Flere fremtrædende personer i håndteringen af den nuværende coronakrise, herunder statsminister Mette Frederiksen og Statens Serum Instituts direktør, Kåre Mølbak, har anvendt metaforen, at vi skal danse med coronaen.

Det, der menes, er, at indtil de fleste af os er vaccineret, skal der løbende justeres i de tiltag, der tages for at dæmme op for smitten.

Klimaet kan vi derimod ikke danse med.

Hvis vi havde sat tiltag i gang i 1990’erne, kunne vi måske have nøjedes med en mindre dans med klimaet, da det ville have givet os tid til at lave de langsigtede ændringer, der er nødvendige for at nedbringe vores udledning af drivhusgasser.

Dengang var der allerede rapporter og opråb fra forskere og politikere, der prøvede at gøre opmærksom på, hvad vi kunne komme til at stå overfor af udfordringer, hvis der ikke blev handlet i tide.

Men lige lidt hjalp det, og i dag ved vi, at der er sket alt for lidt på den front.

Der kan ikke danses mere. Festen skal lukkes ned, og musikken skal slukkes.

Det kommer til at gøre ondt på den korte bane

Nu skal vi have fat i de tiltag, der kommer til at gøre lidt mere ondt, end vi måske har lyst til. Og det skal være permanent.

Det er nemlig ikke længere nok at nedbringe vores udledninger af drivhusgasser. Vi skal ifølge FN’s Klimapanel (IPCC) også lave tiltag, der optager nogle af de drivhusgasser, vi allerede har udledt.

Det kan for eksempel gøres ved hjælp af skovrejsningsprojekter eller ved at lagre CO₂ i undergrunden (såkaldt ’carbon capture’).

Det kan også gøres ved science-fiction-agtige tiltag, såsom spejle i rummet eller dannelse af kunstige skyer – begge tiltænkt at skulle sende Solens stråler retur til rummet.

Alle projekttyper i denne kategori indeholder flere udfordringer – herunder tekniske, økonomiske og etiske – der gør, at effekten af disse kan betvivles.

Derfor er det nødløsninger, vi ikke kan sætte vores lid til.

En alvorlig situation uden nemme løsninger

Ikke alene skal vi have reduceret vores udledninger. De udledninger, vi allerede har lavet, betyder, at lige meget, hvor godt vi gør det herfra også skal tilpasse os et ændret klima: Flere og stærkere orkaner, tørke, stigende havmasser, oversvømmelser osv.

Disse ændringer har allerede nu konsekvenser for meget af det biologiske liv på Jorden – der snakkes om ’den sjette masseuddøen’ – men også for det liv, vi som mennesker kan føre på Jorden.

Visse steder er allerede ubeboelige, og flere kommer formentlig til.

Et teknologisk quickfix kommer ikke til at redde situationen fra den ene dag til den anden, som der ellers er nogen, der håber på.

En farlig fortælling

Flere politikere og organisationer taler om antallet af elbiler, afgifter på flyrejser og kødfrie dage, som om det ville resultere i store ændringer i den samlede mængde af vores udledning af drivhusgasser.

Det er en dejlig fortælling, der måske får politikere genvalgt ved næste valg og giver donationer/opmærksomhed til organisationer.

Men det vil langt fra være nok til at have en afgørende indflydelse på klimaet. Den store fare er, at vi tror på denne usande fortælling. At vi tror, vi er ved at løse klimakrisen, når der skal langt mere radikale ændringer til.

For på trods af at COVID-19-pandemien har forårsaget en kort nedgang i udledningen af CO2, er verden stadig på vej mod en temperaturstigning på over 3°C i dette århundrede – langt ud over Paris-aftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til under 2°C og gerne under 1,5°C.

Så vi redder ikke klimaet ved at spise en vegetarburger, købe en elbil eller holde ferie i Danmark. Det har forskere påpeget igennem de seneste årtier, men fremtrædende personligheder og politikerne fortsætter fortællingen om, at vi er ’på vej’.

Eksempelvis senest i både Dronningens og Statsmisterens nytårstaler, hvor førstnævnte fejlagtigt siger, at »klimaet har fået det bedre under krisen« og sidstnævnte siger, at vi er nærmere på målet – vi når måske det mål, regeringen har sat, men det er altså langt fra nok.   

Men sandheden er ilde hørt og ikke specielt populær.

