Forestil dig at du står i en presset situation. Det kan være, du står midt i et heftigt skænderi, at du har fået en uretfærdig karakter, eller at din chef kritiserer dit arbejde.
Pulsen stiger, og de logiske tanker forsvinder ind i et mylder af frustrationer eller angst.
Vi har nok alle sammen prøvet på et tidspunkt i vores liv at føle, at vores følelser tager over, bobler og syder - og på en måde skygger for fornuften.
Men prøv at forestille dig, hvis det var, hver gang, du følte noget, at du følte det lige så intenst, som hvis du havde haft et ophedet skænderi med din kæreste.
Sådan kan det føles for mennesker med borderline.
Sarah møder mange fordomme
I Danmark lever omkring 60.000 mennesker med diagnosen emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetypen, som er det officielle navn for borderline. Det er en personlighedsforstyrrelse, der især påvirker følelseslivet.
En af dem er Sarah, som medvirker i denne uges episode af Videnskab.dk’s podcast Brainstorm.
Ud over at leve med intense og hurtigt skiftende følelser kan det også være svært at møde de mange fordomme og misforståelser, der knytter sig til diagnosen, fortæller hun i podcasten:
»Det er en diagnose, der er virkelig misforstået. Der er mange negative narrativer om, hvordan mennesker med den her diagnose er - for eksempel, at de er farlige, de er utilregnelige, de er dybt manipulerende… ikke til at stole på.«
Lyt med, og bliv klogere på borderline og de tre udbredte myter om diagnosen, når Nana Elving Hansen, der er vært på Brainstorm, interviewer Sarah samt psykolog og klinisk professor Bo Bach i uges episode.
\ Brainstorm - Videnskab.dk’s hjerneredaktion

Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen?
Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at søge efter Brainstorm, der hvor du hører podcasts.
Brainstorm udkommer også med artikler, som serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Ikke bare én, men 256 forskellige måder at have borderline på
Borderline-diagnosen blev indført i 1980'erne. Men i dag er både mange forskere som Bo Bach og også Verdenssundhedsorganisationen WHO på vej væk fra diagnosen, som vi kender den i dag.
For borderline er en lidelse, der spænder over et meget bredt spektrum af symptomer. Det er lige fra impulsivitet, humørsvingninger og problemer med at tackle følelsesudbrud til frygt for at bliver efterladt, angst og en følelse af indre tomhed.
Det betyder, at der i dag findes 256 forskellige måder at opfylde kriterierne for at få en borderline-diagnose. Og at borderline således typisk kommer til udtryk på vidt forskellige måder.
Derfor kalder Bo Bach diagnosen for lidt af en ‘rodekasse’ i podcasten.
Og det er årsagen til, at man i højere grad i dag begynder at se på borderline - og personlighedsforstyrrelser generelt set - i et lidt andet lys.
Hvordan det lys konkret ser ud - og hvad det i det hele taget vil sige at have en forstyrret personlighed, kan du høre mere om i ugens Brainstorm-episode.
Du kan også blive klogere på:
- Hvorfor man kan sige, at man befinder sig i psykiatriens grænseland, når man har borderline.
- Hvordan borderline kan føles som et følelsesmæssigt fængsel - og hvordan forskellige former for terapi kan hjælpe folk ud af det fængsel.
- Hvad forskningen siger om den reelle fordeling af borderline personlighedsstruktur blandt mænd og kvinder - og hvad der måske kan være forklaringen på, at mange mænd forsvinder i statistikken.
Du kan lytte til episoden gennem afspilleren i toppen af artiklen eller ved at søge på ‘Brainstorm’ det sted, hvor du hører podcasts.




































