Hvordan kan det være? At mennesker, helt frivilligt, er begyndt at udsætte sig selv for så heftige mad-smerter?
Det oplagte svar lyder, at trenden slog igennem i kraft af Chili-Klaus' populære videoer på Youtube, hvor han udsætter sig selv for verdens stærkeste chili'er – typisk i selskab med mere eller mindre velfornøjede kendisser.
Problemet med dette svar er dog, at chili-bølgen faktisk allerede tog fart i 80'erne. Dengang var det i stedet Chili John, der agerede bannerfører for opgøret med den kedelige danske mad.
Fra gråt til kulørt
Ligheden mellem dengang og nu er, at chilien stadig udgør en 'neon-farve' i vores opgør med den grå og triste danske mad. Forskellen, derimod, er at finde i omfanget og graden af chili-dyrkelsen: den har helt klart taget til.
Dette er reelt udtryk for, at der er ved at ske en radikaliseringen af vores utålmodighed med tidligere tiders 'grå' og mere tilbageholdende kultur. Vi gider den simpelthen ikke mere. Der skal ske noget nyt.
I den forstand indtræder nutidens chili-dyrkelse nærmest som et slags højdepunkt i vores langstrakte opgør med det monotone, afholdende, middelmådige, ensformige, statiske og halv-triste liv, sådan som det blev fremelsket op igennem middelalderen og helt op til nu.
Det er altså indenfor denne kontekst, at vi finder baggrunden for nutidens verserende chili-feber: at vi ønsker at leve med mere 'kulør'. Det er et tegn på, at vi ikke længere gider at slæbe os døsige og trætte igennem livet, men derimod ønsker at blive mere vågne og livslystne.
No pain, no gain
Det er vigtigt at få med, at hvor mange chili-entusiaster startede med at udforske chilier på basis af en distanceret og mådeholden nysgerrighed, så opfatter flere i dag dem som en udfordring. Dette stemmer fint overens med, at vi er begyndt at stile efter – hvad man kunne kalde – det konfrontationelle lidelsessyn.
Kernen i dette stadigt mere populære syn på vores potentielle lidelse er, at vi, i overensstemmelse med den oprindelige formulering fra den tyske filosof Friedrich Nietzsche, begynder at konfrontere vores liv og livsproblemer muntert. Det vil blandt andet sige, at vi begynder at opfatte vores modgang i livet som udfordringer, der fordrer en bevægelse i os – fremfor at vi går i stå og sygner hen i brokkerier, opgivenhed eller i en omklamring af hinanden.
I dag nyder dette muntre lidelsessyn, bl.a. med hjælp fra psykologer, bureaukrater og selvhjælpsindustri, stor succes. Mange danskere har på den måde oplevet at blive presset ud i at konfrontere deres mulige svagheder og lidelser med oprejst pande, fremfor at falde tilbage i opgivenhed, overvældelse, resignation og passivitet. Andre er dog kommet til erkendelsen på egen hånd.
Uanset bliver resultatet, at den modgang i livet, vi måtte møde, i dag har ændret karakter til at blive en tilnærmelsesvis positiv drivkraft, der får os til at træde hårdere i pedalerne, fremfor at gå i stå og vælte. Ligeledes er vi begyndt på at omfavne livets tragiske sider, fremfor hele tiden at forsøge at flygte fra dem ('oppe i hovedet' vanligvis).
Dette indebærer ikke, at de stærke chilier er 'positive' i den forstand, at de skaber en kortvarig lykkefølelse for os. Tværtimod fremkalder chilierne nok nærmere en simulering af livets strabadser, hvorved der skabes en kunstig fremdrift i den enkeltes liv: modgang gør nu stærk.
I den forstand bliver næringen til vores fremdrift faktisk smerte eller lidelse – ikke den slags kortvarige lykke, som vi i så mange andre henseender jagter blindt. Chiliens relativt langstrakte smerte simulerer i den forstand et gedigent lidelsesforløb 'oppe i hovedet', hvilket tilnærmer sig dét, som psykiatere har haft lidt for travlt med at sammenfatte under begrebet psykisk sygdom.
Af samme grund lyder det moralske indhold i Chili-Klaus' chili-udfordringer: hvordan håndterer du livets potentielle modgang og lidelse? Giver du op og udstiller derved din sarte, døsige og kuldeskære mentalitet? Overvældes og 'rammes' du af lidelsens ubehag? Er du en svækling, der vælter omkuld ved selv den mindste vind?
