Forskningskommunikation er ikke bare forskningskommunikation.
Når en forsker kommunikerer – det være sig til studerende, praktikere eller den brede offentlighed – er der forskellige måder, denne kommunikation kan ske på.
Disse måder er tæt knyttet til en række grundlæggende antagelser om forskningskommunikation samt forskerens og offentlighedens roller og relationen mellem dem.
Der eksisterer altså forskellige måder at forstå forskningskommunikation på, og vi kan overordnet inddele forståelserne af forskningskommunikation i tre generelle paradigmer:
- Paradigme 1: Formidlingsparadigmet
- Paradigme 2: Dialogparadigmet
- Paradigme 3: Interaktions- og samskabelsesparadigmet
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Paradigmerne er opstået historisk, men eksisterer alle i dag, og man kan som forsker primært befinde sig inden for ét af paradigmerne, eller man kan kombinere to eller alle tre paradigmer som led i sin forskningskommunikation.
Oftest ser vi, at forskere kombinerer elementer fra alle tre paradigmer i deres kommunikation. Det kommer vi tilbage til efter en præsentation af hver af de tre paradigmer.
Paradigme 1: Formidlingsparadigmet
Kongstanken i det første paradigme, formidlingsparadigmet, er den traditionelle oplysningstankegang om, at den vidende videnskabsmand bør bruge tid på at gøre sine forskningsresultater tilgængelige for mennesker uden for den videnskabelige verden.
Her er tale om traditionel forskningsformidling, hvor ræsonnementet er, at den viden, forskeren skaber, overføres fra forskeren ud i samfundet til gavn for borgerne, som efter at have tilegnet sig denne viden, bliver klogere og derfor kan optræde mere rationelt.
Dette paradigme er præget af et 'transmissionsperspektiv' på kommunikation, som udmønter sig i envejskommunikation fra den vidende forsker til den mindre vidende offentlighed.
I dette paradigme er forskeren eksperten, som er i besiddelse af den rigtige og vigtige viden, og dele af denne viden kan overføres til praktikere og lægpersoner, hvor offentligheden oplyses og uddannes via forskningsformidlingen.
Forskningsformidling inden for paradigme 1 kan for eksempel være en kronik, en bog, et nyhedsbrev, en populærvidenskabelig artikel, en hjemmeside, en rapport eller lignende.
Selvom forskningsformidling i paradigme 1 kan kritiseres for at være meget envejs, er det efter vores overbevisning kun et problem, hvis man som forsker alene bevæger sig inden for dette paradigme, og det er der ikke mange eksempler på.
Ofte vil man arbejde med en kombination af formidlingsparadigmet og dialogparadigmet – paradigme 2.
Paradigme 2: Dialogparadigmet
Den brede offentlighed er ikke en homogen gruppe, og det handler ikke blot om at formidle viden til borgere og/eller praktikere.
Sådan lyder den grundlæggende antagelse i det andet paradigme, dialogparadigmet.
Inden for dette paradigme er man opmærksom på, at offentligheden består af grupper af borgere og praktikere, som har forskellige interesser, forforståelser, viden, værdier osv., og som er en del af en social kontekst i det hele taget.
Man er inspireret af kommunikationsteorier, hvor tankegangen er, at afsender (forskeren) koder budskaber (med information om vedkommendes forskning) og sender det afsted, hvorefter modtageren afkoder budskabet og fortolker det i relation til sin egen virkelighed.
Modtageren ses altså ikke som en passiv modtager, men en aktiv fortolker.
Derfor er det i dialogparadigmet ikke nok ’blot’ at gøre viden tilgængelig for offentligheden; man bør også afstemme sin forskningskommunikation efter, hvad man ved om målgruppen.
Det betyder, at man må udvælge det, der er relevant for en given målgruppe, og tydeligt sætte det i relation til målgruppens erfaringer og viden for at fange deres interesse og gøre det relevant for netop dem.
Dermed højner man sandsynligheden for, at de kan og vil bruge denne viden i deres private eller professionelle hverdag.
Ideal om aktivt medborgerskab
Der er imidlertid også i paradigme 2 tale om forskningsformidling – fra forskeren til offentligheden; en kommunikation, som planlægges og styres af forskeren.
Men det øgede fokus på modtagerne og på relevans betyder samtidig, at man lægger vægt på dialog med borgere, praktikere og andre relevante interessenter – primært i form af feedback på forskning.
Denne type kommunikation baserer sig på idealer om den offentlige debat og aktivt borgerskab, hvor borgerne indtager en mere aktiv rolle – for eksempel diskuterer krav, muligheder og perspektiver og derved i højere grad involveres i udvikling af nye løsninger baseret på forskningsmæssig viden, eksempelvis politikudvikling.
