Hvis du vil vinde en kasse bajere, er her et væddemål, hvor du har sublime odds:
Sig til dit offer, at du ikke tror, han kan spise en skefuld kanel på under 30 sekunder. For det kan han ikke.
»Det lykkedes aldrig,« konstaterer vores læser, Rasmus. Han har set en masse videoklip, hvor folk forsøger at spise en skefuld kanel.
»Nogle skynder sig at prøve at spytte det ud igen, mens andre simpelthen kaster op... Hvorfor er det, at man ikke kan synke en skefuld kanel?,« skriver Rasmus til Spørg Videnskaben.
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?

Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Jellybeans overstimulerer smagsløgene
Svaret giver ikke sig selv, så Spørg Videnskaben kontakter Karl Anker Jørgensen, professor i kemi ved Aarhus Universitet. Han har beskæftiget sig med molekylær gastronomi.
» Hehe… Ha! Ha! Ha!,« udbryder Karl Anker Jørgensen i telefonen, da han ser et klip af en ung mand, der forsøger at spise kanel.
»Når jeg er ude at underholde med foredrag om molekylær gastronomi, laver jeg et lille forsøg. Jeg får publikum til at spise ’Jellybeans’ – altså en salgs vingummier – med kanelsmag, imens de holder sig for næsen.«
»Når de slipper næsen, kommer der luft til, og så kan de smage kanelen. Det overstimulerer signalet til hjernen, så de får lyst til at spytte vingummien ud.«
»En del af svaret kunne være, at kanel overstimulerer hjernen. Men i virkeligheden mener jeg, grunden er, at kanel ikke kan opløses i vand,« fortæller Karl Anker Jørgensen.
Kanel er en undtagelse
Når kanel kommer ind i munden, forsøger vores spyt at opløse det, for først da kan vi sluge det. Ligesom når vi spiser noget tørt brød.
Spyt kan gå i forbindelse med mel, salt og sukker. Men kanel er en undtagelse. Det kan ikke blive opløst i vand og dermed heller ikke i spyt, der indeholder meget vand.
\ Kanel er ikke ufarligt
Professor Leif Skibsted advarer mod, at du kaster dig ud i en ’cinnamon challenge’.
Kanel indeholder nemlig stoffet kumarin, der er giftigt. Læs mere om det i artiklen: Hvorfor er der kanel i alting til jul – og er det farligt?
Kanel indeholder ikke-vandopløselige stoffer
Det er umiddelbart mystisk, at et pulver som sukker kan opløses i vand, imens det er helt umuligt at opløse et pulver som kanel. Heldigvis findes der en god forklaring, og den kender Leif Skibsted, professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet.
Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

»Der er nogle stoffer, som kan opløses i vand, for eksempel salt og sukker. Dem kalder vi ’hydrofile’ stoffer. Men så er der også ’hydrofobe’ stoffer, de hader vand.«
»Kanel indeholder mange hydrofobe stoffer. Derfor bliver det ikke opløst i mundens spyt,« fortæller Leif Skibsted.
Sådan bliver salt og sukker opløst i vand
Hvis du vil finde ud af, om en slikkepind, en skefuld kanel eller en flagstang er opløselig i vand, skal du se på dens kemiske opbygning.
Hvis tingen indeholder hydrofile stoffer, for eksempel salt eller sukker, bliver den opløst. Det kan ske af to forskellige årsager:
- Salt bliver opløst i vand, fordi vand er et såkaldt ’polært opløsningsmiddel’. Sådan nogle kan opløse ionforbindelser – for eksempel salt. Når du hælder vand på salt (natriumklorid, NaCl), kan de to ioner Na+ og Cl- let bevæge sig fra det krystalgitter, der holder dem sammen – saltkrystallen – fordi begge ioner bliver omgivet af vandmolekyler.
- Lidt anderledes er det med sukker. Det er også vandopløseligt, men ikke fordi det består af ioner. Derimod indeholder både sukker og vand brint. Derfor kan de danne brintforbindelser med hinanden. Resultatet er, at vi får sukkervand.
Kanel kan ikke lave bindinger til vandet
Kanel indeholder mange hydrofobe, altså vandhadende, stoffer. Derfor kan vandet ikke foretage de samme bindinger med kanel, som det kan med ionerne i salt eller brinten i sukker.
»Det er ligesom olie i vand. Det kan heller ikke opløses, og det flyder derfor ovenpå,« siger Leif Skibsted.
Vi håber, at Rasmus Kloster kan bruge svaret og takker for spørgsmålet med en af vores eftertragtede ’Spørg Videnskaben’-T-shirts.
Vi takker også Karl Anker Jørgensen og Leif Skibsted for at gøre os klogere på kanels kemi.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.
































