Humaniora er en videnskab – men hvilken slags? 

I spørgsmålet om, hvad videnskab er, og hvem der hører til, findes groft sagt tre positioner. 

1. Den ene position, der ofte reproduceres i offentlige debatter med ’videnskabsmand i kittel på laboratorium’, at naturvidenskab er den eneste egentlige form for videnskab, og at andres videnskabsgrene måles i deres nærhed eller afstand til naturvidenskaben. 
2. Den anden position siger, at de store videnskabsgrene er separate med egne kriterier og normer for videnskab. 
3. Den tredje position, som teksten her abonnerer på, er, at alle videnskabsgrenene er variationer af samme grundlæggende videnskabelighed; at der er mere, der forener deres videnskabelige stræben, end der adskiller dem. 

Som filosoffen Hans Fink har skrevet i en diskussion af forskelle og ligheder mellem naturvidenskab og humaniora, er forskellene mellem de to »i det store perspektiv mindre vigtige end, at de alle som videnskaber er eller bør være engagerede i at forbedre menneskehedens mulighed for en stadigt mere alsidig og sammenhængende erkendelse.« 

Med andre ord har alle videnskaber de samme formål: At forbedre menneskehedens mulighed for erkendelse. At gøre os klogere. Det synspunkt vil jeg argumentere for i min artikel her.

I artiklen begynder jeg derfor fra den antagelse, at humaniora er en videnskab helt på linje med natur-, sundheds-, teknik- og samfundsvidenskaberne. Og jeg gennemgår otte årsager til, at det er en rimelig antagelse.

I forrige artikel i denne miniserie spurgte jeg, hvad det særlige ved humanvidenskab er, samt hvad der indenfor videnskabens fælles horisont er særligt for og ved de måder, humanvidenskabere arbejder (se faktaboksen). 

1. Videnskaben arbejder på at få det ikke-synlige til at træde frem

Hvis tingene bare gav sig selv, hvis der var fuld overensstemmelse mellem det, der umiddelbart viser sig for os og ’det egentlige’, var der ingen brug for videnskab (eller for den sags skyld religion). 

Videnskab arbejder med at afdække de skjulte mønstre, der ligger bagved det, der fremtræder for os som verden, hvad enten det er tyngdekraften, der bringer objekter til at falde mod jorden, psykologiske dispositioner der får os til at handle på særlige måder eller sproglige koder, der former vores forståelse af omverdenen. 

I videnskaberne arbejdes med forskellige metoder for at få det ikke-synlige til at træde frem.

2. Videnskabens formål er altid at skabe ny viden

Alle videnskaberne er optaget af at øge vores forståelse af verden, at teste og eventuelt forkaste hævdvundne antagelser i og udenfor videnskaberne, at bidrage til fagfeltets lager af accepteret – men dog altid foreløbig – viden. 

I nogle videnskaber er der en produktion af forkastet og tilbagelagt viden, der fortrænges af ny viden. Det gælder særligt naturvidenskaberne, der sjældent genbesøger ældre teorier. 

I samfunds- og humanvidenskaberne er der en mere aktiv dialog med, hvad der opfattes som fagets egen fortid, der kan bringes til at skabe ny indsigt også for nutiden.

Fælles for alle videnskaber, hvad end de konstant lægger fortiden bag sig eller holder den i live, er, at målet er at producere ny viden for os i dag.

3. Videnskab producerer og fortolker altid empiri 

Indenfor hver videnskabsgren, og såmænd også indenfor specialiserede underfelter af disse, er der forskellige forhold mellem produktion og fortolkning af empiri. 

Fælles for videnskaben er dog, at den ikke nærmer sig verden intuitivt, men at den skaber empiri via observationer, målinger, indsamlinger og eksperimenter, der defineres, kategoriseres, testes, tælles og fortolkes. 

Big data er for eksempel en tilgang til videnskab der er optaget af empiriindsamling og af at se mønstre i empiri, ofte uden at være meget stærkt teoridrevet.

I nogle videnskabsgrene er der særligt stort fokus på produktionen af empiri. Det kan være, hvis formålet med forskningen er en optælling af lad os sige natsværmere på en eng eller supernovaer i universet. Her er fortolkningsdelen tilsvarende mindre.

Andre steder er det helt omvendt. For eksempel i arkæologi, hvor der er lidt empiri gravet op, hvorfor fortolkningsdelen fylder mere. 

4. Videnskaben stræber altid efter at forstå og kommunikere

Hvad end det er fotosyntese, inflationens årsager, Big Bang eller en middelalderbondes syn på det guddommelige, så søger videnskaberne at komme så tæt på objektets ’verden’ som muligt. 

Det vil sige at forstå dets egendynamik, de sammenhænge, som det undersøgte objekt eksisterer og fungerer indenfor samt de regler, kræfter, love, de tiltrækninger og frastødelser, der giver objektet dets eksistens og dets udvikling. 

Alle videnskaber søger måder at oversætte fra denne tilstræbte nærhed, dette, om man vil, blik indefra til en mere generel kommunikation, der er forståelig for andre. 

Det kan ske med formler, visualiseringer og tekster. Det afgørende og fælles er:

1) at videnskaberne giver objekterne en stemme, de ikke har i og af sig selv,

2) at videnskaberne giver en forklaring og fortælling, objekterne ikke kommer med selv.

