Borderline er en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, som man kan have i forskellige grader.
Behandlingen af borderline kan være forskellige former for psykoterapi, og nu viser et stort, nyt Cochrane-review, at den behandling, som personer med borderline personlighedsforstyrrelse har bedst gavn af, er specialiserede psykoterapeutiske behandlinger.
Cochrane er et uafhængigt, internationalt netværk af forskere og institutioner, som kritisk gennemgår information fra hele verden om effekten af forskellige behandlinger, og reviews er systematiserede undersøgelser, der dykker ned i den publicerede forskning, der findes på området.
I det nye review har en forskergruppe fra Danmark og Tyskland samlet data fra 75 internationale studier med mere end 4.500 personer.
Undersøgelsen sætter en streg under, at specialiserede behandlinger er bedre end standardbehandlinger, når det kommer til at hjælpe patienter med borderline personlighedsforstyrrelse, hvilket et mindre Cochrane-review også pegede på i 2012.
Forskellene er dog ikke så store, at der kan sættes to fede streger under det bedste valg af behandling.
»Der er nogle usikkerheder i resultaterne, og vi kan ikke sige, hvilken af de individuelle specialiserede psykiatriske behandlinger der er bedst, men samlet set kan vi godt gå ud og sige, at de specialiserede behandlinger hjælper patienter med borderline mere end standardbehandlinger, typisk i form samtaler og medicinsk behandling.«
Det fortæller hovedforfatteren bag reviewet, adjungeret professor Ole Jakob Storebø fra Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet (SDU) og Center for Evidensbaseret Psykiatri i Region Sjælland.
Ikke overraskende, siger kollega
Ifølge den nye forskning er den type specialiserede psykoterapeutiske behandlinger, der hjælper bedst mod borderline, eksempelvis såkaldt dialektisk adfærdsterapi eller mentaliseringsbaseret terapi.
\ Dialektisk og mentaliseringsbaseret terapi
Dialektisk adfærdsterapi er en terapiform, hvis formål er at hjælpe personer med blandt andet personlighedsforstyrrelser med at regulere ekstreme følelser og undgå uhensigtsmæssig adfærd, eksempelvis selvskadende adfærd.
Terapiformen kræver typisk, at patienten på alle tidspunkter af døgnet har mulighed for at komme i kontakt med en terapeut.
Mentaliseringsbaseret terapi har som formål at hjælpe patienter med personlighedsforstyrrelser med at fortolke deres egen og andres adfærd som meningsfuld.
Mentalisering handler om at kunne forestille sig sine egne og andre menneskers tanker, følelser, behov og antagelser og koble dem til matchende handlinger.
Mentalisering er vigtigt i forhold til at skabe identitet, selvfølelse og relationer.
Arbejdet bag reviewet er imponerende stort og flot, hvilket er vigtigt at pointere, men resultaterne er ikke særligt overraskende.
Sådan lyder en kommentar til det nye studie fra Bo Møhl, der er professor i klinisk psykologi ved Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet (AAU).
Bo Møhl har ikke haft noget med Cochrane-reviewet at gøre, men han har læst det og er selv uddannet i blandt andet dialektisk adfærdsterapi og mentaliseringsbaseret terapi.
»Disse terapier viser sig at være bedst, men man må også erkende, at effekten er meget beskeden. Konklusionen må også være, at terapeutfaktoren, altså den enkelte terapeuts evne til at arbejde med og fastholde personer med borderline i behandling, har den største effekt.«
»Man kan groft sagt sige, at hvis terapeuten enten er rigtig god eller mindre god, betyder valget af psykoterapeutisk terapi nok ikke så meget,« siger Bo Møhl.
Kvinder rammes oftere end mænd af borderline
1,6 procent af den danske befolkning lider af sygdommen borderline personlighedsforstyrrelse, og blandt psykiatriske patienter er tallet 20 procent.
87 procent er kvinder, og langt de fleste er unge mellem 15 og 45 år.
Symptomerne på borderline personlighedsforstyrrelse er eksempelvis:
- Tendens til at reagere impulsivt uden tanke for konsekvenser
- Uforudsigelige og ekstreme humørsvingninger
- Svære sociale relationer
- Indre tomhed
- Intens vrede
- Usikker identitet
- Tendens til selvskade og/eller selvmordsforsøg
Ole Jakob Storebø fortæller, at det ofte virker til, at denne psykiatriske sygdom for nogles vedkommende går i sig selv med alderen, men alligevel bliver omkring 1.000 patienter i Danmark behandlet ambulant (uden at være indlagt, red.) om året
»Borderline personlighedsforstyrrelse er dyrt for samfundet, fordi patienterne ofte har svært ved at passe et arbejde, ofte bliver skilt og i det hele taget belaster sundhedssystemet. Det er ren omkostning, og derfor er det vigtigt at vide, om nogle behandlinger virker bedre end andre, og om forskellen mellem behandlinger er markant,« siger han.
Resultater er ikke mejslet i granit
Reviewet har taget fire år at lave og har involveret forskere fra hele verden.
I løbet af de fire år har Ole Jakob Storebø med sine kollegaer gennemgået en lang række videnskabelige studier for data, som kunne benyttes i den samlede analyse. (Læs mere i boksen under artiklen)
Ofte har data ikke været direkte tilgængelige, og så har forskerne skrevet mails til de relevante forfattere bag tidligere studier for at få fat i originaldata, så de har kunnet trække de data ud, som de skulle bruge.
