Øjet komprimerer synsindtrykket
Nethinden i øjet består af omkring 100 millioner lysfølsomme neuroner. I 80'erne og 90'erne opdagede man, at selvom de enkelte neuroner opfanger et ganske nøjagtigt billede af omgivelserne, bliver billedet lavet radikalt om inden det bliver sendt til hjernen.
Neuronerne i nethinden er forbundet sådan, at der helt automatisk sker en 'komprimering' af det billede, der rammer nethinden, til et billede af kontraster og bevægelser, som sendes til hjernen. Hvis man fx ser på en blå himmel, er der næsten ingen kontraster og bevægelser og derfor (lidt forsimplet for eksemplets skyld) kan øjet simpelthen nøjes med at sende beskeden 'himmelblå over det hele' til hjernen i stedet for 'himmelblå, himmelblå, himmelblå, himmelblå, ...' beskeder fra hver af de millioner af lysfølsomme neuroner.
JPG efterligner øjet og MP3 efterligner øret
Komprimering er smart. Det er også princippet bag billedformatet JPG, som alle moderne digitalkameraer gemmer billeder i, og som typisk er 10-20 gange mindre end det ukomprimerede billede. Faktisk virker JPG formatet netop så godt, fordi det fungerer på samme måde som øjet, og hjernen derfor 'ved' hvilken information der er overflødig.
Øret komprimerer for øvrigt på samme måde. Øresneglen er indrettet sådan, at bestemte tonehøjder skaber ressonans i bestemte områder i øresneglen, hvorfra der sendes et signal til hjernen. Øret kan altså i stedet for at sende 'trykbølge, trykbølge, trykbølge …' 5.000 gange hvert sekund, bare sende beskeden '5.000 Hz'. MP3 lydfiler er komprimeret på samme måde.
Kan øjet forudsige?
Vi kan fortolke øjets funktion på en lidt mere filosofisk måde: det forudsiger en verden, der er ensfarvet og står stille. Øjet sender kun afvigelser fra denne forudsigelse videre til hjernen. Det kaldes predictive coding. Man kan sige, at øjet forsøger at ignorere synsindtrykket ved hjælp af sin forudsigelse og kun sender det nye og overraskende videre til hjernen.
Hjernen ville blive fuldstændigt overvældet med informationer, hvis den fik en tro kopi af det billede, lyset tegner på øjets nethinde, eller alle de impulser, der rammer øret. Alligevel tror mange, at hjernen får de 'rene' sanseindtryk. Moralen er, at vi ofte giver hjernen for meget credit for et stykke arbejde, der i virkeligheden sker i kroppen.
Giv kroppen lidt credit. Hjernen får rigeligt i forvejen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
