Sådan redder vi humaniora

Ingeniører er nyttige, fordi de opfinder nye gadgets og maskiner. Humanister tåger derimod rundt i deres egen indforståede verden, når de forsker i kunst, historie, sprog og filosofi.

De fleste danskere mener, det er godt, at samfundet bruger penge på forskning i teknologi og naturvidenskab. Derimod viser undersøgelser, at universiteternes humanistiske fag har svært ved at skabe begejstring i befolkningen.

Det skal nu laves om. De humanistiske fag skal vise, hvad de dur til, ved at skabe nye produkter og perspektiver på hverdagen i samarbejde med universitetets andre områder. Også de teknologiske og sundhedsvidenskabelige fag. Det såkaldte tværvidenskabelige samarbejde skal redde humaniora.

»Der er sat ting i værk på alle niveauer – både forskerne og de studerende oplever, at humaniora bevæger sig i retning af øget tværfaglighed. Der er kommet et større krav om, at humanister skal engagere sig uden for deres traditionelle fag,« fortæller Søren Harnow Klausen, der er professor i filosofi ved Syddansk Universitet. Desuden er han næstformand for Det Frie Forskningsråd, Kultur og Kommunikation, der deler støttekroner ud til forskning på humaniora.

Humanister gør mobilen brugervenlig

En ingeniør, som er ved at udvikle en ny smartphone, kan få meget ud af at samarbejde med en humanist. Humanister er nemlig eksperter i, hvordan vi mennesker opfatter genstande og fænomener i vores hverdag.

Når ingeniøren går op i, at teknikken fungerer optimalt, går humanisten op i, at teknikken også kan bruges af almindelige mennesker.

Så humanisten kan både:

• Komme med ideer til, hvordan telefonen bliver langt mere brugervenlig
  
• og sørge for, at den får et design, som gør den lækker.

Robotter må ikke skræmme de ældre

Velfærdsteknologi er et andet område, hvor humaniora kan bidrage. Det er vigtigt, at gamle mennesker kan få et positivt forhold til de robotter, der skal hjælpe dem i hverdagen.

»For at udvikle en kommercielt succesful teknologi, skal nogen først kortlægge, hvilke behov ældre faktisk har. Det kan antropologer og andre fra humaniora.«

»Kun sådan kan ingeniører og sundhedsvidenskabelige forskere tage højde for uhåndgribelige faktorer såsom ubehag ved en bestemt teknologi og indgreb i privatsfæren. Megen velfærdsteknologi virker ikke uden en humanistisk dimension,« siger Søren Harnow Klausen.

Tværvidenskaben møder modstand

Tværvidenskab er umiddelbart beviset på, at humanistisk faglighed er vigtig, når vi vil løse problemer, der involverer mennesker.

Det har da også vist sig, at universitetsuddannede med en tværfaglig baggrund har lettest ved at få job. Og i øjeblikket er arbejdsløsheden faktisk større blande nyuddannede fra samfundsvidenskaberne end fra humaniora. I mange år har det været omvendt.

Alligevel er tværvidenskabelighed ikke populært alle steder på universiteterne. I øjeblikket er humaniora ved at blive delt i to lejre, som ikke helt kan forstå hinanden:

• Det ’nye’ tværfaglige humaniora: En masse specialiserede uddannelser, der kombinerer forskellige traditionelle fag. For eksempel ’kultur og design’, ’medier og design’, ’humanistisk innovation’ og ’videnskommunikation’.
  
• Det ’gamle’ humaniora: Fag som dansk, tysk, filosofi, historie, pædagogik, psykologi og arkæologi.

Mange af repræsentanterne for det ’gamle’ humaniora synes ikke, at universiteterne skal udbyde de tværvidenskabelige uddannelser. De mener, at tværvidenskab er fint nok, men at det må være op til de studerende og forskerne selv – og ikke universitetsledelserne – at skabe forbindelser mellem fagene.

’Tværvidenskab’ er en floskel

Søren Harnow hører til dem, der ser positive muligheder i tværfagligheden. Jes Fabricius, der er historie-lektor ved SAXO-instituttet, Københavns Universitet, ser anderledes på tendensen til at give universitetspengene til tværvidenskabelige fag.