Studierne har desuden været af svingende videnskabelig kvalitet, men den overordnede tendens er alligevel, at specialiserede terapier i forbindelse med behandling af borderline ser ud til bedst at kunne reducere alvorsgraden af symptomerne på sygdommen, omfanget af selvskade og risikoen for selvmord.
»Overordnet set tegner der sig et billede af, at psykoterapi er mere effektivt end almindelig behandling i forhold til at reducere forskellige udfald i relation til borderline personlighedsforstyrrelse. Men kun i forhold til at reducere symptomerne på borderline fandt vi forskelle, som kan betragtes som klinisk betydningsfulde, mens det er mere uklart i forhold til effekten på andre parametre som eksempelvis psykosociale vanskeligheder og selvskadende adfærd,« siger han.
Med andre ord: Terapien gør borderline symptomerne så meget mindre, at patienterne kan mærke en forskel, men den har formentlig ikke stor nok effekt til at de skader sig selv mindre.
\ Forskning søger løsninger
Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.
Interventionsforskning kaldes det.
Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gavne velfærdssamfundet.
Følg med i temaet her.
Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives.
Læs mere om aftalen her.
Behov for flere behandlere, der mestrer specialiserede behandlinger
Selvom resultaterne ikke er så solide, som man som behandler af patienter med borderline måske kunne ønske sig, er de ifølge Ole Jakob Storebø alligevel betydningsfulde nok til, at de bør komme med i politiske betragtninger på området.
Her er det Ole Jakob Storebøs anbefalinger, at man tager skridt i retning af at uddanne flere psykologer og psykiatere i at benytte blandt andet mentaliseringsbaseret terapi og dialektisk adfærdsterapi frem for ustrukturerede standardbehandlinger, som typisk består af lidt medicin og nogle samtaler.
»Der findes i Danmark en del behandlingssteder, hvor man tilbyder specialiserede psykiatriske behandlinger. Vores fund tyder på, at patienter bør tilbydes specialiseret behandling fremfor ustrukturerede behandlingsformer,« siger Ole Jakob Storebø.
Han understreger at Danmark sammenlignet med andre lande faktisk er ret godt med i forhold til at tilbyde borderlinepatienter specialiseret behandling, men der er ofte lang ventetid. Derfor vil det efter hans mening være en god idé at uddanne flere, som kan tilbyde behandlingen.
»Omvendt tager det tid og koster penge at uddanne psykologer og psykiatere i specialiserede behandlinger, så det skal også med i betragtningen. Men alt i alt koster det meget mere, hvis vi ikke behandler ordentligt,« forklarer Ole Jakob Storebø.
Han bakkes op af Bo Møhl:
»Noget af det, man også lærer, når man lærer dialektisk adfærdsterapi og mentaliseringsterapi, er, hvordan man forvalter de følelsesmæssige reaktioner, der opstår i terapeuten altså en selv. Jo mere man ved om den dynamik, der opstår mellem patient og terapeut, jo bedre bliver man til at kunne etablere en relation og fastholde relationen, hvilket er vigtigt for udbyttet af behandlingen. Det er en god idé, og jeg er helt enig med Ole Jakob Storebø i at man bør prioritere den type adfærdsterpi i uddannelserne,« siger han.
Vil undersøge, hvad der gavner de enkelte patienter
Ole Jakob Storebø fortæller også, at han sammen med sine kollegaer nu kaster sig over det enorme arbejde at få fat i rådata og adskille data i de individuelle studier, for at finde ud af hvilken af de individuelle behandlinger psykoterapeuter har størst succes med.
I data vil de også lede efter tegn på, om nogle patienter har mere gavn af nogle behandlinger end andre. Det kan eksempelvis være, at yngre har bedre gavn af én type behandling, eller at mænd har særligt gavn af en anden.
»Cochrane-reviewet omhandler en gennemsnitlig patient, men patienter med borderline er alle forskellige og har derfor forskellige behov og forskellig gavn af behandlinger. Vi mangler en bedre forståelse af, hvad den enkelte patient har behov for, men der kommer til gå nogle år, før vi kan fortælle mere om det,« siger Ole Jakob Storebø.
»Indtil videre kan vi bare sige, at det i et vist omfang hjælper at få disse specialiserede behandlinger,« slutter han.
\ Sådan gjorde forskerne
I studiet har forskerne kigge på fire forskellige effektmål:
- Sværhedsgraden af symptomer på borderline
- Selvskade
- Selvmordsforsøg
- Psykosocial funktion
Effektmålene fra de forskellige studier omregnede forskerne til et effektmål udfra en kendt klinisk skala, så de kunne sammenligne på tværs af studierne og mellem specialiserede behandlinger og standardbehandlinger med psykologsamtaler.
Efterfølgende sammenlignede forskerne effektmålene med en værdi for 'mindste relevante klinisk effekt' (MIREDIF).
Her fandt de, at kun det omregnede effektmål for sværhedsgraden af symptomer på borderline var højere end MIREDIF. De tre andre effektmål var ikke højere.
De tre andre effektmål havde altså effektstørrelser, der var signifikant bedre ved de specialiserede behandlinger end ved standardbehandlinger, men det blev ikke omsat til klinisk relevante effektstørrelser.
Men andre ord: Der kunne måles en forskel, men patient og behandler vil sandsynligvis ikke kunne mærke den forskel.
