Lille spejl på væggen dér, hvor ulige er vi i verden her?

De 0,001 procent rigeste af jordens befolkning har nu tæt på tre gange så meget formue som hele den fattigste halvdel på kloden tilsammen.

Sådan lød det, da Thomas Piketty og World Inequality Lab udkom med rapporten World Inequality Report 2026 i december 2025.

Når rapporter som den kortlægger global ulighed, er det ny viden, som verden kan spejle sig selv i.

Men hvad er det, vi ser, derinde i spejlet? Hvordan skal vi forstå begrebet ulighed i den her sammenhæng – og hvorfor har ulighed fået øget opmærksomhed i offentligheden de seneste år?

Efter finanskrisen så vi eksempelvis Occupy Wall Street-bevægelsen og senest har ulighed været et centralt emne i det seneste folketingsvalg her i landet.

Det er omdrejningspunkterne for den her miniserie, hvor jeg i to artikler vender spejlet mod den globale ulighed.

I den første artikel her får du en status på, hvordan verdens goder er fordelt, og hvordan dét at tale om global ulighed faktisk er en relativt ny ting.

Ulighed anno 2026

Lad os allerførst se på, hvad de seneste opgørelser fortæller os om uligheden her på kloden. Omkring årsskiftet udkom tre større rapporter om global ulighed.

• I november 2025 udkom G20-rapporten forud for G20-mødet i Johannesburg samme måned, anført af den Nobelprisvindende amerikanske økonom Joseph E. Stiglitz.
• I december 2025 udkom World Inequality Report (WIR) udarbejdet af World Inequality Lab, hvis mest kendte navn er økonomen Thomas Piketty.
• I januar 2026 udkom Oxfam med deres retorisk skarpere rapport Resisting the Rule of the Rich.

Samlet peger rapporterne på flere tendenser:

• De rige bliver rigere
• Der er stadig stor ulighed i fordelingen af indkomster
• Vi er ikke i nærheden af at udrydde fattigdom

De rige bliver rigere

For det første kommer global vækst og velstand i høj grad de allerrigeste til gavn.

Mens verden er blevet markant rigere de sidste 20 år, tilfalder en meget stor del af væksten private formuer.

Ifølge G20-rapporten har den globalt rigeste 1 procent således tilegnet sig 41 procent af al ny formue mellem 2000 og 2024.

WIR-rapporten finder, at de 10 procent rigeste i verden besidder 75 procent af al formue, mens de 50 procent globalt fattigste har 2 procent.

’Globaliseringsafkastet’ er på den måde meget ujævnt fordelt i forhold til regioner, lande og individer:

Det er med andre ord meget forskelligt, hvilke økonomiske gevinster de forskellige parter får ud af at være med i globaliseringen.

Verden er (stadig) et meget ulige sted

For det andet er verden stadig et meget ulige sted, hvis vi ser på indkomst.

Den globale Gini-koefficient er et mål for, hvor ulige verdens indkomstfordeling er, hvis den bliver målt som ét land – jo tættere på nul, jo mere lige er et land. Og den er fortsat på 0,61.  

Det svarer til, at uligheden i verden er på niveau med nogle af verdens mest ulige lande, såsom Sydafrika.

Vi er ikke i nærheden af at udrydde fattigdom

For det tredje er der fortsat markant fattigdom og fødevareusikkerhed.

Globalt er fattigdomsafskaffelse i stilstand eller endda stagnation. Og der er en stigende koncentration af ekstrem fattigdom i Afrika syd for Sahara.

Verdensbanken skønner, at der globalt vil være 3,55 milliarder fattige i 2029, og at 2020-2030 vil være endnu et ’tabt årti’ for reduktion af ekstrem fattigdom. 

Lignende store uligheder går i øvrigt igen, hvis man ser på adgang til uddannelse, bolig og sundhed.

Det moderne fødselslotteri

Der er også en betydelig global kønsulighed, hvor kvinder både arbejder mere og tjener mindre.

I hvilket land, man er født, spiller desuden en stor rolle: Ifølge G20-rapporten kan 75 procent af individers indkomster bestemmes ud fra hvilket land, de bor i.

Det er således ikke uden grund, at forskere lidt populært har talt om et moderne ’fødselslotteri’, hvor nationalitet og statsborgerskab i høj grad er bestemmende for individuelle livsmuligheder.

