Den forkerte dosis.
Det er, hvad man skal regne med, når man får medicin.
Mennesker og behov er nemlig forskellige, men medicin gives i standarddoser baseret på store kliniske forsøg.
Det betyder, at det i virkeligheden kun er en femtedel, som får den perfekte dosis.
Men det vil adjunkt Maria Tenje fra DTU Nanotech ændre på.
Hendes mål er at udvikle en sensor, som meget præcist kan måle koncentrationen af medicinrester i blodet. Og med den viden kan man se, præcis hvor meget medicin den enkelte har brug for.
\ Fakta
VIDSTE DU
'For Kvinder i Naturvidenskab'
Legatet blev første gang uddelt i 2007.
Legatet uddeles af L'Oréal i samarbejde med den danske UNESCO-nationalkommission og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
Legaterne henvender sig til kvinder med en ph.d.-grad, der arbejder med dansk forskning inden for naturvidenskaberne. Der bliver hvert år uddelt tre legater af 100.000 kroner.
Sensoren skal bygges på baggrund af cantilever-teknologien, som hun har arbejdet med gennem sit ph.d.-studium sammen med blandt andre professor Anja Boisen. Et arbejde, for hvilket hun netop har modtaget legatet 'For Kvinder i Naturvidenskab.'
Mikroskopiske bjælker
Cantilevere er bjælker, som kun er understøttet i den ene ende; de bliver brugt mange steder, og kan være ganske enorme, som vingerne på et fly, eller mikroskopisk små. Det sidste er den cantileverchip, som vi her taler om - altså lille. Nærmere bestemt en halv millimeter lang og 100 mikrometer (en milliontedel meter, red.) bred.
Den bygges fra bunden i renrummet på DTU Danchip.
Teknologien, som Maria Tenje bruger til at lave disse cantileverchip, har sin oprindelse i Atomic Force Microscopy (AFM) - en type supermikroskoper, der blev udviklet i de tidlige firsere.
På samme måde, som pickuppen på en pladespiller henter Beethoven frem fra vinylens riller, bringer supermikroskoperne billeder af overflader, molekyle for molekyle, frem fra deres mikroskopiske skjul.
Som et klistret knurhår
De fungerer kort fortalt ved, at man fører en cantilever med en lille spids (probe) hen over den overflade, man vil undersøge. Cantileveren vil så bevæge sig i forhold til overfladens topografi; altså dens mikroskopiske bjerge og dale, og dette vil man kunne registrere med optisk måleudstyr.
Men hvor mikroskoperne kan sammenlignes med pickuppen på en pladespiller, så er den cantilever-teknologi, som Maria Tenje arbejder med, nærmere som et klistret knurhår.

»På DTU Nanotech har vi fjernet spidsen, og i stedet belagt den ene side af cantileveren med et kemisk lag, som binder sig til det stof, som vi gerne vil undersøge for. Det kan være i en gas eller en væske. Og hvis stoffet er til stede i prøven, så vil cantileveren bøje,« forklarer Maria Tenje.
Cantileverens krumning måler man ved hjælp af lys: En laser rettes mod cantileveren, som vil reflektere lyset forskelligt, alt efter, hvor meget den bøjer.
Det er ændringen i det lys, som kantileveren kaster tilbage, som man måler. For at få en følsom sensor, er cantileveren bygget i en blød type plast.
Grænseløst samarbejde
Men der er stadig mange udfordringer ved teknologien.
En af de største ligger i at konstruere et kemisk lag, der kun binder de stoffer, som man vil undersøge for.
I dette tilfælde molekyler, som kan fortælle, hvorvidt en person har fået den perfekte dosis medicin.
Det kunne eksempelvis være medicinrester eller antistoffer. En anden udfordring ligger i at forklare, præcis hvad det er, der foregår på molekylært niveau.
Jeg håber på i løbet af nogle år at have mulighed for at starte min egen forskningsgruppe. Derfor har jeg udvalgt fem forskere, hvis kompetencer komplementerer mine egne.
Maria Tenje
»Der er små, men vigtige detaljer, som vi ikke forstår. Eksempelvis ser det ud som om følsomheden af cantileveren ikke er lineær med størrelsen af selve molekylet,« siger Maria Tenje. Hun samarbejder derfor tæt med forskere, der har en baggrund forskellig fra hendes egen.
Egen gruppe for legatpenge
»Jeg laver målingerne og en af de forskere, jeg samarbejder med, laver teoretiske modeller og regner på kræfterne i molekylet. Derefter laver jeg eksperimenterne til at understøtte hendes teorier,« siger Maria Tenje.
Hun vil derfor bruge legatet For Kvinder i Naturvidenskab, som lyder på 100.000 kroner, til at opbygge et internationalt netværk:
»Jeg håber på i løbet af nogle år at have mulighed for at starte min egen forskningsgruppe. Derfor har jeg udvalgt fem forskere, hvis kompetencer komplementerer mine egne.«
Stor interesse fra udlandet
Forskerne kommer fra hele verden: Der er to kemikere fra Australien, to fysikere fra henholdsvis Italien og Sverige og en teoretiker fra USA. Maria Tenje er positivt overrasket over, hvordan hendes initiativ er blevet mødt blandt de forskere, hun har kontaktet.
»De to kemikere har jeg aldrig mødt, jeg skrev dem blot en mail, men alligevel var de meget imødekommende. Det kan selvfølgelig være fordi, at jeg har arbejdet sammen med professor Anja Boisen, og fordi jeg arbejder på DTU Nanotech, som er det bedste sted at være lige nu. Det er et ungt institut, hvor der er stemning for at ville prøve nye ting.«
Lavet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet
\ Om forskeren
Maria Tenje (Født i 1979)
- 2002 Bachelor i fysik fra Imperial College of Science, Technology and Medicine, London
- 2004 Master i fysik fra Lund Universitet
- 2007 Ph.d.-grad ved DTU
- Vinder prisen for den bedste ph.d.-afhandling på DTU
- 2008 Postdoc ved DTU
- 2008 Adjunkt ved DTU

































