Det lader til, at alle katastrofefilm skal starte med en forsker, som bliver overhørt.
'Don’t Look Up' er ikke ingen undtagelse. Faktisk er filmens pointe, at videnskabelig evidens bliver ignoreret eller afvist.
Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence spiller to astronomer, som gør en mildest talt rystende opdagelse, og som så forsøger at overtale den fiktive amerikanske præsident Orlean (Meryl Streep) til at redde menneskeheden.
Det er en satire, der udforsker, hvordan enkeltpersoner, forskere, medier og politikere reagerer, når de står over for videnskabelige fakta, der er ubehagelige, truende og ubelejlige.
Filmen er en analogi over klimaforandringerne, der viser, hvordan magthaverne, som rent faktisk har magten til at gøre noget ved den globale opvarmning, bevidst undgår at handle, og hvordan personer med egeninteresser kan vildlede offentligheden.
Afspejler fornægtelse af forskning
Men filmen afspejler også fornægtelse af forskning og videnskab - eksempelvis hvad verden har været vidne til i forbindelse med COVID-19.
Den vigtigste forskel mellem filmens omdrejningspunkt og den reelle krise, der truer menneskeheden, er, at selvom vi hver især ville være magtesløse over for en komet, kan vi handle for at sætte en stopper for klimaforandringerne.
Kendskab til de myter, der giver næring til fornægtelse af forskning og videnskab, kan være en hjælp.
Vi er forskningspsykologer og forfattere af bogen 'Science Denial: Why It Happens and What to Do About It', og vi genkender kun disse aspekter forbundet med fornægtelse af videnskaben alt for godt.
Myte 1: Vi kan ikke handle, medmindre videnskaben er 100 procent sikker
Det første spørgsmål, præsident Orlean stiller forskerne, efter at de har forklaret, at en kæmpemæssig komet er på kollisionskurs med Jorden, er: »Så med hvor stor sikkerhed er det?«
Da præsidentens stabschef (Jonah Hill) erfarer, at det er med 99,78 procents sikkerhed, reagerer han med lettelse: »Åh fantastisk, så det er ikke 100 procent!«
Forskeren Teddy Oglethorpe (Rob Morgan), som arbejder for regeringen, svarer: »Forskere kan ikke lide at sige 100 procent.«
Denne modvilje mod at sige noget med 100 procents sikkerhed er en styrke ved videnskaben. Selv når evidens tydeligt peger i én retning, fortsætter forskerne med at udforske for at lære mere. Samtidig erkender de overvældende evidens og handler ud fra evidensmængden.
Der er overvældende evidens for, at Jordens klima er under forandring på en negativmåde som følge af menneskelige aktiviteter, især afbrænding af fossile brændstoffer, og evidensmængden har været overvældende i mange år.
Når politikere indtager en 'lad os vente og se'-holdning til klimaforandringerne (eller 'sit tight and assess', som det lyder i filmen), og indikerer, at de har brug for yderligere evidens, før de handler, er det ofte en form for videnskabsfornægtelse.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Myte 2: Det er svært for offentligheden at acceptere de foruroligende realiteter, som forskerne beskriver
Titlen 'Don't Look Up' skildrer denne psykologiske antagelse, samt hvordan visse politikere bekvemt bruger den som undskyldning for passivitet, mens de har travlt med at fremme deres egne interesser.
Angst og bekymringer er en voksende og forståelig psykologisk reaktion på klimaforandringerne.
Forskning viser, at vi kan tage strategier i brug for effektivt at håndtere klimaangst, som eksempelvis at blive bedre informeret og tale om problematikken med andre.
Det giver enkeltpersoner en måde at håndtere angst og bekymringer på, mens de samtidig tager aktion for at mindske risikoen.
Et internationalt studie fra 2021 viste, at 80 procent af de adspurgte faktisk er villige til at foretage ændringer, i forhold til måden de lever og arbejder, for at hjælpe med at reducere konsekvenserne af klimaforandringerne.
