For lidt over to år siden lukkede statsminister Mette Frederiksen landet ned for åben skærm.
11. marts 2020 var antallet af coronasmittede på to dage steget fra 35 til 514. Italien havde allerede gennemført en nedlukning, og vi stod over for en virus, vi ikke rigtig kendte.
Skoler, daginstitutioner, butikker, biografer og arbejdspladser blev lukket, og samfundssind, sprit og fællessang blev hverdag.
I dag er der ingen restriktioner i Danmark. Men COVID-19 er her stadig. I skrivende stund er smittetallet på 13.826 personer. Så hvor længe skal vi egentlig leve med corona?
Det kan historien give et fingerpeg om.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Pragteksemplet fra forrige århundrede
Den spanske syge hærgede Europa i starten af sidste århundrede og slog op mod 50 millioner mennesker ihjel. Det er dermed en af historiens mest dræbende pandemier.
Den tog fart i slutningen af 1. verdenskrig i 1918 og havde en meget usædvanligt høj dødelighed blandt unge voksne. Det var en ny influenzavirus, der var krydset over fra vilde fugle til mennesker.
Vi ved, at det helt konkret var en influenza A H1N1-virus, fordi forskere i 2005 lykkedes med at finde rester af denne virus i et menneske, der var død af den spanske syge og velbevaret i permafrost.
Men hvad fik den til at forsvinde?
Det korte svar er: Den forsvandt ikke. Vi blev bare bedre til at modstå den.
Fordi den spanske syge havde det mærkelige dødelighedsmønster, kan vi bedre se, hvad der skete, og derfor er den et pragteksempel på, hvordan pandemier ender.
Hvordan det skete – og hvad det måske kan lære os om, hvad vi kan forvente af COVID-19 fremadrettet – dykker vi ned i nu.
Det ender endemisk
Vi ved fra tidligere pandemier i historien, at de ender med at blive endemiske – altså en sæsonvirus ligesom almindelig influenza. Det er også vores bedste bud, at corona ender sådan. Og hvorfor er det så det?
Hvis vi ser på den spanske syge, var der ualmindeligt mange unge voksne, der døde. Men vi kan også se, hvornår de holdt op med at dø. På den måde har den spanske syge en fin alderssignatur, der kan hjælpe os med at forstå, hvordan pandemien endte.
Figuren her viser, hvor mange der døde hver uge i København mellem 1910 og 1924.
Fra 1918 til 1920 kan vi se en tydelig overdødelighed blandt de 15-44-årige – det er den spanske syge, vi ser.
Ser vi nærmere på figuren, kan vi se fire bølger. De første tre er tæt på hinanden med et stort 'spike' først, så et mindre og så et tredje skulderformet 'spike'. Den sidste bølge ser vi i vinteren 1920 - cirka to hele år efter, at pandemien brød ud.
75 procent af alle dødsfald af den spanske syge var unge, ellers raske voksne. Men så stopper dødsfaldene altså brat efter vinteren 1920.
Det skyldes formodentlig, at der var kommet så meget immunitet i befolkningen, at der var opnået flokimmunitet. Den smitte, som skete under de fire bølger, var altså nok til at skabe den her immunitet.
Vi ved, at virus bliver ved med at cirkulere i mange år efter, og at der gang på gang opstår nye varianter. Men vi dør ikke længere af den. Nogle er måske syge i en uges tid, men kommer sig igen - og har så fået boostet immuniteten endnu mere.
Bølger følger samme mønster
Når vi studerer bølgerne under tidligere pandemier, kan vi se, at de følger det samme mønster. Der er typisk tre-fire bølger over to-tre år, og så jævner det sig ud igen i et forudsigeligt sæson-mønster uden den store dødelighed.
Det er et udtryk for, at det formodentligt er forskellige varianter af virussen, som slår igennem.
