testosteron, springer ud som software-ingeniører. Dyrestudier er med andre ord sjældent egnede til at belyse kompleks human adfærd som eksempelvis jobpræferencer.

Kønsforskelle og ideologi

Som beskrevet ovenfor findes der bestemt hjernemæssige kønsforskelle, men det er uklart om – og i givet fald hvordan – de er knyttet til de få robuste kognitive kønsforskelle, der er demonstreret. Det samme må siges om sammenhængen mellem hormoner og kønsforskelle i kognition, social adfærd og præferencer.

Til sammenligning er der mindre tvivl om, at sådanne kønsforskelle kan være kulturelle produkter. Men givet at det er svært at fastslå kausaliteten, er der stadig plads til ideologiske fortolkninger. Og det helt uden at benægte fakta. Det er nok det eneste helt sikre, der aktuelt kan konkluderes.