Først var der én, så kom der to, og snart kan de tælles i flere milliarder. Invasive myrer har fundet ud af at lave superkolonier, der kan vokse i det uendelige.
Normalt danner myrer kolonier med ét bo og én dronning. Men 15–20 ud af Jordens 12.643 kendte myrearter nøjes ikke med det. De danner superkolonier, hvor der kan eksistere flere dronninger og flere boer. Derfor kan de hurtigt sprede sig til store områder og udslette alle andre myrearter.
IUCN (International Union for Conservation of Nature) har lavet en liste over de 100 værste invasive arter, der truer Jordens biodiversitet. Her er fem af de superkolonidannende myrer med.
»Det ser ud til, at myrerne trodser evolutionen, og vi er interesserede i at finde ud af, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre.«
»Evolutionens regler siger, at man kun skal hjælpe dem, man er beslægtet med, men vi ser myrekolonier, der er så store, at myrerne i kolonien ikke er beslægtede. Hvorfor hjælper de så alligevel hinanden? Det vil vi gerne lære,« fortæller Jes Søe Pedersen fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet.
Myrer lever normalt i temmeligt isolerede boer. Her er der én dronning, som lægger æg, der bliver til alle arbejderne. På et bestemt tidspunkt af året lægger hun æg, der bliver til nye dronninger og hanner, som derefter flyver ud i verden for at starte nye kolonier.
I kolonien giver det god mening for arbejderne at arbejde for hele kolonien og ikke bare for dem selv. Når dronningen lægger æg, er det samme arvemateriale, som arbejderne besidder, der bliver tilgodeset, og derfor er det evolutionært forståeligt, at de gider knokle hele livet for dronningen.
»Vi forstår fint, hvordan evolutionen har frembragt en klassisk myrekoloni. Arbejderne arbejder for deres søstre (nye dronninger) og deres brødre (hanner). Det bliver svært at forstå, når arbejderne arbejder for andres søstre og brødre, som det sker i superkolonier,« siger Jes Søe Pedersen.
Superkolonidannende myrer nøjes ikke med at flyve ud i verden og danne nye kolonier et par gange om året. I stedet tager én af boets dronninger jævnligt et par arbejdere med sig ud på en lille gåtur, når boet er ved at være proppet.
De spadserer et stykke væk fra boet og etablerer et nyt bo, som er en del af den samme koloni. Myrerne går mellem boene, og arbejdermyrerne arbejder for en hvilken som helst dronning i kolonien. Det gør de, også selvom de ikke er beslægtet med dem.
Superkolonien kan vokse med en uhyggelig hastighed. Fra et enkelt punkt kan kolonien vokse op til 30 meter i alle retninger om året, som et netværk af myreboer, der rulles ud. Inden for området med myrernes superkoloni ligger de individuelle boer så tæt som én per kvadratmeter.
»Med mindre der kommer geografiske forhindringer i vejen, kan superkolonierne blive ved med at vokse. Således strækker en enkelt superkoloni sig over 6.000 kilometer kyststrækning langs Middelhavet. Det er verdens største samarbejdende enhed i dyreriget,« fortæller Jes Søe Pedersen.
Myrearten, der har dannet den store superkoloni ved Middelhavet, kommer oprindeligt fra Argentina.
Den er blevet spredt til Europa, USA, Australien, Japan, New Zealand og Hawaii, ud fra én enkelt meget heldig superkoloni, som er kommet fra Sydamerika for godt 100 år siden, og derefter spredte sig ved at blive fragtet rundt med forskellige varer ombord på skibe.
Andre superkolonier har spredt sig i andre dele af verden.
Selvom Argentina-myren ikke er farlig for os mennesker, så kan det hurtigt blive generende når, der pludselig er ti gange så mange myrer i haven, som der var før.
Desuden kan myrernes dominans sprede ringe i økosystemet, når de udsletter alle andre myrearter og også mange andre insektarter. Dermed kan fødegrundlaget for arter længere oppe i fødekæden forsvinde.
Argentina-myren er ikke den eneste superkolonidannende myre, der skaber store problemer, hvor end de kommer frem.
I USA har den røde amerikanske brandmyre holdt landet i et jerngreb siden 1930erne. Den røde amerikanske brandmyre er også importeret fra Argentina, men i modsætning til Argentina-myren er den en ubehagelig fætter for os mennesker.
Den røde amerikanske brandmyres stik er lige så kraftigt som et bistik, og med superkolonier kan der være flere milliarder af dem på et relativt lille område - fordelt på tuer, der stikker op over alt i landskabet. Derfor bekæmpes den også med alle midler i de områder, hvor den hærger.
