FN’s klimapanels nye klimarapport slår fast, at »menneskelig indflydelse utvetydigt har opvarmet atmosfæren, landjorden og havene.«

Er klimaskeptikernes tid så forbi? Ikke nødvendigvis.

Benægtelse af klimaforandringerne er ikke den eneste form for klimaskepsis. Parallelt med den traditionelle klimaskepsis har en mere skjult klimaskepsis udviklet sig.

I dansk sammenhæng bliver denne skepsis kaldt klimaskepsis 2.0.

Begrebet blev først introduceret i april 2020 i en artikel her på Forskerzonen af Jens Friis Lund, professor i politisk økologi fra Københavns Universitet og Stefan Gaarsmand Jacobsen, lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab fra Roskilde Universitet.

Klimaskepsis 2.0 anerkender klimaforandringernes eksistens, og at de er menneskeskabte. Til gengæld nedvurderer den forandringernes alvorlighed og de konsekvenser, som de medfører.

På baggrund af Lund og Jacobsens artikel har vi taget et af de første akademiske spadestik og undersøgt, hvordan klimaskepsis 2.0 kommer til udtryk retorisk, og hvordan man kan spotte denne skjulte skepsis.

Vi har undersøgt klimapolitiske udtalelser fra foråret 2019 til sommeren 2021.

Klimaskepsis 2.0 optræder særligt på to måder

Vores undersøgelse viser, at klimaskepsis 2.0 viser sig på mange forskellige måder og på tværs af politiske skel. Som minimum kan vi opdele klimaskepsis 2.0 i to typer: en eksplicit og implicit skepsis.

• Den eksplicitte klimaskepsis 2.0 argumenterer ved at udelukke eksisterende muligheder for klimatiltag. Her bliver de eksisterende muligheder for klimatiltag systematisk afvist til fordel for løsninger, som endnu ikke kan tages i brug, såsom Power-to-X eller lagring af CO₂.
• Den implicitte klimaskepsis 2.0 taler for både de eksisterende og fremtidige løsninger. I praksis favoriseres de fremtidige løsninger imidlertid til fordel for de eksisterende.

Man advokerer altså for en kombineret løsning, men når det kommer til stykket, ender de nye teknologier med at blive løsningen frem for allerede eksisterende tiltag.

Groft sagt kan man spotte de to typer af klimaskepsis 2.0 ved at lægge mærke til to ting, når især politikere debatterer:

Det drejer sig om, hvor stort det politiske handlerum reelt bliver fremstillet, samt hvor meget nye teknologier bliver den primære løsning i deres argumentation.

Det politiske handlerum

Det politiske handlerum skal ses som antallet af klimatiltag, som man mener er mulige. Størrelsen på rummet bliver her ofte bestemt af, hvad politikere og debattører fremstiller som rationelt forsvarligt.

Hvornår tiltag så er rationelt forsvarlige, er der til gengæld stor politisk uenighed om.

Nye Borgerlige argumenterer eksempelvis for, at klimamålet på 70 procents reduktion i 2030 er irrationelt:

»Vil det gøre en forskel for klimaet, at Danmark reducerer med 70 procent, når de andre rige lande ifølge Paris-aftalen skal reducere med 40 procent? Nej. Det vil slet ikke kunne måles på CO₂-indholdet i atmosfæren,« – Pernille Vermund, tale til Nye Borgerliges årsmøde 2019.

I denne argumentation bliver Danmarks CO₂-udledning sat i en global kontekst. Så længe de andre lande ikke skal reducere mere end 40 procent, vil det ifølge argumentet være irrationelt, hvis Danmark gør mere.

Socialdemokratiet vil gøre ’det rigtige’

På den anden side af det politiske skel, advokerer Socialdemokratiet for, at Danmark tværtimod skal være et foregangsland, for det kan inspirere andre lande til at gøre mere.

Positionen som foregangsland, betyder dog, at den grønne omstilling skal gøres klogt:

»Hvorfor skulle andre lande følge os, hvis vi ikke gør det rigtige? Hvis de kan se, at vi sætter vigtige dele af vores samfundsmodel på spil?« – Mette Frederiksen, Grønt Erhvervsforum, 16. september 2020

Ønsket om, at vi skal forblive et foregangsland, betyder dog også, at Socialdemokratiet har store krav til, hvordan vi når 2030-målet og i sidste ende bliver CO₂-neutrale.

Den grønne omstilling skal gennemføres på en helt bestemt måde, ellers kan den ikke anses for at være ’klog’. Disse krav indsnævrer altså også det politiske handlerum.

Eftersom den nuværende regering blev stemt ind ved det såkaldte ’klimavalg’ i 2019, kan det måske overraske, at de også indsnævrer deres handlerum i deres argumentation, selvom de bruger et andet argument end Nye Borgerlige.

De forskellige opfattelser af, hvad der er rationelt lødigt, betyder, at det politiske handlerum i høj grad er bygget på et ideologisk rationale.

Trods forskellen i de to partiers rationaler, spiller de nye teknologiske løsninger en markant rolle for dem begge, når de skal pege på de rette løsninger på den grønne omstilling.

De to partier står i øvrigt langt fra alene på Christiansborg med deres klimaskepsis 2.0. Lignende udmeldinger kan findes hos de øvrige politiske partier – særligt hos højrefløjen.

Det udelukker dog ikke, at de øvrige venstrefløjspartier også kan indsnævre deres politiske handlerum.

