Forskere: Den danske urskov var tæt og ikke synderligt påvirket af elge og urokser

Hvordan så Danmark ud for 6.000 år siden, før det tidlige bondesamfund ændrede landskabet? Var det et åbent landskab præget af store, græssende dyr såsom urokser og bison eller snarere en tæt urskov?

De spørgsmål er aktuelle, fordi vi i disse måneder og år diskuterer, hvorledes vi bedst sikrer og udbygger den truede biodiversitet i dansk natur.

De netop vedtagne naturnationalparker giver således mulighed for såkaldt 'rewilding' gennem hegning og udsætning af store vilde græssende dyr, som forventes at kunne skabe lysåbne skove, ideelle for lyselskende planter og insekter.

I det moderne åbne landskab skylles der masser af næringsstoffer ud i søer, vandløb og fjorde. Dette sker sammen med sand og ler, i en proces der kaldes erosion. I en helt ny undersøgelse viser vi, at i urskovstiden var erosionen til søerne ekstremt lav.

Det skyldtes, at skoven var så tæt, at regnen bremsedes af bladene, og at undervegetationen virkede som en svamp, der kunne holde vandet tilbage. Også i de bakkede Mols Bjerge.

Desuden var vindhastigheden lav inde i den tætte skov, så vinden kunne ikke blæse jord og støv afsted.

Den tætte urskov modsiger mange rewilding-tilhængeres teori om, at store, vilde græssende dyr skabte lysninger i skoven.

Forestillinger om fortidens urskov inspirerer rewilding

Forestillinger om den oprindelige natur før landbruget bruges i højere og højere grad som inspiration til, hvordan man bør bevare og udvikle dansk biodiversitet.

Derfor er det vigtigt at vide noget om, hvordan urskovens økosystem fungerede, både i efteristiden (vores nuværende periode) og i de varme perioder mellem istiderne, de såkaldte mellemistider.

Tilhængere af såkaldt Pleistocæn-rewilding hævder, at græsning fra store vilde dyr spillede en stor rolle, i den periode hvor arterne udviklede sig for mange millioner af år siden.

Mange mener også, at de store græssende dyr spillede en vigtig rolle i mellemistidernes og efteristidens urskove, og at vi derfor passer bedst på dansk biodiversitet ved at genindføre store vilde dyr som vildheste, bison og elg i dansk skovnatur.

Netop nu diskuterer man, hvorvidt sådan drift er den bedste for de netop besluttede naturnationalparker.

Søer fortæller økohistorie

På bunden af søer lægger der sig hvert år et tyndt lag, som mest består af planterester (blandt andet pollen) fra søen og dens opland, af dyrerester fra søen og af sand og ler, som er skyllet ind i søen.

I løbet af tusinder af år summer disse lag op til mange meter, der tilsammen fungerer som en stor økologisk historiebog for både søen og dens omgivelser.

I den nye undersøgelse har vi fra Fuglsø på Mols boret et lag på 11 meters tykkelse op, som i alt rummer 11.000 års historie, fra søen blev dannet til i dag.

Vi har undersøgt udviklingen gennem de 11.000 år af kemiske indikatorer (især titanium), som kun tilføres søen gennem erosion fra landjorden.

Som ny metode har vi også undersøgt lagenes indhold af forskellige fraktioner af fosfor, og vores resultater beskriver i detaljer de forskellige fosforfraktioners sammenhæng med erosionshistorien.

Pollen og andre planterester i lagene fortæller os om plantevæksten på landjorden omkring søen, og rester af kiselalger og algernes pigmenter (farvestoffer) afspejler den skiftende algevækst i søen.

Vi kunne udnytte kulstof 14-metoden på rester af landplanter til med stor sikkerhed at datere de forskellige lag.

Titanium kan vise graden af erosion i landskabet

Vores pollenresultater viser, at urskoven for 6.000-9.000 år siden var domineret af lind, eg, hassel, el, birk og elm, men blandt de øvrige planterester fandt vi også blade af navr og spidsløn.

Bundvegetationen var tilsyneladende sparsom og bestod mest af græs og bregner, der tilsammen udgjorde 2-5 procent af alle pollen og sporer fra landplanter.

Ud fra pollenanalysen alene kan det være svært at sige præcist, hvor tæt skoven var, men her kommer de kemiske analyser ind.

Grundstoffet titanium stammer fra jorden i søens omgivelser, og når det vaskes ud i søen, indgår det ikke i noget stofkredsløb, men forbliver uomsat i de præcise lag, hvor det blev aflejret.

Derfor er titanium fremragende til at vise, hvor intens erosionen var på et givet tidspunkt. Erosionen afhang især af, hvor tæt vegetationen var.

Hvis der var åbninger, så jorden blottedes, kunne vand og vind tage fat i jordpartikler og føre dem ud i søen.

