Risikoen for at få influenza er til en vis grad afhængig af, hvor meget fugt der er i luften. Her om vinteren og i det tidlige forår er luften tør, hvilket giver influenzavirus bedre vilkår (se studier om det her og her). 

Den måde, man designer sit indeklima, kan mindske smitterisikoen. Eksempelvis ved at ventilere luften i rum med mange mennesker og dårlig udluftning. 

Min påstand er, at man i årtier har overset en meget vigtig kilde til et bedre indeklima: Luftens fugtighed. 

Her om vinteren og i det tidlige forår bør vi derfor være opmærksomme på de negative virkninger af tør luft. Ved at befugte indeluften skaber vi både bedre luftkvalitet og giver en række virus sværere kår. 

Tør luft er skidt for helbredet

Vi ved, at ’tør’ indeluft (lav fugtighed) er ubehagelig at opholde sig i og skidt for dit helbred. 

Det er der en række grunde til:

1) Den tørre luft, der indåndes, affugter næsen, næsehulen, svælget og luftrøret.

Det får 2) slimhinderne i næsen og luftvejene til at udtørre, hvilket 3) giver et tyndere slimlag. 

4) Dette reducerer næsens evne til at selvrense, og 5) det beskyttende slimlag bliver tyndere og tyndere.

6) Dermed fjernes virus ikke lige så effektivt og har nemmere ved 7) at trænge ind til slimhindernes epithelceller og gøre os syge. 

Sådan mindsker vi risikoen for influenzasmitte

Kan det være rigtigt, at den rette fugtighed giver en bedre luftkvalitet? Kan den ligefrem mindske smitterisikoen af influenzavirus? 

Ja!

Forskere øgede fugtigheden i nogle børnehaveklasser, mens de intet gjorde i andre. I de befugtede klasser var der mindre influenza, og fraværsprocenten faldt med en tredjedel.

Hvorfor? Svaret skal formentlig findes i virusdråbernes størrelse. De var nemlig blevet fordoblede i de befugtede klasser, og virusindholdet var mindre, både i luften og på overflader. Større virusdråber har sværere ved at spredes. 

Når vi hoster, nyser, råber, synger eller bare taler, udånder vi virus (hvis vi bærer på en virus).

De virusdråber kan være helt små (<1 µm) eller virkelig store (>1000 µm). Jo større, en virusdråbe er, desto hurtigere falder den ned på diverse overflader (gulv, borde med videre). 

De mindre virusdråber (også kaldet mikrodråber eller aerosoler; < 1-5 µm) kan derimod blive hængende i luften i markant længere tid.

Det gør, at de kan spredes over længere afstande, hvorfor de 1-2 meters afstand, der bliver anbefalet i forhold til både influenza og coronavirus, ikke er nok. 

Kan vi gøre virusdråberne større – og det kan vi ved at befugte luften – kan vi mindske smitterisikoen. 

Luftfugtigheden har stor betydning

Du tænker næppe specielt over, om luftfugtigheden er høj, lav eller lige tilpas i din hverdag. Men hvorfor er den så vigtig i forhold til virus? 

Det skyldes en række faktorer: 

• Hvor meget virusdråberne bevæger sig, afhænger af deres størrelse og indeluftens fugt. Det gælder også genophvirvling af partikler fra overflader og gulve.
• Virusdråbernes levedygtighed (overlevelse) og spredning afhænger af fugtigheden i indeluften og på overflader, hvor de er afsat.
• Vores luftvejes selvrenseevne og immunrespons (robustheden) er sårbar i tør luft. 
• Virusdråbernes generering i luftvejene ved udåndingen (for eksempel hosten) påvirkes af luftens fugtighed.

Det har vist sig, at influenza-virusdråber elsker kold og tør luft – de spredes bedre og overlever længere. Mange influenzavirusarters overlevelse og smitteevne er lav i området 40-60 procent relativ fugtighed (en hverken tør eller fugtig luft). 

Når luften er tør, øges fordampningen fra virusdråberne også; de bliver mindre, lettere, og svæver i længere tid og spredes længere væk fra smittekilden end de meget store viruspartikler. 

Ved at øge fugtigheden kan man til dels bremse den fordampning og gøre livet mere surt for virusdråberne. 

Nyt studie sætter tingene på plads

Der findes undersøgelser, der peger i en anden retning, altså at man ikke kan bremse virus ved at øge luftfugtigheden i tør luft.  

De undersøgelser har dog nogle begrænsninger i måden, de er designet: 

• Resultaterne fra dyreforsøg kan ikke altid overføres direkte til mennesker
• Aerosolgenereringen af viruspartikler i laboratorieforsøgene er urealistiske

Samtidig er der just kommet det første kontrollerede, humane, virale eksponeringsforsøg i klimakammer, der trumfer de ovennævnte undersøgelser. 