Han har set, hvordan tværfag får penge på bekostning af de traditionelle fag. På den baggrund blander han sig i debatten.

»Jeg har en meget stærk mistanke om, at tværfaglighed er en floskel, der har bredt sig blandt forskningspolitikere og universiteternes ledelser.«

»De håber, at tværfaglighed er løsningen på humanioras legitimeringsproblem. Det mener jeg ikke, det er,« siger Jes Fabricius.

Tværfag er dårligere uddannelser

Historikeren er godt nok tilhænger af, at universitetsuddannede mennesker skal kunne arbejde på tværs af fag. Men han mener ikke, at tværfag på universiteterne kan realisere den vision.

»Tværfaglighed - forstået som undervisning i flere fag samtidig - fungerer ikke. Ansvaret ender et sted mellem to institutter og to fagligheder, hvor ingen rigtigt ved, hvor undervisningen bærer hen.
Det giver en ringere uddannelse,« siger Jes Fabricius.

Derimod kan grundig undervisning i klassiske fag som historie eller engelsk skabe et godt fundament, man senere i arbejdslivet kan bygge en tværfaglighed ovenpå, mener han.

Uni forsøger at se ind i fremtiden

Når politikerne, universitetsledelserne og erhvervslivet beslutter sig for at anbefale eller skabe et nyt tværfag, forsøger de at forudse, hvad der er brug for i fremtiden. Og det er ifølge Jes Fabricius en fejl.

»Vi kan ikke forudse, hvordan arbejdsmarkedet ser ud om 20 år. Ved at blande fagene her på universitetet tror vi, at vi ved, hvad der er behov for. Men det aner vi ikke en bjælde om. Derfor risikerer vi at give de studerende en ringere uddannelse, som det er svært at bygge oven på med efteruddannelse.«

»Det er ikke op til universiteterne at blande kortene. Det er noget, der skal ske i hovedet på de studerende og på arbejdsmarkedet - alt efter hvad behovet er,« siger Jes Fabricius.

Ingen beviser for, at tværvidenskab er bedst

Særligt universiteternes ledelser har talt varmt for mere tværfaglighed på humaniora. Men Jes Fabricius mener, at ledelserne risikerer at basere deres holdninger på varm luft.

»Vi skal på humaniora faktisk være mere åbne overfor, hvad arbejdsmarkedet vil have. Men løsningen må ikke basere sig på en fiks idé, der har udviklet sig i det universitetspolitiske miljø.«

»Jeg har ikke set dokumentation for, at tværvidenskabelige uddannelser er bedre end de klassiske. Jeg er videnskabsmand. Jeg vil have evidens,« siger Jes Fabricius.

Humaniora vinder på tværvidenskab

Ifølge Søren Harnow Klausen er forskerne over en bred kam bange for, at tværvidenskaben vil ødelægge de solide faglige traditioner på humaniora.

De traditioner, som igennem mange hundrede år har fundet nye perspektiver på det liv, vi lever i vores hverdag.

Men ifølge filosoffen er tværvidenskabeligt samarbejde faktisk virkelig givtigt, når man vil finde nye perspektiver og ideer.

»Humanistiske forskere kan udvikle deres eget fag ved at lade sig inspirere af kollegaer fra andre fag. På den måde kan tværvidenskabelige samarbejder udvikle humaniora og føre til nye perspektiver og ideer,« siger Søren Harnow Klausen.

Tværfaglighed er faktisk udbredt

Faktisk har de fleste humanistiske fag har allerede ladet sig inspirere af andre fag.

• Religionsforskere studerer for eksempel ikke længere kun de religiøse skrifter. De har fået flere farver på paletten, og bruger i dag samfundsvidenskabelige metoder, når de undersøger ritualer og religiøse fællesskaber. De er endda begyndt at benytte psykologi og hjerneforskning til at forstå religiøse oplevelser.
  