Vores resultater viser, at erosionen i urskovstiden var ekstremt lav, mindre end en hundrededel af erosionen i ældre jernalder (cirka 500 f.v.t. – år 0) og fra middelalder og fremefter (fra 1.000 e.v.t.).

Resultaterne af analyserne af fosforfraktionerne, af algepigmenter og af kiselalger støtter samstemmende konklusionen om ekstremt lav erosion i urskoven.

Det peger på, at urskoven var virkelig tæt og ikke præget af åbne lysninger.

Ingen store dyreflokke i urskoven

I ældre jernalder og i de seneste 1.000 år viser store mængder pollen af græs og urter, at store husdyrflokke holdt landskabet åbent gennem deres græsning. Det skabte huller i plantedækket og derved stor erosion.

Hvis der havde været store dyreflokke i urskoven, før landbruget ankom, ville vi både have set øgede mængder af græspollen og udslag i alle de indikatorer for erosion, som vi har undersøgt.

Da undersøgelsen fra Fuglsø understøttes af lignende resultater fra andre danske søer (se her og her), må vi altså konkludere, at mængden af græssende dyr i urskoven har været lav.

Urskoven varierede i Danmark alt efter jordens fugtighed og dens lerindhold. På meget sandede, næringsfattige jorde viser pollenundersøgelser, at urskoven var mere åben, men stadig med tæt plantedække.

Skyldtes denne åbenhed så græssende dyr?

Nej, for også i disse skove viser undersøgelser, at erosionen var ganske lav, sammenlignet med da husdyrene begyndte at åbne landskabet med deres græsning.

Urskoven i mellemistider

Vi har fra Danmark kendskab til aflejringer fra fem mellemistider, som var nogenlunde lige så varme eller lidt varmere end vores nuværende periode (efteristiden).

Pollenundersøgelser fra disse perioder viser også generelt tæt skov, selvom der er en tydelig tendens til svagt mere åbne skove i slutningen af mellemistiderne end i begyndelsen.

I starten af mellemistiderne dominerer træer, som har en type samliv med svampe (arbuskulær mykorrhiza), der især er god til at fange ret let tilgængeligt fosfor i jorden.

I slutningen af mellemistiderne dominerer derimod træer, som har mere avancerede former for mykorrhiza, der bedre fanger svært tilgængeligt fosfor i jorden.

Sandsynligvis er udvaskning af fosfor derfor ansvarlig for, at skovene gennem mellemistiderne langsomt bliver mere åbne.

Der er kun foretaget få undersøgelser af erosion i lag fra mellemistiderne, men i en undersøgelse fra Nordtyskland ser vi også lav erosion i sidste mellemistid (cirka 128.000 – 115.000 f.v.t.).

Er forholdene for millioner af år siden vigtige for biodiversiteten nu?

Rewilding-debatten refererer til naturen, før mennesket for alvor greb ind, og det er derfor vigtigt at forstå de forhold, der har været bestemmende for udviklingen i biodiversiteten i Nordeuropa i geologisk tid.

Gennem de seneste cirka 2,6 millioner år har klimaet omkring 50 gange skiftet mellem varmt og fugtigt (mellemistider) til koldt og tørt (istider).

Under hver istid skete en uddøen af både planter og dyr i Europa, så biodiversiteten er derfor langt lavere nu end førhen.

Hver gang klimaet mildnedes, spredte flora og fauna sig nordpå, men ikke alle arter nåede med, eller de ankom i forskellig rækkefølge.

I vores nuværende varmetid spredte mange arter sig også med landbruget.

Der er derfor ikke nogen tæt sammenhæng mellem de planter og dyr, som vi har i dag, og de økosystemer, som arterne udvikledes under for millioner af år siden.

I forhold til bevaring af biodiversitet, er det derfor mest relevant at se på, hvilke faktorer der har formet den nuværende biodiversitet siden istiden.

Græsning eller ej for millioner af år siden er i den sammenhæng derimod næsten uden betydning.

Flere husdyr på græs fremmer biodiversiteten

Den mest truede biodiversitet i dag er den, som er knyttet til åbne, græssede landskaber uden gødskning. Netop sådanne landskaber, som dominerede før mekanisering og industrialisering af landbruget.

Skal vi bevare denne biodiversitet, skal vi dels styre næringsstofferne og dels anvende driftsformer, som arterne trives godt under.

Her kommer vi ikke uden om den klassiske husdyrgræsning med køer, heste, geder og får. Om man får bedst resultater for biodiversiteten ved helårsgræsning eller sommergræsning - eventuelt kombineret med tidlig forårsgræsning og sen efterårsgræsning - må komme an på forsøg.

Rewilding bygger derimod på en række antagelser om de store vilde dyrs rolle i naturlige systemer, som ikke understøttes af undersøgelser af fortidens urskove.