Det ’fødselslotteri’ og rapporterne om ulighed har gennem de senere år fået en større bevågenhed i offentligheden.

For eksempel så vi store demonstrationer i USA i 2011, hvor Occupy Wall Street-bevægelsen brugte sloganet ’vi er de 99%’ til at protestere imod den stigende amerikanske ulighed og koncentration af formue hos de rigeste 1 procent.

Og her i Danmark var ulighed et tema, der var højt på dagsordenen under folketingsvalget – så meget at Socialdemokratiet eksempelvis foreslog at indføre formueskat igen.

Hvorfor den stigende interesse?

Der er flere plausible grunde til, at vi ser den stigende interesse.

Interessen er steget i takt med, at uligheden mellem verdens lande også er steget, især i kølvandet på finanskrisen i 2007-2008. 

Den økonomiske globalisering og forskydning imod især Kina har rejst nye spørgsmål om forholdene mellem globalisering, ulighed inden for lande og ulighed mellem lande.

For eksempel er et land som Kina blevet relativt mere velstående end mange andre lande, mens uligheden inden for lande generelt set er steget siden omkring 1980.

Men det spiller også en rolle, at forskere og vidensorganisationer har fået adgang til bedre data og opbygget en mere robust vidensinfrastruktur.

Ny viden formidles så videre ud i offentligheden i form af iøjnefaldende, stiliserede fakta – som når Oxfam for nyligt rapporterer, at verdens tolv rigeste individer nu har lige så stor formue, som den nedre halvdel på globalt plan har tilsammen.

Hvilken form for ulighed, taler vi om?

Ved specifikt at omhandle ’global ulighed’ følger rapporterne en nyere tendens i forskningslitteraturen i forlængelse af blandt andet den serbisk-amerikanske økonom Branko Milanović.

Omkring årtusindeskiftet udgav Milanović, som dengang ansat ved Verdensbanken, nogle banebrydende artikler og bøger om global indkomstulighed.

Baggrunden var, at nye datamaterialer var blevet tilgængelige, især efter Den Kolde Krigs ophør. Det var særligt data om husholdningerne i postkommunistiske lande, afrikanske lande og i nogen grad Kina.

De data blev brugt til at studere global fattigdom. Men omkring 1994 konkluderede Milanović, at de data nu kunne tjene et nyt formål: at analysere verdens indkomstfordelinger.

I 2005 brugte han så for allerførste gang begrebet ‘global ulighed’.

Milanović foreslog her at skelne mellem national, international og global ulighed.

National ulighed

National ulighed er ulighed inden for lande. Det kan måles ved Gini-koefficienten, der giver ét, syntetisk tal for et lands ulighed.

Mange forskere er dog enige om, at vi opnår bedre, mere informative tal ved at sammenligne forskellige indkomst- eller formuegrupper med hinanden.

World Inequality rapporten sammenholder således den gennemsnitlige indkomst for de ti procent rigeste i et land med de nederste halvtreds procent.

I Danmark tjener top 10 procent for eksempel i gennemsnit godt 14 gange mere end de laveste 50 procent, hvor det tilsvarende tal i USA er godt 34 gange.

International ulighed og global ulighed

International ulighed er ulighed mellem lande, ofte målt ud fra gennemsnitsindkomst per indbygger.

For eksempel er den gennemsnitlige månedlige indkomst (købekraftsjusteret) i Niger godt 100 euro sammenlignet med knap 4.000 euro i USA.

Endelig foreslog Milanović at bruge begrebet global ulighed, når man vil sige noget om, hvor ulige verden er, hvis vi anskuer den som én, global befolkning af individer.

Hvorfor er nogle rige, mens andre er fattige?

Det er imidlertid langt fra nyt, at forskere har været optaget af at undersøge national, international eller endda ’global’ ulighed.

Hvis vi starter med dét, Milanović kalder ’international ulighed’, har denne måde at tænke på lange rødder tilbage i idéhistorien.

Igennem århundreder har tænkere prøvet at forstå, hvorfor nogle nationer, imperier, regioner eller kontinenter er rige, mens andre er fattige.

Det kan du læse mere om i artiklen Da økonomerne begyndte at måle verden: I 1940 var verden er et »jammerligt fattigt sted«, som udkommer i næste uge. Her fortsætter jeg fortællingen om global ulighed, som blandt andet går helt tilbage til det antikke Grækenland.