Hvilke oplevelser har kvinder med analsex, og hvordan kan vi bruge deres erfaringer til at gøre analsex mere nydelsesfuldt?
Ifølge et nyt studie, baseret på tusindvis af kvinders seksuelle erfaringer, kan vi til en start stoppe med at tænke på anus som en indgang, der skal penetreres.
Hvis det virkelig skal slå gnister, kan det betale sig at begynde på overfladen. Og måske blive der, alt efter smag og behag.
Flere end 3.000 kvinder i alderen 18 til 93 år har i et spørgeskema forholdt sig til tre berøringsteknikker, der skulle øge nydelsen for kvinder, der har analsex.
Teknikkerne er svære at oversætte til dansk, men her kan du se, hvad de engelske navne dækker over, og hvor stor en procentdel af de adspurgte, der nyder dem:
- 40 procent af kvinderne finder ‘anal surfacing’ behageligt (Det vil sige berøring på og omkring (ikke i) anus med fingre, penis og sexlegetøj)
- 35 procent af kvinderne finder ‘anal shallowing’ behageligt (Berøring med fingre, penis eller sexlegetøj lige inden for anus og ikke dybere end en fingerspids eller en kno)
- 40 procent af kvinderne finder ‘anal pairing’ behageligt (Berøring på eller i anus samtidig med vaginal penetration eller berøring af klitoris)
Du kan se teknikkerne illustreret i bunden af artiklen og i studiet, der er udgivet i PLOS ONE.
Jo større stimulans, jo større storm
At kvindernes erfaringer peger forskerne i retning af mere overfladisk berøring giver god mening, ifølge Astrid Højgaard, ledende overlæge ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.
»Der er vanvittigt mange nerver mellem skedeåbningen og ringmusklen, og det signal, de udsender, når de bliver stimuleret, sendes til det samme center, som når det er klitoris, der stimuleres,« siger hun.
Til gengæld er der ingen følenerver i selve tarmen.
»Man kan mærke, hvis den bliver udspilet, men ellers er den ikke specielt følsom,« forklarer Astrid Højgaard.
Derfor er hun også helt enig i pointen om at fokusere mindre på anus som en indgang og mere på området omkring anus.
Det er nemlig påvirkningen af følenerverne, der kan omsættes til en orgasme, og »jo større stimulansen er, jo større storm opstår der i hjernen«.
Derfor, forklarer hun, kan stimulering af ringmusklens overflade give et meget kraftigt signal, som nogle finder behageligt. Som Astrid Højgaard påpeger, er det ikke alle, der bryder sig om så kraftigt et signal.
Hvad den kvindelige erfaring gemmer på
Forskerne bag det nye studie kommer fra Indiana University og sex-research-firmaet For Goodness Sake.
\ Firma bag nyt studie
Forskerne bag studiet er tilknyttet virksomheden For Goodness Sake LLC, som ifølge sin hjemmeside laver forskning i vores sexliv i samarbejde med forskere fra blandt andet Indiana University.
Resultaterne bliver til gode sexråd til kvinder, lagt bag en betalingsmur på Omgyes.com, der bliver omtalt som firmaets »flagskib«.
Annamaria Giraldi er ikke bekymret for, at økonomiske interesser skal have påvirket resultaterne.
Det kan ellers være en klassisk fare, når der er penge involveret. Det kan du læse mere om i artiklen Manifest: Læg mærke til, hvor pengene kommer fra.
»De har fokus på seksuel uddannelse og en agenda, der går ud på at afdække, hvordan får kvinder bedre sex, og det giver de et bud på her,« konstaterer Annamaria Giraldi.
Før de kunne udspørge 3.000 kvinder om de tre specifikke teknikker, skulle de spores ind på, at metoderne overhovedet findes.
Det blev de ved at spørge kvinderne selv.
4.270 kvinder har leveret detaljerede svar på, hvordan de oplever det at blive berørt indeni og udenpå anus, med hvilke remedier - fingre, sexlegetøj eller penis - og hvilken dybde, de finder behagelig ved penetration.
Analyse af deres svar samt interviews med 1.000 kvinder har åbenbaret, at flere kvinder bruger - og nyder - de samme tre former for anal stimulans.
Vi har manglet ord for, hvad der føles godt
Ved at give teknikkerne navne er håbet, at kvinder får nemmere ved at forklare deres partnere, hvad der føles godt. Det er også lettere at lære en ny metode, når den er afprøvet, beskrevet og navngivet.
Samme forskergruppe har tidligere udgivet et studie om teknikker, der øger nydelsen ved vaginalt samleje. Det kan du læse om i artiklen ‘Sex: 4 simple teknikker giver kvinder mere nydelse’.
I den forbindelse talte Videnskab.dk med Annamaria Giraldi, der er overlæge på Sexologisk Klinik og professor ved Københavns Universitet.
Dengang bifaldt hun, at der kommer flere studier, der kigger på kvinders tilfredshed med deres seksualitet, og at »det er en god agenda at ville give kvinder et sprog for deres nydelse.«
Det gør sig også gældende for det nye studie, siger hun.
Studiet lægger sig fint på linje med den fortsatte afsøgning af, hvad der føles behageligt for kvinder, og hvordan vi taler om det.
Fokus på nydelse
Indtil nu har forskningslitteraturen, sundhedsmyndigheder og populærkultur, for eksempel film, haft fokus på bekymringer forbundet med analsex, skriver forskerne i studiet.
De nævner kønssygdomme, smerte og skader på kroppen.
Det har desuden været normalt at tale om analsex, som noget, kvinder ikke nyder, og som de skal overtales til.
Forskernes håb er, at vi kan udvide vores forståelse for, hvad analsex er, og tale mere om kvinders nydelse.
Herunder kan du se, hvordan forskerne har illustreret teknikkerne:





