Tiltroen til ’de nye teknologier’ er et tegn på klimaskepsis 2.0

Da klimaskepsis 2.0 er en nedvurdering af klimaforandringerne, vil politikernes og andre debattørers fokus på de nye teknologier være meget sigende for, i hvor stor grad de udviser klimaskepsis 2.0 og hvilken type af klimaskepsis 2.0, de udviser.

Et godt eksempel er de mulige løsninger inden for landbruget, som blev diskuteret i Debatten på DR2 i maj 2021.

Her blev nye teknologier som eksempelvis grønt protein og pyrolyse blandt flere debattører den primære løsning på, hvordan landbruget bedst reducerer udledningen.

Da der er usikkerhed om, hvorvidt og hvornår de nye teknologier kan bruges til at nå Danmarks 2030-mål, bliver det en argumentation, der handler om at turde satse:

»Det handler om at turde satse. Helt på samme måde, som for 40 år siden, hvor vi stod med vindmøllerne og folk grinede af det. Sagde pjat med det. Og så turde vi satse på det, og så blev det faktisk et eventyr,« - Rasmus Prehn, fødevareminister, Socialdemokratiet.

Når politikere og debattører udviser stor tiltro til, at disse nye teknologier nok skal løse klimaforandringerne, afviser de samtidig eksisterende tiltag.

Man skal derfor i høj grad se på, hvor meget de teknologiske løsninger fylder i politikernes argumentation, hvis man vil være opmærksom på klimaskeptiske strategier.

Vores undersøgelse skal ses som første skridt i forskningen af klimaskepsis 2.0’s udbredelse i Danmark. Vores resultater kan dog allerede nu sammenlignes med internationale studier.

’Klimaskepsis 2.0’ ses også internationalt

Selvom begrebet ’klimaskepsis 2.0’ er udviklet i en dansk kontekst, afspejler det også en international udvikling i beskrivelsen af klimaskepsis.

I juli 2020 udgav en gruppe internationale forskere et studie, som beskriver tolv forskellige typer af klimaforhalende diskurser (på engelsk: discources of climate delay).

Fælles for dem er, at de alle accepterer klimaforandringernes eksistens, men forsøger at retfærdiggøre enten manglende eller mangelfuld handling.

Deres tilgang minder meget om definitionen på klimaskepsis 2.0.

Det drejer sig om diskursive strategier som eksempelvis at:

• Forskyde ansvaret for handling
• Promovere ineffektive løsninger
• Fjerne fokus fra substantielle metoder til CO₂-reduktioner
• Fremhæve negative konsekvenser ved klimatiltag
• Så tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan løse problemet (du kan se alle de 12 typer i deres figur 1 her).

Et studie fra 2021 har også beskrevet, hvordan lignende strategier er blevet brugt af olieselskaber for at skyde ansvaret for handling over på forbrugerne - det kan du læse en artikel om her.

Det stemmer også overens med den kendte klimaforsker Michael Manns nye bog ’The New Climate War’. Her beskriver han en lignende række kommunikationsstrategier, der alle har til hensigt at forhale løsninger på klimaproblemet.

Grund til at være opmærksom

De retoriske strategier, som Lund og Jacobsen har beskrevet i en dansk kontekst som klimaskepsis 2.0, er altså udbredte både i dansk politik og internationalt.

Modsat den traditionelle klimaskepsis, som benægter klimaforandringernes eksistens, er klimaskepsis 2.0 mere vag. Det er en klimaskepsis, som optræder i utallige former samt i større og mindre grad.

Netop af den grund er det vigtigt, at både forskere og borgere er opmærksomme på de mange måder, som klimaskepsis 2.0 optræder på.

Det er især vigtigt at stille skarpt på, om politikere og debattører aktivt eller implicit nedtoner det politiske handlerum i deres argumentation.

Politikere og andre debattører har stor indflydelse på den klimapolitiske dagsorden.

De har en stærk stemme i debatten og kan derfor påvirke befolkningens opfattelse af klimaforandringernes alvorlighed i en retning, som ikke nødvendigvis er videnskabeligt underbygget.

Der er ikke tid til at vente længere

I statsminister Mette Frederiksens nytårstale så vi dog en anderledes retorik i forhold til den periode, vores undersøgelse beskæftigede sig med. Nytårstalen havde fokus på klima, men indeholdt ingen elementer af klimaskepsis 2.0.

Det bliver af den grund spændende at se, om denne nye retorik fortsætter fremadrettet.

I vores undersøgelse kan vi konkludere, at klimaskepsis 2.0 forekommer på tværs af politiske skel. Derfor er der stadig stor grund til at være opmærksom på, hvorvidt og hvordan klimaskepsis 2.0 optræder i den danske klimadebat.

Når argumenter indeholder elementer af klimaskepsis 2.0, kan det give indtryk af, at løsningerne til klimaforandringerne nok skal komme. Vi skal blot læne os tilbage og vente på, den næste geniale løsning er færdigudviklet.

Den ventetid har vi bare ikke længere. Det viste den seneste IPCC-rapport. Derfor er der endnu større grund til at være opmærksom på klimaskepsis 2.0.

Vores undersøgelse har vist, at klimaskepsis 2.0 kommer i utallige former – på tværs af politiske skel. Klimaskepsis 2.0 er med til at gøre den samlede pallette af mulige klimatiltag mindre attraktive.

Og så er der for alvor lang vej til, at Danmark kan kalde sig CO₂-neutral.