5. Videnskaben består af et felt af eksperter i studiet af verden

Den amerikanske videnskabshistoriker Naomi Oreskes siger i ’Why trust science?’, at videnskabsfolk er ’vores udpegede eksperter for studiet af verden'. Universitetet er i denne sammenhæng udviklet som det sted, hvor denne specifikke ekspertise bedst kan udfolde sig. 

Vi kan i sidste ende stole på disse eksperter, på samme måde, af samme grund og i samme omfang som andre eksperter – tandlæger, elektrikere og skolelærere.

Det kan vi, fordi de har gjort deres arbejde i lang tid, individuelt og kollektivt, har en uddannelse i det, er medlem af relevante faglige organisationer, er blevet eksamineret, ansat og oplært af folk, der har været eksperter i det samme længe.

Samtidig er de under evindelig test og evaluering af deres fagfæller.

Forskeres ekspertise er endda mere gennemskuelig end andre former for eksperter, fordi forskere lægger grundene til deres ekspertudsagn åbent frem i tidsskrifter, hvor deres data, metoder og begrundelser ekspliciteres, så deres konkrete faglige udsagn kan blive vurderet, kritiseret, accepteret, korrigeret eller forkastet.

6. Videnskaben bygger altid på kritik og selvrefleksion

Der er forskel på, hvor meget og hvordan faglig debat, disciplinhistorie, metodediskussioner og videnskabsteoretiske overvejelser fylder forskellige steder på universiteterne.

Alle forskere er dog optaget af sit fags faglighed, af at spørge til og afgrænse ens fags tematikker, data og metodikker og de udførte undersøgelsers konklusioner 

Ganske ligesom der er vedvarende diskussioner, hvordan eksterne interesser, ikke mindst pengemæssige og politiske, såvel som implicitte bias, statuskampe, interne hierarkier et cetera kan spille ind og ’forurene’ forskningsprocessen og de fremlagte resultater. 

Denne kritiske selvrefleksion er ikke først og fremmest en ensom aktivitet anvendt på sig selv individuelt, men derimod en kollektiv proces, blandt andet institutionaliseret i peer review (fagfællebedømmelse), konferencepræsentationer, tidsskriftsdebatter, anmeldelser såvel som i mere uformelle diskussioner forskere imellem.

7. Videnskaben stiller altid spørgsmål til autoriteter og etablerede sandheder

Videnskaberne har ikke monopol på sandheden, og de er ikke de eneste lødige eller relevante kilder til autoritativ viden, men de besidder et nær-komplet monopol på videnskabelig viden. 

Ikke sådan, at der ikke produceres videnskabelig viden andre steder, men at dens verificering og autorisering som videnskabelig stammer fra universitetet. 

Universiteterne er det primære sted, hvor videnskab produceres, fordi det både producerer videnskabelige resultater og kriterier for god videnskab. Det sker ved, at forskere kritisk diskuterer med hinanden, hvad god videnskab er.

Og ved at de afviser forsøg udefra – fra politik, økonomi, religion med flere – på at bestemme, hvad der er videnskabeligt og hvad der er uvidenskabeligt. 

Den britiske idéhistoriker Stefan Collini har i ’Speaking of Universities’ beskrevet universitetet som et delvist beskyttet sted », hvor udvidelsen og fordybelsen af menneskelig forståelse har forrang over alt andet på en måde, der ville være vanvid alle andre steder.« 

Den tyske filosof Hannah Arendt skriver også i essayet ’Sandhed og politik’, at blandt »sandhedsformidlingens eksistentielle former er filosoffens ensomhed, videnskabsmandens og kunstnerens isolation« – det vil sige deres afstand til andre krav på sandhed. 

Videnskaberne har brug for en vis afstand til resten af verden i dele af sine forskningsaktiviteter, idet man her søger viden på måder, der ville være håbløs eller unødvendig andre steder, men som er afgørende for den særlige form for viden, som videnskabelig viden er.

8. Videnskaben ønsker at forstå og forbedre verden

Man kan endda sige, at videnskabsfolk har en implicit antagelse om, at forståelse er forbedring, men lige så vigtigt er det, at uanset hvad man beskæftiger sig med, så har videnskabsfolk en helt ekstremt nørdet interesse, der for udenforstående kan synes manisk: 

Hvor optaget kan man være af fluers sexliv eller af middelalder-renovation? 

Videnskabsfolks mærkelige interesser får dem til at blive ved og ved med at øge deres forståelse som enkeltpersoner og som felt. Men de har også mere eller mindre eksplicitte idealer om, at den producerede viden er gavnlig for andre. 

Enten umiddelbart fordi denne viden øger vores samlede erkendelse af verden, eller indirekte, fordi den kan bruges til andet af andre til for eksempel at producere vindmøller eller lærebogsmaterialer.

Næste artikel: Hvad er specifikt ved humaniora? 

Der er mange andre overlap, men disse otte punkter kan vi bruge til at forstå, hvordan videnskaberne deler en overordnet analytisk tilgang til verden, mens de adskiller sig i deres analytiske omgang med verden. 

Det vil sige de er fælles om det forskningsmæssige, men forskellige i det forskningspraktiske. 

De humanistiske fag er ligesom de andre videnskabsgrene at forstå som varianter af samme videnskabelige bestræbelse. 

Med det i mente kan vi gå videre til at forstå denne specifikke variant af det alment videnskabelige, humaniora, og spørge til, hvori det specifikt humanistiske ligger.

Det forsøger jeg at besvare i sidste artikel i miniserien her på Forskerzonen, den kommer næste weekend.

Vil du ikke gå glip af den, kan du melde dig til Forskerzonens nyhedsbrev her.