Det er i hvert fald, hvad vi har lært af den nuværende coronapandemi. Her har vi kunnet lave en fuld obduktion på pandemien, og vi kan se, at for hver bølge er det en ny variant, der har spredt sig over hele verden. Så mon ikke også det samme var tilfældet i fortiden?
I hvert fald er det sådan – i tidligere pandemier og sandsynligvis også i denne – at når man får immuniseret befolkningen godt og grundigt, så stopper pandemifasen, og virus overgår til at være en sæson-sygdom.
Vaccineret + smittet = superimmunitet
Når en pandemi ender, betyder det altså ikke, at virus forsvinder. Det betyder, at immunitet bygger sig op. Det kan vi blandt andet se i den nuværende coronapandemi, fordi vaccinerne virker.
Det er første gang i en pandemi, at vi opbygger en masse immunitet via vacciner.
Nu har vi så en omikron-booster infektion oveni, så vi har betydelig og robust immunitet i den danske befolkning mod fremtidige varianter.
Rigtig mange danskere har fået tre vaccinedoser, og når vi så bliver smittet med omikron, fungerer det altså som en ‘naturlig’ vaccine. Det er beskrevet i en videnskabelig artikel fra juni 2021, at når man er vaccineret og er blevet smittet efterfølgende, giver det en super-immunitet.
I det omtalte studie er dette illustreret med tre træer: Hvis man kun har den naturlige immunitet fra smitte, har man et lille træ. Har man immunitet fra vaccine, har man et lidt større træ. Men hvis man har begge to, så har man et meget større træ.
Det skyldes, at når man både har vaccinen og den naturlige smitte, får man mange flere antistoffer og meget mere af den cellulært drevne immunitet fra B-celler og T-Celler.
Man får på den måde en bred krydsimmunitet, så man bedre kan klare sig mod nye varianter. I studiet kalder de det ’hybrid vigor immunity’.
Hybrid vigor er et begreb fra biologien, som opstår, når forskellige planter i samme familie kombineres og skaber en hybrid, der er meget stærkere. Noget lignende sker, når man kombinerer immunitet fra naturlig smitte med vaccineimmunitet.
En sådan krydsimmunitet kan formodentlig også være forklaringen på, hvorfor det ikke var de ældre, der døde af den spanske syge tilbage i 1918-1920. Det var i mange år vores hypotese, at det måtte skyldes, at de var beskyttet af en ungdomsoplevelse med en lignende influenza.
Da svineinfluenza-pandemien brød ud i 2009, fik vi omsider bevist det. Her var de ældre nemlig igen upåvirkede, og denne gang kunne man påvise, at de havde beskyttende antistoffer i deres blod, inden pandemien begyndte.
Hvor længe skal vi leve med corona?
Der er nogle, der peger på, at pandemier ender, fordi virus bliver ’sødere’.
Corona har eksempelvis udviklet sig til at angribe højere oppe i luftvejene, så man ikke bliver lige så syg dybt nede i lungerne af lungebetændelse, som man gjorde af de første varianter. Det gør, at virus kan sprede sig hurtigere fra person til person.
Men jeg mener, at pandemier ender, fordi vi bliver immune efter et par omgange med forskellige varianter af virus.
Det er altså flokimmunitet, der ender pandemifasen. Derfor er det egentlig også lidt mærkeligt, at flokimmunitet næsten er blevet et bandeord. For man kan jo også få flokimmunitet gennem vacciner, ligesom vi i høj grad har gjort det i Danmark under coronapandemien.
Der har også været megen tale om, at pandemien skulle ’gå væk’. Selv WHO talte om det på den måde i begyndelsen. Men en pandemi med en virus som SARS-CoV-2 går ikke bare væk – den er alt for god til at sprede sig mellem mennesker.
Faktisk bliver den formodentlig ved med at være med os, indtil det næste coronavirus tager over, ligesom vi har set det med influenzapandemierne.
I 1918 kom for eksempel influenzavirus A H1N1 (den, som er kendt som den spanske syge). Den blev sat ud af spil af den næste influenzapandemi med virusset A H2N2 – den asiatiske influenza i 1957. Denne blev siden udraderet af Hong Kong-influenzaen A H3N2 i 1968.
