Atleterne ved vinter-OL kæmper imod både tyngdekraften og fysikkens love. Mange af deltagerne bevæger sig i halsbrækkende fart ned ad stejle, snedækkede skråninger eller suser hen over isglatte overflader i jagten på verdensrekorder og en plads på podiet.
Men selvom disciplinerne holder publikum på kanten af sædet, udsætter de også deltagerne for en betydelig risiko for skader.
Det blev vi endnu en gang mindet om, da den amerikanske alpinløber Lindsey Vonn brækkede benet i et skrækstyrt blot få sekunder inde i sit styrtløb under legene i Milano-Cortina. Men det er langt fra første gang, en deltager ved Vinter-OL er kommet til skade under legene.
Fire atleter er omkommet under vinterolympiske konkurrencer eller i forberedelserne til dem, senest den georgiske kælkekører Nodar Kumaritashvili, der døde efter at være kørt ind i en mur under en træningskørsel ved vinter-OL i Vancouver i 2010.
Blandt de 15 sportsgrene på programmet ved årets vinter-OL er der dog nogle, der skiller sig ud som særligt risikofyldte.
Ski og snowboard
Blandt disciplinerne på sne lader ski og snowboard til at være de mest risikable.
I alpint skiløb (styrtløb) er der 75 procents risiko for, at professionelle udøvere pådrager sig mindst én skade i løbet af en sæson.
De fleste er akutte traumatiske skader som følge af styrt eller sammenstød. Mandlige alpinløbere har generelt større risiko for skader (især på overkroppen), mens kvinder har en højere risiko for knæskader.
Videoanalyser af skader i alpint skiløb viser, at næsten alle skaderne opstår, når skiløberen drejer eller lander efter et hop.
Men når man tager i betragtning, at olympiske atleter konstant presser grænserne for, hvad der overhovedet er muligt, er det nok ikke så overraskende.
Både drej og landinger bringer desuden knæene i en særligt sårbar position. Den belastning, der påvirker leddet, kan svare til op mod tre gange skiløberens egen kropsvægt.
Det er én af forklaringerne på, at ledbåndsskader i knæet er så udbredte i skiløb.
Mandlige skiløbere har større risiko for at beskadige det mediale kollaterale ligament (MCL), også kaldet det indre sideledbånd, som er et stærkt bindevævsbånd på knæets inderside, der forbinder lårben og underben.
Det stabiliserer knæet ved at forhindre, at det vinkler for meget indad.
Kvindelige skiløbere har tre gange så stor risiko for skade på ACL som mandlige
Samme undersøgelse viste, at kvindelige skiløbere næsten tre gange så ofte pådrager sig en skade på det forreste korsbånd (ACL), som er afgørende for både at kunne strække og bøje knæet.
Ser man på 100 kvindelige skiløbere i løbet af én sæson, vil omkring otte opleve en alvorlig korsbåndsskade.
Ni dage før sit styrt ved Vinter-OL rev Lindsey Vonn det forreste korsbånd over i sit venstre knæ. Det illustrerer tydeligt, hvor hård sporten kan være.
Skader på fingre, hænder og håndled er også udbredte. De opstår typisk ved styrt, enten når skiløberen rammer en genstand, eller når sportsudøveren forsøger at tage fra i faldet.
Falder man med en skistav i hånden, kan det føre til den særlige skade, der kaldes 'skiløbers tommel'. Her bliver det ledbånd, som er med til at stabilisere tommelfingeren, beskadiget.
Selv om fingerskader kan være generende, betyder de ikke nødvendigvis, at atleten må udgå. Det viste den italienske skiløber Sofia Goggia i 2022, da hun brækkede flere fingre under en konkurrence, blev opereret natten over og var tilbage på pisterne allerede dagen efter.
Snowboard står også for et betydeligt antal skader, blandt andet efter fald på strakte arme samt ryg- og hovedskader.
I takt med at disciplinerne bliver mere ekstreme, og udøverne udfører stadig mere risikable tricks og presser grænserne for det mulige, kan det betyde endnu flere skader hver sæson.
\ Skiløbers tommel og 'slædehoved'
Skiløbers tommel (på fagsprog ulnar collateral ligamentskade på tommelen): Skade på et vigtigt ledbånd i tommelfingeren typisk forårsaget af et fald med en skistav i hånden. Det drejer sig om en overrivning (helt eller delvist) af det ulnare kollaterale ligament (UCL) ved tomlens grundled (mellem tommel og hånd). Ledbåndet stabiliserer tomlen, når vi griber om noget.
Slædehoved ('sled head'): Ved blandt andet skeleton og bobslæde udsættes hovedet for kraftige accelerationer og gentagne rystelser. Det kan på længere sigt angiveligt medføre hjerneskader, hvis atleterne udsættes for mange sådanne belastninger uden tilstrækkelig restitution.
Kælkesport
Blandt de mest risikofyldte vinterdiscipliner på is ligger bobslæde, kælk og skeleton helt i toppen.
'Slædehoved' er den betegnelse, som bruges om det symptomkompleks, der rammer atleter i disse sportsgrene. Det dækker over hovedpine, svimmelhed og koncentrationsbesvær som følge af de mange små stød mod hovedet, når udøverne ryster ned ad banen i høj fart.
Omkring 13–15 procent af atleterne i kælkesport rapporterer desuden, at de har haft en hjernerystelse ved store internationale konkurrencer som OL.
På grund af den eksplosive start, der kræves i kælkegrenene (især i bobslæde) er muskel- og seneskader som overrivninger og bristninger relativt almindelige.
Det er et særligt problem for bobslædekørere, fordi disciplinen netop afhænger af en kraftfuld acceleration fra start, hvor lårmusklerne (både haser og quadriceps) bliver udsat for voldsom belastning. Lignende skader ses også hos sprintere.
Langrend
Langrend er langt mindre ekstrem end de alpine discipliner, men alligevel medfører disciplinen en betydelig mængde skader.
De hyppigste er belastnings- og overbelastningsskader som skinnebensbetændelse, ledbåndsskader i knæet og belastningsskader i fødderne.
Det anslås, at en langrendsløber i gennemsnit pådrager sig omkring fire skader for hver 1.000 timers træning eller konkurrence.
Dertil kommer risikoen for forfrysninger selv på de mest intime dele af kroppen, som den finske løber Remi Lindholm erfarede under vinter-OL i Beijing i 2022.
Curling
Når vi taler om ekstreme vintersportsgrene, er curling nok ikke det første, vi tænker på. Curlingspillere bliver ramt af langt færre alvorlige skader end de fleste andre vinteratleter.
Til gengæld er overbelastningsskader udbredte. De skyldes især den dybe 'tuck'-position, som bruges, når curlingstenen bliver sendt af sted, og hvor knæet bøjes mere end 90 grader.
Også ryg og skuldre belastes af den intense fejning af isen. Curlingholdets fejemand kan typisk tilbagelægge mere end én kilometer per kamp.
Interessant nok er mænd mere tilbøjelige til at komme til skade i curling end kvinder. Årsagen er endnu ikke klarlagt.
Fysiske skader er dog ikke den eneste risiko. Over 42 procent af atleterne ved vinter-OL rapporterer, at de bliver ramt af luftvejsinfektioner, som kan påvirke balancen og dermed øge risikoen for styrt og skader.
Så næste gang du ser atleterne levere præstationer på grænsen af det umulige, er det værd at huske, at mange kæmper med skjulte smerter, og at én forkert bevægelse eller ét uheldigt styrt kan sætte en stopper for både sæsonen og i værste fald hele karrieren.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
