Forestil dig, at du en dag kan optage video af dine egne drømme eller se andre folks minder på fladskærmen.

Ifølge amerikanske forskere er den dag nu kommet et stort skridt nærmere. Ved at skanne hjernen, mens man ser et filmklip, kan de ud fra hjerneaktiviteten i grove træk genskabe levende billeder af det, man har set.

En spektakulær video, som kan ses foroven, viser resultater af forsøg med tankelæser-teknologien, som forskere fra University of California, Berkeley i USA præsenterer i tidsskriftet Current Biology.

»Jeg er meget imponeret. Den kom lige ud af det blå. Jeg var slet ikke klar over, at man var så langt fremme,« siger hjerneforskeren Thomas Z. Ramsøy, der er forskningsadjunkt og leder af Decision Neuroscience Research Group ved Copenhagen Business School, da vi viser ham videoen.

»Det minder mig om Strange Days, der er en film fra midt i halvfemserne, som handler om, at man havde udviklet en metode til at aflæse hjerneaktivitet og afspille den. Det var jo fuldstændig science-fiction dengang, men det er det, de har klaret nu,« siger han.

Så på filmklip i fMRI-skanner

De amerikanske forskeres eksperiment krævede, at forsøgspersonerne lå bomstille inde i en stor fMRI-skanner i to omgange.

Øverst ses det originale filmklip, og nederst er det billede, som computeren konstruerede ud fra hjerneaktiviteten og en masse lignende YouTube-film. (Foto: Gallant/UC Berkeley)

Mens de første gang lå derinde, blev korte klip fra en række trailere for Hollywood-film afspillet for øjnene af dem, mens skanneren overvågede deres hjerneaktivitet.

»Vi ved, at hvis du kigger på midten af en skærm, og man viser et objekt på højre side af skærmen, så kan man godt se, at der foregår noget i en bestemt del af den venstre hjernehalvdel, der har med synet at gøre. Hvis man flytter objektet en lille smule, så rykker det sig også en lille smule i hjernens synsområde. Det vil sige, at vores primære synssans er rimelig godt gengivet i hjernen, og det er den viden, de har udnyttet her,« forklarer Thomas Z. Ramsøy.

Hjerneskanningen viste ganske rigtigt aktivitet, der blev overført til en computer, som lærte – sekund for sekund - at associere visuelle mønstre og bevægelser fra filmene med den tilsvarende hjerneaktivitet.

Genskabte video ud fra YouTube-klip

Da det var gjort, skulle forskerne teste, om computeren var i stand til at rekonstruere en ny række filmklip ud fra hjerneaktivitet. Det gjorde de ved at fodre computeren med 18 millioner sekunders tilfældige klip fra YouTube-videoer og bede computeren om at forudsige, hvilken slags hjerneaktivitet de forskellige videoer ville fremprovokere hos forsøgspersonerne.

Da forsøgspersonerne for anden gang blev sat til at se trailere fra Hollywood, sammenlignede computeren deres hjerneaktivitet med alle YouTube-videoerne og fandt de 100 videoer, der ud fra hjerneaktiviteten mindede mest om hver enkelt Hollywood-trailer.

Til sidst sammensmeltede computeren de 100 videoer til et grumset gennemsnit, der i grove træk lignede det filmklip, som forsøgsdeltagerne kiggede på.

Nogle af rekonstruktionerne var bedre end andre. Hvis et menneske optrådte i det originale klip, viste der sig som regel også en menneskeskikkelse i den genskabte version.

Men et enkelt klip viste elefanter, der gik fra venstre mod højre, hvor rekonstruktionen kom til at ligne en vandrende sort masse. YouTube-videoerne indeholdt ingen elefanter, og derfor havde computeren brugt, hvad den ellers kunne finde af lignende mønstre og bevægelser, og resultatet endte med at blive utydeligt.

Vil du se bedstefars minder fra krigen?

»Der er en masse støj i billederne. Det er jo ikke en perfekt model, de har lavet. Der er altid rum for forbedringer, og denne video har gået Jorden rundt som en landeplage allerede, så der kommer helt klart nye kræfter til, som kan komme med forslag til forbedringer, så den vil blive bedre hele tiden,« siger Thomas Z. Ramsøy.

Når teknologien er blevet videreudviklet, vil de amerikanske forskere bruge den til at få en bedre forståelse for, hvad der foregår inde i hovedet på folk, der ikke kan kommunikere verbalt såsom ofre for slagtilfælde, patienter i koma og folk med hjernesygdomme.

Måske kan principperne bag også hjælpe med til at gøre hjerne-til-maskine-kommunikation muligt, så lammede mennesker en dag kan styre computere med tankens kraft.

Thomas Z. Ramsøy er dog skeptisk over for idéen om, at teknologien kan bruges til at læse andre folks tanker, fordi tanker og forestillinger ikke afspejles ligeså klart i hjernen som synssansen. Til gengæld vil han ikke afvise, at man med en bedre teknik en dag vil kunne se folks minder, fordi man allerede nu ved en del om, hvordan hjernen skaber dem.

Og så kan man ellers frit drømme om, hvad den slags kan bruges til – endnu behøver man ikke at være bange for, at andre smugkigger på éns tanker.