Hvorfor gider kvinder ikke at dyrke sex, og hvad er årsagen til at nogle af os bliver ludomaner?
Svaret findes i pandelappen, som danske hjerneforskere fra hjerneforskningscentret PET, Aarhus Universitetshospital nu er blevet meget klogere på efter at have gennemført et omfattende forskningsprojekt. Projektet er gennemført af professor dr. med. Albert Gjedde og afdelingslæge Jacob Geday.
Pandelappernes funktioner styres tilsyneladende af en hidtil ukendt mekanisme, der holder os i balance - det gælder både vores følsomhed, vores opmærksomhed og vores drifter.
Hver evne styres af tre signalstoffer:
Serotonin: Sensitivitet, udadvendt, indadvendt Noradrenalin koblet med serotonin: Fokuseret, ikke fokuseret Dopamin: Drifter
Hidtil har forskerne troet, at hjernen optog de enkelte stoffer igennem hver sin receptor. Men nu har de afsløret, at hjernen faktisk har to receptorer til hvert stof - den ene receptor hæmmer aktiviteten i pandelappen, mens den anden receptor fyrer op under den.
Følsomhed styres af serotonin
Hvor sensitive vi er, styres af signalstoffet serotonin.
Hvis stoffets koncentration er lav, formår det kun at skabe aktivitet i den nederste del af pandelappen, som er meget optaget af de ting, der handler om os selv.
Hvis stoffets koncentration bliver højere, så bliver også de midterste dele af pandelappen aktiveret, der har ansvaret for at sortere i de mange input, der strømmer til os udefra. Hvor bunden af pandelappen er indadvendt, har den midterste del fokus rettet mod omverdenen og er travlt optaget af de projekter, som vi deltager i.
Serotonins måde at aktivere pandelappen på kan forklare, hvorfor vi har en tendens til at blive mere indadvendte om vinteren.
»Når lyset forsvinder om vinteren, så falder hjernens serotonin-niveau, og det gør at vi bliver mere optagede af os selv og hvordan vi har det. Derfor har vi det ok med at skulle opholde os så meget indendørs. I løbet af foråret stiger serotonin-niveauet igen, og det betyder, at vi på ny bliver mere udadvendte og interesserede i, hvad der sker udenfor. Og da lyset kommer tilbage, kan det fint lade sig gøre,« siger Jacob Geday.
Opmærksomhed styres af noradrenalin
Hvis vi er ude af stand til at prioritere mellem de mange input, vi får hver eneste dag, så bliver vi ligesom dampbørn - handlingslammede.
Jacob Geday
Tilsvarende princip gælder for stoffet noradrenalin, der styrer vores opmærksomhed. Når koncentrationen af stoffet i pandelappen er lav, aktiverer stoffet kun den receptor, der virker hæmmende på pandelappen, og dermed bliver det lettere for personen at vælge mellem de mange input. Men når noradrenalin-niveauet når op over et bestemt niveau, så aktiverer stoffet den anden receptor, så der igen skrues op for aktiviteten i pandelappen. Konsekvensen er, at vi tager flere input ind og bliver dårligere til at vælge.
»Vi bruger oftest de receptorer, der er hæmmende. De sikrer at vi er i stand til at vælge mellem input og ikke bliver handlingslammede. Hvis ikke vi vælger noget, så er vi ligesom damp-børn, der ikke kan vælge noget som helst. Det er helt afgørende, at vi er i stand til at dæmpe signalerne, vælge det rigtige og holde fokus,« siger Jacob Geday.
Pandelappen gør os civiliserede
I ekstreme tilfælde kan vi dog blive udsat for så voldsom en oplevelse, at et hav af input vælter ind på lystavlen på én gang. Konsekvensen er, at sikkerhedsmekanismen bliver sat ud af spillet, og at pandelappen lukker ned.
Det var blandt andet det, der skete, da Skandinavian Star sank for knap 20 år siden. Efter skibsbruddet fortalte de overlevende, at de følte, de var en anden person, da ulykken fandt sted - de gjorde nogle ting, som de selv synes var grusomme, og som de nu havde utroligt svært ved at leve med. Da ofrene lå i vandet og forsøgte at komme op i redningsbådene, var det alles kamp mod alle, og nogle pressede andre ned under vandet for ikke selv at gå til.
»Pandelappen styrer vores pæne adfærd, men hvis den bliver tæppebombet af alt for mange indtryk som i en ulykke, så lukker den ned, og det giver optimale betingelser for tindingelappen og isselappen. De ting, du kan til bevidstløshed er lagret i tindingelapperne, så når denne del af hjernen får styringen, så drejer det hele sig bare om at overleve. Det gør så at du overlever - men når pandelappen bliver vakt til live igen efter ulykken, så begynder ofrene at tænke på, hvad det er, de har gjort - og konsekvensen er, at de får det ad helvede til,« siger han.
Ludomaner får aldrig nok
Undtagelsen bekræfter reglen, og princippet om den gyldne middelvej gælder også signalstoffet dopamin. Det kan forklare, hvorfor nogle mennesker bliver ludomaner og patologiske spillere.
Ludomaner har generelt et højt dopamin-niveau i hjernen, og dopaminen driver dem til at spille. Så længe spillet er nyt og spændende, giver dopaminen os en form for belønning for at spille det. Men når spillet er old news, er dopaminniveauet i raske menneskers hjerne blevet så lavt, at vi automatisk slipper spillet og bliver optaget af andre ting. Ludomanerne derimod har så meget dopamin i hjernen, at de aldrig vil nå ned på det niveau, hvor de mister interessen. Derfor bliver spillet en besættelse for dem.
Dopamin får kvinder til at bevare lysten
At hjernens indhold af dopamin har en betydning for vores adfærd, er også tydelig, når man sammenligner kvinder og mænd.
»Dopamin-niveauet i kvinders hjerner er generelt lavere end mænds, og det forklarer bl.a. hvorfor mænd spiser mere, slås mere og vil have mere sex. De drives frem af dopaminen og får aldrig nok. De er dopamin-afhængige, fordi det fremmer videreførelsen af netop deres gener,« siger Jacob Geday.
Det høje dopamin-niveau er altså evolutionens pres mod manden, og er ikke nogen fordel for ham selv.
»Hvis mænd vil have mere sex med deres kvinder, så skal de for guds skyld blive ved med at tilfredsstille hende. For så ryger kvinderne aldrig under den grænseværdi, hvor de begynder at miste interessen,« siger han og ler.