Coronakrisen kan prikke hul på boblen

Mit og mange andres håb er, at coronakrisen kan vise os, at vi formår radikale omvæltninger. Og være medvirkende til at fortællingen om, at små justeringer er nok til at redde klimaet, forsvinder.

Med nedlukningen under COVID-19-pandemien har vi ændret mønstre af energibehov overalt i verden.

Mange internationale grænser blev lukket, og befolkningerne blev begrænset til deres hjem, hvilket reducerede transporten og ændrede forbrugsmønstre.

Radikalt nok? Desværre på ingen måde. Et studie viser ’kun’ et fald globalt af CO₂ på 17 procent i begyndelsen af ​​april 2020 sammenlignet med de gennemsnitlige niveauer i 2019. 

Knap halvdelen var fra ændringer i overfladetransport (især biler og lastbiler).

Det viser, at selv en samfundsændring som coronakrisens nedlukning ikke er på højde med det niveau, som vi skal ned på, hvis vi skal mindske eller forsinke de forventede klimaændringer.

Danmarks mål er eksempelvis en reduktion på 70 procent i 2030 og at være klimaneutralt i 2050.

Men kriser er også en forklædt mulighed

Det var det dystre billede af, hvor vi er lige nu. Uden dette billede forstår vi ikke alvoren af den klimaudfordring, vi står overfor.

Uden dette billede nøjes vi med mindre ændringer, der får lullet os i søvn, men som ikke batter noget.

Men enhver krise er også en forklædt mulighed. For på trods af død, lidelse og ødelæggelse giver katastrofer og kriser mulighed for en ny start og et bedre værn mod fremtidige farer.  

En krise giver lejlighed til kritisk at gennemgå den etablerede tænkemåde, den sociale kontrakt og de valgte lederes kompetencer.

Katastrofer kan give momentum og finansiering til alternative projekter og dagsordener, som kan være politisk ’usmagelige’ i normale tider.

Sådan har samfundet lært af jordskælvskatastrofer...

Historien er fuld af eksempler på, hvordan samfund har handlet og lært af kriser og katastrofer.

Et eksempel er opbygningen, der fandt sted efter jordskælvet i 2006 i Indonesien.

Mange liv og mange bygninger gik tabt i selve jordskælvet, fordi det fremherskende boligdesign ikke i tilstrækkelig grad kunne modstå de vedvarende seismiske kræfter.

Efter jordskælvet forsøgte den indonesiske regering at tackle seismisk risiko ved at øge forekomsten af jordskælvssikrede design af huse.

Regeringen iværksætte et træningsprogram med fokus på at øge bevidstheden om bedre byggemetoder, så arbejderne var i stand til at genopbygge på en måde, der adresserede fremtidig seismisk risiko.

De berørte samfund støttede disse træningssessioner og workshops, og som et resultat steg tempoet for genopretning, og omkostningerne blev minimeret.

Der er lignende eksempler fra Aceh, Myanmar og Haiti.

... og af Den Sorte Død

Et andet kendt og meget ’aktuelt’ eksempel er Den Sorte Død (1347-51). Denne pestepidemi havde større demografiske, sociale og økonomiske konsekvenser, end der ellers er blevet registreret i historiske dokumenter i de seneste 1.500 år.

Pesten førte blandt andet til ekstrem mangel på arbejdskraft, så dem, der tidligere var bundet til deres jorde, havde nu et valg, over hvem de ville arbejde for.

Adelsmænd var nødt til at gøre forholdene bedre og mere attraktive, hvis de ikke ville risikere at lade deres jord være ubehandlet. Det førte til lønstigninger, hvilket førte til store forbedringer i levestandarden, især i diætkvaliteten for alle socioøkonomiske lag.

I boksen under artiklen er der flere eksempler på kriser, der førte til store samfundsændringer.

Vi skal udnytte momentum

Tilsammen illustrerer eksemplerne, at kriser og katastrofer kan være katalysatorer til at ændre i samfundssystemer, der ikke længere fungerer, som de skal.

Pendulet kan dog også svinge den anden vej, eksempelvis medførte finanskrisen, at alle de store planer om at redde klimaet røg i baggrunden, da alt kom til at handle om økonomi.

Momentum fra coronakrisen skal altså udnyttes nu, som EU’s tidligere klimakommissær Connie Hedegaard forklarer, for det kan let gå tabt.

Forskning viser desuden, at mennesker berørt af en katastrofe ofte demonstrerer større psykologisk modstandsdygtighed, end man kunne forledes til at tro.