I forsøget gennemgik 11 COVID-19-smittede forsøgspersoner rutineaktiviteter (for eksempel tale og hosten) i klimakammeret, hvor temperatur, ventilation, og den relative fugtighed var kontrolleret.

Resultaterne viser, at belastningen af åndbare virusdråber (0,3-1 µm) i luften og deres deponering på overflader reduceres signifikant selv ved beskeden befugtning i forhold til tør luft. 

Studiets resultater er helt i tråd med fundene i børnehavestudiet ovenfor.

Lavere kontaktsmitte ved den rette fugtighed

Luftfugtigheden har ikke alene betydning for, hvor godt eller dårligt virus spreder sig i luften.

I daginstitutioner, på skoler og arbejdspladser har man i snart to år tørret overflader, håndtag med mere af for at mindske kontaktsmitten. 

Laboratorieforsøg har vist, at levedygtigheden af virus på forskellige overflader, eksempelvis stål eller plastik, nedbrydes hurtigst ved 50 procent relativ fugtighed i forhold til 20 procent eller 80 procent relativ fugtighed (se her og her). 

Dermed bidrager den rette luftfugtighed også til en lavere kontaktsmitte, når man uforvarende kommer til at røre ved overflader, hvor andre har afsat store viruspartikler. 

Den rette luftfugtighed gør os til dårligere virus-værter 

Virusdråber – hverken små eller store – opstår ikke af sig selv. Det er os, de inficerede værter, der skaber dem. Også her spiller luftfugtigheden en vigtig rolle. 

Konkret blev dråbegenereringen hos forsøgspersonerne reduceret med 50 procent ved at gå fra tør luft (10 procent) til et 20 minutters ophold i indeluft med 50 procent relativ fugtighed. Andre forsøg peger på samme tendens. 

Hvordan i alverden hænger det dog sammen? 

Kort fortalt handler det om, at indeluftens fugtighed har indflydelse på udtørringen af slimhindelaget i næsen, og luftvejene og ubalancen i slimlagets indhold af salte og proteiner/surfaktanter. 

Når luften er tør, bliver vores luftveje udtørrede. Det skaber flere udåndede dråber og partikler. Tilsætter man fugt i luften – eller inhalerer en vandig og saltholdig aerosol – udånder vi færre virusdråber. 

De forsøg bestyrker en tilsyneladende pudsig sammenhæng, man har fundet i USA. Langs den amerikanske stillehavs- og golfkyst (øget eksponering for saltholdige aerosoler) er forekomsten af COVID-19 25-30 procent lavere end midt inde i landet.

Ventilation fjerner den gavnlige fugt

Man kan dårligt tale indeklima og luftfugtighed uden også at nævne ventilation. 

Vi ventilerer blandt andet for at fortynde luftforeninger i indeluften. Det er især vigtigt ved mangelfuld udluftning, mange personer på lidt plads eller øget generering af virusdråber (for eksempel grundet sang). 

Men – og her har vi problemet – ventilation fjerner også luftens fugt, og en efterfølgende opvarmning af tør udeluft resulterer i endnu tørrere indeluft. 

Det skaber en ond cirkel: Der dannes endnu flere mikrodråber, samtidig med at både levedygtigheden af virusdråberne øges, og at vi skaber flere virusdråber ved udånding (jævnfør de tørre luftveje ovenfor). 

Og som om det ikke var nok, bliver vi vores luftveje i et lokale med tør indeluft også mindre modstandsdygtige overfor virus. 

Luftvejenes forsvarsmekanismer påvirkes nemlig, når slimhindelaget udtørres. Selvrenseevnen forsvinder, idet fimrehårene deaktiveres, og immunresponset i luftvejene reduceres. 

Samtidigt giver det tyndere slimhindelag virus lettere adgang til slimhindernes epithelceller og blodbanen, som jeg nævnte ovenfor.

Hvad nu? 

Så hvad så? Skal vi droppe al ventilation, fordi det skader mere, end det gavner?

Nej, ventilation er vigtig. Men vi skal ikke glemme at opretholde fugtigheden og undgå for høj rumtemperatur. 

Vi har i alt for mange år accepteret et dårligt eller halvdårligt indeklima i de rum, vi tilbringer vores arbejds- eller skoledag. 

Vi bør stræbe efter at opnå den sundest mulige indeluft. Og heldigvis for os har den indeluft, der minimerer smitterisiko, rigtig meget tilfælles med den indeluft, der maksimerer komfort, trivsel og performance. 

Når vi taler godt indeklima, bør befugtning af indeluften inddrages i en samlet strategi sammen med ventilation og temperaturen.