Myte 3: Teknologien vil redde os, så vi behøver ikke at handle
Mange ønsker at tro på lige det resultat, de selv foretrækker, i stedet for at konfrontere den virkelighed, som, vi ved, er sand; en tilbøjelighed, som psykologerne kalder 'motiveret ræsonnement'.
For eksempel kan troen på, at en enkelt teknologisk løsning, som fangst og lagring af CO2, løser klimakrisen uden behov for politiske, livsstilsmæssige eller handlingsmæssige forandringer, være mere baseret på et håb end virkeligheden.
Teknologien kan være med til at reducere vores effekt på klimaet. Forskning indikerer dog, at det formentlig ikke kommer til at ske hurtigt nok.
Håbet om, at sådanne løsninger kan aflede opmærksomheden fra signifikante ændringer, der er nødvendige i måden, vi arbejder og lever, er en form for videnskabsfornægtelse.
Myte 4: Økonomien er vigtigere end alt andet - også forestående kriser spået af forskerne
Det bliver dyrt at gribe ind for at bremse klimaforandringerne, men manglende handling har ekstraordinære omkostninger – både tab af liv og ejendom.
Tag eksempelvis omkostningerne ved de seneste naturbrande i Boulder County, Colorado.
Knap 1.000 hjem gik tabt 30. december 2021 efter en varm, tør sommer og efterår og næsten ingen regn eller sne.
Et studie omhandlende naturbrandene i Californien i 2018 – endnu et varmt, tørt år – hvor byen Paradise brændte, estimerer, at skaderne inklusive sundhedsomkostninger og økonomisk forstyrrelse var hele 148,5 milliarder dollars.
Folk, der siger, at vi ikke kan tage handling, fordi det er dyrt, benægter omkostningerne forårsaget af passivitet.
Myte 5: Handling bør altid være i overensstemmelse med vores sociale identitetsgruppe
I et politisk polariseret samfund kan vi føle os pressede til at træffe beslutninger baseret på, hvad vores sociale gruppe mener.
I tilfælde af overbevisninger om forskning kan det have alvorlige konsekvenser - som vi har set i forbindelse med COVID-19-pandemien.
Alene i USA er mere end 825.000 mennesker døde som følge af COVID-19, mens magtfulde identitetsgrupper aktivt fraråder vacciner, der ellers leverer beskyttelse.
Virusser er uvidende om politisk tilhørsforhold, og det samme gælder det foranderlige klima.
Stigende globale temperaturer, forværrede storme og havniveaustigning vil få konsekvenser for alle, uanset socialgruppe.
Sådan bekæmpes videnskabsfornægtelse – og klimaforandringer
Der er ikke meget, den enkelte kan gøre i forhold til en komet med kurs mod Jorden, men det er ikke tilfældet med klimaforandringerne.
Vi kan ændre vores egne vaner og skikke for at reducere CO2-udledningen og, hvad der er nok så vigtigt, presse magthaverne i regeringen, erhvervslivet og industrien til at tage handling, som at reducere brugen af fossile brændstoffer, omstilling til renere energi og ændring af landbrugspraksis for at reducere udledningen.
I vores bog diskuterer vi skridt, som enkeltpersoner, undervisere, videnskabsformidlere og politiske beslutningstagere kan tage for at konfrontere den videnskabsfornægtelse, der står i vejen for fremskridt i forhold til denne truende problematik. For eksempel:
- Enkeltpersoner kan kontrollere deres egen motivation og overbevisning om klimaforandringerne og forblive åbne over for videnskabelig evidens.
- Undervisere kan lære eleverne, hvordan man henter videnskabelig information og forholder sig til den.
- Videnskabsformidlere kan ikke blot forklare, hvad forskerne ved, men hvordan de ved det.
- Politikerne kan træffe beslutninger baseret på videnskabelig dokumentation.
Som forskere, der arbejder for at hjælpe folk med at træffe fornuftige beslutninger om komplekse problemer, opfordrer vi til at bruge nyheder og videnskabelig information fra kilder uden for deres egen identitetsgruppe.
Bryd ud af din sociale boble, og lyt til og tal med andre. Look up.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
