Da H1N1, eller 'svineinfluenzaen', gjorde en stor del af verdens befolkning sengeliggende i 2009, viste det sig, at de sundeste og stærkeste faktisk blev hårdest ramt.
Det har siden været et mysterium for forskerne, men nu viser et studie offentliggjort i Nature Medicine, at nogle af de tusinder, der døde, blev dræbt af deres eget immunforsvar.
Det oplyser ScienceNOW.
De helt unge og ældre havde generelt set et mildere sygdomsforløb, mens de 20 til 50 årige blev alvorligt syge.
Immunsystem taget på sengen
En influenza-epidemi bliver til en pandemi i de tilfælde, hvor der er tale om en hel ny stamme af influenzavirus. Immunforsvaret er derfor ikke forberedt på sygdommen.
Det forklarer, hvorfor de ældre ikke blev ramt. H1N1 lignede nemlig den spanske syge, som hærgede i 1918, og som igen viste sig i en mildere grad i 1957. De havde derfor antistoffer mod sygdommen.
Men det forklarer ikke, hvorfor de sunde voksne blev hårdere ramt end de yngste.
Børnelægen Fernando Polack fra Vanderbilt University i Nashville, USA, mener i stedet, at de stærkeste immunsystemer også gav de stærkeste kampe mod virusset, og det endte paradoksalt med at slå patienten ihjel.
Fernando Polack bygger sin hypotese på baggrund af lungevævsprøver fra 75 unge og midaldrende ofre for pandemien. Alle indeholdte de en stor mængde af proteinet C4d, der normalt binder til antistoffer for at danne virusbekæmpende enheder.
Immunforsvaret gik amok
Hos voksne ramt af H1N1 havde immunforsvaret svært ved at bekæmpe den, fordi den netop ikke lignede den normale sæsoninfluenza. De antistoffer, der trods alt var til stede i kroppen, var kort sagt ineffektive. Fernando Polack spekulerer derfor i, at hos de unge raske kom immunforsvarets kamp mod virusset ud af kontrol - det gik bersærk.
I stedet for at slå hul i viruspartiklerne, slog det hul i ofrets blodåre og ødelagde dermed lungerne.
En sådan reaktion kunne højst sandsynlig ikke lade sig gøre hos børn eller nyfødte, fordi de stort set ingen antistoffer havde mod almindelig sæsoninfluenza, som ellers ville være nødvendige for at starte immunforsvarets selvdestruktive adfærd.
Beviserne mangler
Ikke alle er dog overbeviste om Fernando Polacks tolkning af den forhøjede koncentration af C4d i lungerne hos ofrene.
Virolog Ron Fouchier fra Erasmus Medical Center i Holland er en af skeptikerne.
»Der er ingen tvivl om, at de immun-enheder er til stede. Men spørgsmålet er, om antistofferne er der på grund af et andet problem, eller om de er årsagen til problemet,« siger han til ScienceNOW.
Andre bakker den nye hypotese op som Thomas Reichert fra Entropy Research Institute i USA:
»Det er lidt som den sidste udvej...hvis vi ikke kan identificere dig præcis nok, men vi ved, der er mange af dig, så sprænger vi bare det hele i luften,« forklarer han om immunsystemets fatale overreaktion.

