Eller går du lidelsen på klingen? Konfronterer eller udholder du den muntert og kommer godt ud på den anden side? Er du årvågen og skarp? Er du i nærkontakt med verden.
Evighedens død
De stærke chiliers intense og smertelige rus kan i den optik derudover opfattes som en reminder om, at livet ikke står stille, men derimod er levende som noget kan blive. Indtagelsen af meget stærke chilier danner i den forstand parløb med vores nye dynamiske livssyn: hvor livet foregår lige nu og ikke kører forbi os, mens vi står stille og bare ser på.
Den verserende chili-feber tager m.a.o. del i afviklingen af de sidste rester af jagten på den evighed, vi før indkasserede i kirken. Chili-rusen afvikler vores tidligere jagt på et døsigt og mageligt liv ved at rette vores opmærksomhed mod, at livet er i bevægelse og foregår lige nu – hverken tidligere eller senere.
På den måde mindes vi om, at vi kun lever én gang og derfor bør vågne op, så vi kan komme igang med at få det bedste ud af vore liv.
Hyper-individualismens indtog
Som den opmærksomme læser sandsynligvis allerede har bemærket, så passer chili-feberens nuværende udtryk som fod i hose i nutidens altdominerende individualistiske strømning, hvor samfundets borgere i stigende grad forventes at konfrontere deres svagheder og lidelse, fremfor at være passive og f.eks. forvente at andre redder dem ud af skærene.
De meget stærke chilier renser i den forstand ud på et langt dybere moralsk niveau, end vi umiddelbart måtte tro: de hærder os og renser ud i vores svaghed. De renser ud i vores indre brodne kar, herunder vores manglende tilpasningsevne og vane for at gå i stå eller rykke tættere sammen, når vi møder modgang. De planter vores ben på jorden og øver os i at mestre livet på egen hånd – for så vidt altså, at vi er i stand til at konfrontere lidelsen muntert, fremfor at lade os overvælde af den.
I så fald, at vi ender med at lære at konfrontere smerten muntert, så vil chiliens rus (lidt ligesom vinterbadning eller hård motion, i øvrigt) give os en sitrende følelse af genfødsel ud i virkeligheden idet smerten aftager: vi bliver skarpe og vågne. Vi hærdes moralsk i retning af at blive selvopretholdende og stærke individer, der hverken alt for nemt lader sig slå ud af kurs eller slæber sig gennem livet.
Et overdrev?
Det kritiske spørgsmål bliver selvfølgelig, om chili-dyrkelsen, sådan som den ser ud i dag, er udtryk for, at vi er ved at gå i den anden grøft i forhold til vores tidligere rolige og næstekærlige kultur. Er der tale om et for skingert oprør, når mennesker indtager chilier så stærke, at det nærmer sig en form for selvtortur? Eller når mennesker f.eks. går hen og bliver afhængig af usædvanlig hård motion?
Måske. Det bør i hvert fald få os til at stoppe op og overveje, om vi er ved at kamme over i forsøget på at blive stærke og egenrådige individer. Eller om vi i bedre fald blot gør det på en forkert måde.
Min personlige overvejelser går i retning af, at vores chili-dyrkelse gemmer på en potentiel moralsk problematik, eftersom lidelsessynet, der følger med, nemt kan gå hen og kunstigt opretholde et frustreret og detaljefokuseret tunnelsyn, hvor lidelse udelukkende opfattes et personligt anliggende for den lidende. Problemet kan i sidste ende derfor vise sig at blive, at vi begynder at omklamre nuet på samme måde, som vi før omklamrede evigheden.
Dette ændrer dog ikke på, at vores nye konfrontationelle syn på lidelse skam har været med til at skubbe vores værdier i positiv retning. Omvendt bør vi overveje, om det er ved at blive problem, at vi i for høj grad lukker ned for 'horisonten': for derved at ende i en social atomisme, hvor alle render rundt i hver deres egen osteklokke og nærmest bliver afhængige af, kun at tage vare på sig selv.
Måske tiden er inde til at indse, at vi ikke behøver at skubbe os så meget væk fra hinanden? At vi mærker overskuddet og løfter blikket, og derved også ænser noget af alt det, der ligger udover os selv? Vel at mærke uden at vi behøver at stoppe med at spise stærk chili af den grund.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
