Den første maratonløber Phidippedes løb fra byen Marathon til Athen med buddet om græsk sejr over Persien. Den lange tur på 40,5 kilometer var dog for meget for Phidippedes, der faldt død om kort tid efter.

Du har sikkert en eller flere bekendte, som lystigt hopper i løbeskoene og tilbagelægger 42,195 kilometer i et maraton eller træner sig op til et Ironman på 225,9 kilometer. 

Men kan deres ekstreme træning ikke føre dem til samme skæbne som Phidipeddes?

I en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse konkluderer forskerne, at det ikke er skadeligt at være en såkaldt ’supermotionist’, der træner 10 timer eller mere om ugen.

»Der er nogle risici, men vi kan ikke generelt sige, at det er farligt at være supermotionist. Man skal selvfølgelig individuelt tage stilling til, om træningen er skadelig og være opmærksom på, hvordan kroppen reagerer på træningen. Det er den vigtigste konklusion,« siger Kristian Overgaard, der er lektor ved Institut for Folkesundhed – Idræt på Aarhus Universitet og medforfatter på rapporten.

Dødeligheden er uændret

Ifølge rapporten kan op mod fem procent af danskerne betegnes som ’supermotionister’, og forskerne har derfor undersøgt forskellige aspekter, der er relevante for mennesker, som træner mere end normalt.

I rapporten peger forskerne blandt andet på, at dødeligheden blandt supermotionisterne ikke øges i forhold til den almindelige befolkning. Det er derimod flere gange påvist, at det har en positiv effekt på levetiden at dyrke motion.

»Litteraturen understøtter ikke, at man har en højere dødelighed som supermotionist, men vi ved ikke helt, hvad der sker, hvis man fortsætter langt op i alderen,« siger Kristian Overgaard og tilføjer, at man ikke kan undgå alle sygdomme ved at træne.

Professor Michael Kjær, der ikke har været med til at lave rapporten, bakker Kristian Overgaard op og peger på, at inaktivitet er farligere ned overtræning.

»Meget groft kan man sige, at der kun er én ting, der er farlig, og det er ikke at træne. Det skyldes, at der er flere risici forbundet med at være inaktiv. Du får meget mere sundhed ud at træne,« siger Michael Kjær, der er klinisk professor og chef for Idrætsmedicinsk Institut på Bispebjerg Hospital. 

Pludselig død skyldes tit skjult sygdom

Selvom dødeligheden ikke bliver påvirket af at træne hårdt, så er der alligevel eksempler på mennesker, som er drattet om efter lang tids træning. 

Kristian Overgaard forklarer, at de pludselige dødsfald, som ses blandt sportsudøvere, er sjældenheder, som ikke nødvendigvis hænger sammen med fysisk aktivitet. 

»Når det er unge mennesker, der pludselig dør under sport, så drejer det sig tit om en skjult hjertesygdom, som man ikke var klar over, at man havde. Det behøver ikke at være mængden af træning, der har udløst dødsfaldet,« siger han.

I Italien screener man ifølge Kristian Overgaard alle, der skal dyrke sport på højt niveau. Det er et problem mener han, fordi man på den måde kan komme til at sygeliggøre nogle, som slet ikke er syge.

Udover pludselig hjertedød, har forskerne også set på nogle andre fysiske faktorer.

• Sportshjertet
   
• Biokemiske forandringer
   
• Overbelastningsskader
   
• Overtræningssyndrom
   
• Immunsystemet og infektion

Og gældende for dem alle er, at supermotionister ikke afviger fra normalen, så længe de sørger for at lytte til advarselssignaler fra deres krop.

Træning kan blive en besættelse

Rapporten består ikke kun af aspekter, der vedrører kroppens fysik, når den udsættes for hård træning.

Ph.d. Mia Beck Lichtenstein har leveret et afsnit om træningsafhængighed, hvor hun blandt andet påpeger, at der er nogle, som bliver så passioneret omkring deres træning, at det bliver en besættelse.

Hun forklarer, at træning fylder det meste af livet for den afhængige, og der er ikke meget tid til nogen eller noget andet. Hvis personen ikke kan komme af sted til træning, vil han eller hun opleve abstinenser på niveau med for eksempel alkoholikere.

»Der er et kæmpe fokus på dem, der laver for lidt, men der er også brug for viden og information om dem, der laver for meget,« siger Mia Beck Lichtenstein, der er post doc ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet og Psykiatrien i Region Sydddanmark.

»Du kan ikke træne dig til udødelighed«

Overordnet set er der altså få negative effekter ved at snøre skoene og kaste sig ud i et maraton eller prøve kræfter med en Ironman. Men Michael Kjær medgiver, at et maratonløb nok er på grænsen.

»Et maratonløb er på grænsen af, hvad man fysisk kan klare, men i tiden op til et maratonløb, hvor du træner rigtig meget, får du meget sundhed ud af at det på sigt,« siger Michael Kjær.

Han forklarer, at folk, der har trænet meget gennem hele livet i deres seniorår vil opleve, at kroppens sundhed og funktion vedbliver på et højt niveau.

Kristian Overgaard påpeger dog, at selvom kurven for levetid stiger hos folk, der træner og er fysisk aktive, så kan man ikke træne sig udenom alting.

»Risikoen for at udvikle hjertesygdomme bliver ikke fortsat mindre, hvis man bliver ved og ved med at øge træningsmængden. Du kan ikke træne dig til udødelighed,« siger han.