• Historikere har af sprogvidenskaben og filosofien lært at fokusere på særlige begrebers historie. For eksempel velfærds- og demokratihistorie.
  
• Filosoffer – som normalt tænker frem for at lave forsøg – er nu begyndt at lave empiriske undersøgelser af, hvordan folk faktisk handler i forskellige moralske situationer. Og de bruger psykologi og evolutionsteori, når de skal forklare, hvorfor folk handler, som de gør.
  
• Forskning i kunst og arkitektur er i øjeblikket inspireret af psykologiske og filosofiske teorier om sanseopfattelser og om kroppens betydning for vore oplevelser.

»Selv om mange forskere er skeptiske over for tværvidenskab og frygter for fagligheden, er deres egen faglighed ofte mindre ’ren’ end de selv er klar over.«

»Det, man i øjeblikket opfatter som et fag, er typisk et resultat af tværvidenskab – det er religionsvidenskaben som nævnt et eksempel på,« siger Søren Harnow Klausen.

Tværvidenskaben er gammel

Der findes forskere, som igennem mange år har arbejdet tværvidenskabeligt. En af de forskere er professor ved Institut for International Business Communication på Copenhagen Business School, Søren Brier.

Han kan konstatere, at tværvidenskab er lettere at tale om end at praktisere. Søren Brier begyndte at tværforske i 1970erne, og han opdagede hurtigt, hvor besværligt det er at springe rundt mellem de
klassiske faggrænser.

Måtte selv skabe tidsskrifter

Professoren er uddannet biolog med studier i adfærdspsykologi. Men han har siden videreuddannet sig inden for videnskabsteori, filosofi, informationsvidenskab og semiotik. I dag arbejder han blandt andet på en indføring i videnskabsteori, der skal gøre det lettere for forskellige fag at kommunikere med hinanden.

»Min oplevelse er, at vi har 300 års videnskabelig specialisering bag os. Det gør det svært at arbejde tværvidenskabeligt.«

»Der er blevet opbygget faste institutioner og systemer – fag, tidsskrifter, fakulteter og bevillingsstrukturer. Det er meget tungt at navigere på tværs af dem. Og ofte er man selv nødt til at danne nye tidsskrifter og videnskabelige organisationer undervejs,« siger Søren Brier.

For at kunne dele sin tværvidenskabelige forskning med ligesindede har han selv grundlagt det tværfaglige tidsskrift ’Cybernetics and Human Knowing’ og været med til at skabe samarbejdsorganisationen ’International Society for Biosemiotic Studies’.

Forkert at nedlægge klassiske fag

Søren Brier advarer dog imod helt at nedbryde de gamle klassiske humaniora-fag og udelukkende erstatte dem med nye tværvidenskabelige uddannelser.

Klassiske sprogfag som tysk og spansk får færre penge i disse år. Det mener Søren Brier vil medføre store problemer fremtiden. Vi vil få seriøse problemer med at oversætte mellem dansk og andre sprog, når
danskere mødes med udlændinge til politiske forsamlinger og forretningsmøder.

»I vores hurtige verden forekommer det mange, at det alt for dyrt og langsomt at lære folk sprog. Så vi kommer til at mangle eksperter, der kan lave kompetente oversættelser. Det er et usynligt problem i vores samfund, fordi vi bilder os ind, at vi kan klare os med vores engelsk – som i virkeligheden ikke er godt nok,« siger Søren Brier.

Tværfagligt samarbejde er nødvendigt

Alle de tre forskere, som Videnskab.dk har tale med, mener, at tværvidenskab har en berettigelse. Vi ved, verden er så kompliceret, at vi ikke alene kan undersøge den ud fra snævre traditionelle faggrænser.

»Vi kan konstatere, at de problemer, vi bliver bedt om at tage os af i samfundet, er tværvidenskabelige. Så jeg vil hævde, at alt, hvad de studerende beskæftiger sig med, nu er tværfagligt. Der er teknologiske, betydningsmæssige, økonomiske og økologiske aspekter i næsten alting,« siger Søren Brier.

Men om den observation kan give humaniora større anseelse i befolkningen, må fremtiden vise.