Eksempelvis kan den fælles oplevelse af katastrofen bringe det bedste ud i mennesker; det kan styrke solidaritet, hjælpsomhed og venlighed, hvilket giver muligheder for ændringer, der var latente og uopfyldte under det gamle system.

Vi bør bruge den nuværende krise som en anledning til at igangsætte radikale ændringer i vores samfund, så vi kan gennemgøre en grøn omstilling. (Foto: Shutterstock)

Sådan kan et bæredygtigt samfund se ud

Det er som nævnt nødvendigt med radikale ændringer – ja slet og ret en ny samfundsindretning.

For det er, som påpeget tidligere, nødvendigt med langt mere radikale ændringer: Trafiksektoren skal gentænkes, det samme skal fødevareforsyningen og energisektoren.

Det sidste er vi faktisk meget langt med i flere lande, inklusiv Danmark, men på verdensplan er vi langt fra (ca. 85 procent af den globale energi kommer fra afbrænding af fossilt brændsel – kul, olie og naturgas).

Vi skal have fat i den store værktøjskasse. Den, der indeholder store omlægninger af vores infrastruktur, og klimaoptimeret produktion og forbrug af fødevarer.

Dette kræver mod og store investeringer på den korte bane, som hentes hjem igen på længere sigt (se for eksempel her eller her) via markedsandele i den grønne sektor og vidensopbygning i at opbygge et bæredygtigt samfund.

Ingeniørforeningen i Danmark er en blandt flere organisationer der har givet et seriøst bud på, hvordan Danmark kan reducere udslippet af drivhusgasser med 90 procent via 9 centrale anbefalinger.

På globalt plan giver FN’s Miljøprogram et bud på, hvad der skal til.

Her fokuseres der især på fossilfrit brændstof til skibe, fly, biler og lastbiler samt langt bedre energieffektivitet i transportsektoren.

Men der fokuseres også på at vi alle på Jorden, men især de rige, skal have en radikalt ændret livsstil, der eksempelvis indeholder en meget grønnere kost og en nytænkning af de bygninger, vi bor og arbejder i.

Lad os fokusere på goderne

Hvis den brede befolkning skal med, og det skal den, er det imidlertid vigtigt at se på muligheder frem for begrænsninger.

Det er et selvmål at blive ved at tale om alt det, vi ikke må, og at vi skal flyve mindre og spise færre steaks.

I stedet skal vi fokusere på at fortælle om alle de goder, der er ved de ændringer – eksempelvis de meget oplagte sundhedsforbedringer, der vil være ved fossilfri transport.

Vaner er svære at ændre – det har eksempelvis taget flere årtier at komme til der, hvor vi er på områder som rygning, plastik og økologi.

Men i denne situation har vi ikke andre valg end at ændre vaner og livsførelse.

Men er det ikke alt for dyrt, vil nogen måske indvende. Svar: Det er meget billigere end ikke at gøre noget.

Klimaændringer vil eksempelvis få store konsekvenser så som nedgang i udenlandske økonomier (se for eksempel her, her, her og her) og stigning i antallet af klimaflygtninge, som begge dele er noget, der direkte eller indirekte vil ramme os – vi i Danmark lever ikke i en lukket boble.

Svært at handle på fremtidige trusler

Der er nogle faktorer, der gør det ekstra svært at lave radikale ændringer i forhold til klimaet, set i forhold til eksempelvis corona-pandemien.

Klimaet smitter ikke, klimaændringer er ikke direkte synlige, og tidshorisonten er noget længere – selv om vi allerede ser nogle af konsekvenserne.

Vi danskere tænker måske også, at klimaændringerne mest får konsekvenser andre steder i verden. Det passer dog ikke, eksempelvis forventer forskere i flere større forskningsprojekter, at Østersøregionen vil opleve flere hændelser med hedebølger, tørke, skovbrande og oversvømmelser i årene fremover, og at Norden generelt vil mærke konsekvenserne.

Behovet for ambitiøs kollektiv handling for at reducere katastroferisiko, opbygge modstandsdygtighed og opnå bæredygtig udvikling har aldrig været større.

Vi skal finde frem til den nye normal – en ny balance, for det nuværende system er ikke bæredygtigt.

Bæredygtighedsovergange, som den vi står overfor, handler om at udvikle processer, der radikalt skifter etablerede systemer mod bæredygtige produktionsmetoder, forbrug, styring og økosystemdynamik.

Så ikke mere dans. Vaccinen mod coronaen er her, og det er den også for klimaet, men den kræver noget mere end et lille stik.