I en usædvanlig skarpt formuleret leder i Berlingske den 22. august går man i rette med filosofien i den sundhedsreform, som regeringen har meldt ud:
»En sundhedspolitik, der vil favorisere folk, som har opført sig tilstrækkeligt dumt i tilstrækkeligt lang tid, er ikke rimeligt overfor den del af befolkningen, som opfører sig ansvarligt.«
Stærk tobak i slutningen af en agurketid og starten af det politiske semester, som var fyldt af sommergruppemøder for partierne, som alle havde deres mening om forslaget; ligesom i øvrigt de lægelige organisationer, heriblandt de praktiserende læger, som ikke overraskende var positive over for ideen om at få større rolle i og resurser til behandlingen af de kroniske syge.
Relationen mellem rygning og lungekræft var ved at blive accepteret i 70'erne
Det sidste er jeg sådan set enig med mine praktiserende kolleger i, men jeg har tidligere i disse spalter, da regeringen kom med den første spæde udmelding om det, som altså blev til et reformforslag opponeret imod ideen om, at det er nødvendigt at tænke i helt andre baner for de kronisk syge.
Problemerne som KOL- og Type 2 diabetes patienter har som følge af henholdsvis rygning og fedme (læs: for meget mad og for lidt motion) har været kendt i vores sundhedssystem i mange år.
Da jeg begyndt som medicinstudent i 70'erne var der også KOL patienter, som var karakteriserede af lav vægt, stor brystkasse og lufthunger ved selv små anstrengelser. Relationen mellem rygning og lungekræft var ved at blive accepteret, men aviserne var fulde af reklamer, hvor smukke unge mennesker slappede af med en cigaret i hånden og sammenhængen til KOL var meget mindre kendt.
I 10'erne er cigaretter kun tilladt i udendørs rygeskure
Som reservelæge i 80'erne så jeg flere gange patienter på intensivafsnit, som skulle have cigaret ind via sidestudsen på respiratorslangen, eftersom rygning var tilladt i afdelingen.
Som underviser af medicinstuderende yndede jeg at får de rygende studenter til at beskrive indholdet af de spyttekrus, KOL pateinterne havde ved siden af sengen og som tjente til at afgøre, om der i det rigelige ekspektorat (ex: ud fra; pectus: brystkassen) var gule eller grønne striber som tegn på bronkit.
Jeg opnåede at får en del studerende til at holde op, faktisk.
Som overlæge i 90'erne kunne jeg spille en rolle i at få røgen ud af afdelingerne, men det var ikke uden sværdslag, specielt da kolleger og sygeplejersker så frem til formiddagscigaretten i kaffestuen.
Sidstnævnte forsvandt heldigvis i 00'erne, og i 10'erne er cigaretter kun tilladt i udendørs rygeskure (dette forhindrer desværre ikke, at både patienter og pårørende ryger over alt på terrænet på hospitalet, hvor jeg har min daglige gang, og jeg er holdt op med at vise, hvor rygeskuret er, da jeg et par gange er blevet overfuset).
Så udviklingen går i princippet den rette vej, men regeringens forslag bidrager med nul og niks til dette!
Sundhedspolitik skal handle om oplysning og sanktionering
KOL patienterne skal have hjælp, men ikke til at holde op med at ryge og de overvægtige skal ikke have nye initiativer til vægttab.
Lad mig prøve at være lige så klar i mælet som lederskribenten i Berlingske: med mindre prisen på smøger øges væsentligt, og med mindre rygning i det offentlige rum helt forbydes, kan vi ikke forsvare at afsætte midler til at hjælpe de, som allerede er invaliderede af deres forkerte livsstil. Alt andet vil betyde, at udgifterne til denne gruppe patienter bare vil gå op og op.
To punkter mere:
- Dette er i udgangspunktet ikke et spørgsmål om at favorisere 'de lavere sociale klasser' eller 'dem i Sydhavnen'. Som jeg tidligere har skrevet, har direktøren, som sidder tungt bag skrivebordet og ryger 40 cigaretter om dagen de samme svære symptomer som specialarbejderen bag drejebænken med det samme forbrug.
- Det er almindelig accepteret, at de fleste kræfttilfælde kan henføres til livsstil og at rygning er det bedste eksempel.
Så: en sundhedspolitik skal af disse grunde lægges an på oplysning og - ja – på sanktionering.
Man undgår de ubehagelige initiativer
Det seneste tiår har desværre set et politiker fokus på lancering af planer for bedre diagnostik og behandling, som er hængt tæt op på overholdelse af pakkeforløb, som bliver stadig strammere og mere omfattende for et system, som skal effektivisere med færre midler.
Selv om jeg har sympati for en del at forslagene i regeringens pakke, synes jeg, at man undgår de ubehagelige initiativer, som er helt nødvendige for at nedbringe antallet af kronisk syge i årtierne fremover.
Er det stemmefiskeri, manglende politisk mod eller blot manglende indsigt?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