I formidlingsparadigmet og ofte i dialogparadigmet er der tale om forskningsformidling og dermed en asymmetrisk relation mellem eksperten og offentligheden, hvor forskeren har den vigtigste og rigtigste viden.
Det forhold ændrer sig fundamentalt i det tredje paradigme, interaktions- og samskabelsesparadigmet.
Paradigme 3: Interaktions- og samskabelsesparadigmet
I det tredje paradigme taler man ikke om forskningsformidling, men om forskningskommunikation.
Mantraet er, at ikke kun forskeren besidder vigtig viden – derimod har såvel borgere som praktikere inden for et givet felt relevant viden om henholdsvis deres hverdag og deres professionelle praksis.
Der skabes altså en langt mere ligeværdig relation mellem forsker og borgere eller praktikere, hvor målet er at etablere en ’vidensskabende relation’, hvor borgere og praktikere inviteres til at deltage, engagere sig og interagere med forskeren og forskningen.
Borgere og praktikere er dermed i dette paradigme i langt højere grad nogen, man som forsker taler med og ikke til. Og kommunikation om forskning sker i netværk, eksempelvis på sociale medier.
Her er afsender og modtager ikke længere afgrænsede grupper, men skifter konstant, og forskeren kan ikke – som i de to tidligere paradigmer – kontrollere kommunikationen, fordi den netop sker i netværk.
Det betyder eksempelvis også, at samtalen sagtens kan finde sted, uden at forskeren deltager.
Det er specielt nye kommunikationsformer som eksempelvis sociale medier, der skaber det teknologiske fundament og mulighederne for forskellige typer kommunikation blandt forskellige aktører og i netværk.
Forskeren kan nu kommunikere direkte med relevante mennesker i målgruppen og kan involvere både borgere, praktikere, meningsdannere, andre forskere, studerende, journalister og en række andre interessenter i netværksbaserede dialoger om bestemte problemstillinger og emnefelter.
På den måde kan forskeren skabe rammer for og igangsætte diskussioner og skabe dagsordener på en helt anden måde, end vi ser det i de to første paradigmer.
Sammenfattende ser vi altså en demokratisering af viden, og dermed er forskningskommunikationen i det tredje paradigme langt mere uforudsigelig.
Dette stiller nye krav til forskeren om at gøre sig en anden type overvejelser om sin kommunikation end tidligere samt arbejde og tænke på en ny måde.
Hovedfokus i paradigme 3 bliver dermed: interaktion, involvering og samskabelse mellem forskeren og andre interessenter.
Tre paradigmer kombineres ofte
De tre paradigmer erstatter som nævnt ikke hinanden. Det er ikke et ideal, at man skal flytte sig fra venstre mod højre. Valget af paradigme er i højere grad situationsbestemt og vil bero på valg af mål.
Dermed er alle tre paradigmer mulige veje at gå for forskeren, og meget ofte vil elementer fra alle tre paradigmer være integreret både i hverdagens forskningskommunikation og i mere specifikke og afgrænsede kommunikationsindsatser.
Lad os tage et eksempel.
En forsker har skrevet en ny bog, som hun skriver et par populærvidenskabelige artikler om, samtidig med at hun optræder i to avisartikler, et tv-interview og et radiointerview, hvor bogens emnefelt omtales (formidlingsparadigmet).
Derudover afholder hun en konference om bogens emne, hvor både forskere og praktikere deltager, og et debatarrangement i et mediehus, hvor læserne, dvs. borgerne, har mulighed for at høre mere om bogens tema og diskutere med forfatteren (dialogparadigmet).
I løbet af bogskrivningsprocessen har forskeren sat specifikke emner fra bogen til debat via sin LinkedIn-profil. Samtidig har hun også løbende i skriveperioden anvendt Twitter til at blande sig i verserende samfundsdebatter, som vedrører bogens hovedtema.
Dette har igangsat diskussioner og foranlediget medieoptrædener, som har initieret yderligere diskussion på de sociale medier.
Derudover er der efter konferencen arrangeret to workshops, hvor forskeren sammen med kollegaer og praktikere diskuterer de løsningsforslag, som er fremkommet i bogen og på konferencen – og sammen forsøger at skabe fælles løsningsmodeller til en given problemstilling (interaktions og -samskabelsesparadigmet).
På denne måde gennemlever forskeren en række forskellige – og sammenhængende – aktiviteter i en blanding af de tre paradigmer.