Men i 1977 dukkede H1N1 op igen, fra et laboratorieuheld, og spredte sig over hele verden, indtil den blev erstattet af H1N1-svinevarianten, som var skyld i en pandemi i 2009.
\ Kan corona og influenza sammenlignes?
Corona er en anden familie af virus end influenza, men de har rigtig meget til fælles.
Begge er en respiratorisk spredt sygdom, som giver en kort infektion og ender med immunitet, som ikke varer for evigt.
Fra et epidemiologisk synspunkt er de derfor i samme boks. Derfor vil de formodentlig have det samme pandemi- og 'endgame'-mønster.
Men vi kan også se på det forkølelsesvirus, som hedder OC43 og er i samme familie som det coronavirus, der står bag denne pandemi.
OC43 er også en virus, som sætter sig i luftvejene, laver sæson-epidemier og giver børn forkølelse.
Den virus må også have været en pandemi engang. Vi har bare ikke observeret den. Men vi kan se, hvordan dens 'endgame' foregår som endemisk virus – en mild affære.
Worst case scenario blev undgået - i Danmark
I dag står vi i et scenarie, hvor omkring 60 procent af danskerne er blevet smittet – langt de fleste med omikronvarianten inden for de seneste par måneder.
Så hvis der kommer en rigtig ubehagelig variant i efteråret, tror jeg, den danske befolkning står rigtig stærkt.
Derfor siger jeg også nej, når jeg bliver spurgt til, om vi igen skal igennem nedlukninger, massetest, mundbind og flere vaccinedoser til næste vinter.
Vi skal stadig forsvare os mod virus, men det bliver ved at vaccinere de ældre og andre sårbare om efteråret, ligesom vi gør mod sæsoninfluenza.
Vi kommer også til at bruge spildevandstestning og overvågning af de indlagte, men dagene med massetestning er bag os.
Det skyldes dog kun, at vi har så stor immunitet via vacciner.
Hvis man vil se, hvad der kunne være sket i Danmark, kan man se på et land som Bulgarien. Figuren nedenfor viser overdødeligheden af COVID-19 for en række lande.
Som det fremgår af figuren, er næsten én procent af befolkningen i Bulgarien døde af corona på nuværende tidspunkt. Det er flere, end der døde af den spanske syge i Danmark i 1918.
Bulgarien er nogenlunde ligesom Danmark i forhold til, at begge lande har en aldrende befolkning. Det er de ældre, der har størst risiko for at dø af corona, så vi har nogenlunde samme 'worst case'-scenario.
Forskellen er, at Danmark har været rigtig god til at holde epidemien i snor, indtil vaccinerne kom. Og så har befolkningen været med på at tage vaccinerne, da de kom. Over 95 procent af danskerne over 50 år er vaccinerede.
Bulgarien er et levende eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke har en epidemi under kontrol og dernæst har få, som vil vaccineres på grund af vaccineskepsis.
I værste fald havde vi set ind i et scenarie med 20-50.000 døde i Danmark, afhængigt af hvilken variant som vi ser på. Det er beregnet ud fra risikoen for at dø (cirka 0,6 procent for alfa, og dobbelt så højt for delta) gange andelen af befolkningen, som ville blive smittet (beregnes fra kontakttallet: 60 procent for de fleste varianter, men 85 procent for Delta).
Det er måske svært at tro, at det kunne være gået så galt. Der skete jo ikke noget, tænker nogle måske.
Men det er jo netop, fordi vi gjorde alt det, vi gjorde - vi har været igennem alle de forskellige tiltag med nedlukninger og massetest, og vi har brugt vaccinen flittigt.
Det er derfor, at vi ikke har haft en stor overdødelighed i Danmark. Det kunne være gået meget værre.
Lone Simonsen blev interviewet af journalist Nana Elving Hansen.
.jpg){kind=link}