»Den røde amerikanske brandmyre er håbløs at bekæmpe i stor skala. Det koster den amerikanske stat millarder af dollars om året til bekæmpelse af myren, tab af afgrøder og medicin til folk, der bliver stukket. Den er et kæmpe problem,« fortæller Jes Søe Pedersen.
Jes Søe Pedersen er del af en forskningsgruppe på Center for Social Evolution, der prøver at finde ud af, hvorfor superkolonierne kan eksistere, selvom de evolutionært burde være slettet fra landkortet.
Der er mange ting, som egentlig burde lægge en superkoloni ned. Eksempelvis vil én dronning, der er mutant og kun lægger dronninge-æg kunne sprede sine efterkommere meget hurtigt i kolonien. Da dronningerne er de eneste, der lægger æg, vil én dronning hurtigt blive til flere tusinde dronninger.
Hvis dens afkom også kun får dronninger, vil det være optimalt for myrer med netop det gen, som hurtigt ville blive dominerende i kolonien. Dog vil der til sidst ikke være nogen arbejdere til at holde kolonien kørende.
»Netto giver det en genetisk nedsmeltning af en superkoloni, da mutationer ophobes i superkolonien, som tiden går. Selv dronninger, der ikke lægger arbejder-æg, vil også blive passet af andre dronningers arbejdere. Myrerne har indtil nu vist en ekstrem form for social adfærd, men vi vil meget gerne se, om evolutionen her sætter en grænse for, hvor social man egentlig kan være,« forklarer Jes Søe Pedersen.
Forskningsgruppen fra Center for Social Evolution undersøger de superkolonidannende myrers genetik og duftprofil for at finde ud af mere om dem individuelt, men Jes Søe Pedersen og hans kollegaer er også ude i felten, hvor de prikker til myretuerne for at studere myrernes adfærd. Her er det primært Argentina-myren og den invasive havemyre, der bliver studeret.
Den invasive havemyre...
Den artikel der er link til, handler om forsøg udført på den invasive havemyre Lasius neglectus, som er en relativt nyopdaget form for invasiv myreart. (Sammenlignet med argentinamyren og de røde brandmyrer).
Hvorfor vi i Danmark burde være ekstra interesserede i den invasive havemyre / L. neglectus er fordi, at det er den eneste af de arter, der laver superkolonier, som også trives i tempereret klima. Vi kan altså forvente, at det blot er et spørgsmål om tid før denne fætter kommer til Danmark, Sverige mm. Der findes til dato ingen metoder til at forhindre en invasiv myreart i at sprede sig og forårsage stor ødelæggelse og irritation
8-). (=galgenhumor)
Man interesserer sig så for mulige årsager til, at nogle myrearter kan blive invasive, når de kommer væk fra deres originale bosted.
Her mener man, at der sikkert allerede på det originale bosted sker nogle forandringer, som myren (eller nogle af dem) har med sig, når de af mennesker bliver fordelt til andre egne.
Som der står i artiklen i PLoS One sker der sandsynligvis blandt andet det, at dronningerne kan parre sig uden at skulle flyve op i luften og møde nogen at parre sig med. De parrer sig i selve tuen og spadserer så nogle meter, hvor de anlægger en ny "tue" i direkte tilknytning til den tue, de kom fra. Det har betydning, når de kommer til en ny egn, hvor de så ikke er afhængige af muligheden for at møde en lignende art i luften, mens de satser på en parringsmulighed "deroppe"..
Herudover findes der mindre variation i de kemikalier på "huden", som afgiver duftstoffer der også tjener som signaler mellem myrer. I almindelige myretuer (ikke superkolonier) vil myrerne genkende kemikalier, og være fredelige overfor dem, der lugter som dem selv, og aggresive overfor dem, som lugter anderledes. I superkolonierne er der mindre variation i kemikalierne mellem de forskellige myregrupper, så derfor er myrerne uhensigtsmæssigt fredelige overfor hinanden. (Hvis man ser det fra menneskeperspektiv, eller hvis man ser de fra de myrer der lever i et område, som invaderes af invasive myrearter, hvor de myrer der levede der i forvejen så bliver udkonkurrerede af de invasive arter.) Så de er unaturligt lidt aggresive overfor hinanden, hvor de normalt ville angribe dem, som er fjernere beslægtet.
Noget der holder de lokale myrearter "i skak" er parasitter, som lever intracellulært i myrerne. Disse parasitter vil i starten ikke være i stand til at gå på de invasive arter, da også parasitterne over lang periode tilpasser sig deres "værtsdyr" ret specifikt. Så i den periode, hvor de invasive myrer kommer til et nyt område, vil de lokale myrer have dårligere odds, fordi de blandt andet bliver angrebet af parasitter, som endnu ikke har muteret til også at kunne gå på den nye invasive art.
Man regner med, at det snart ikke er så "eksotisk" at høre om invasive myrearter, som laver stor ballade i varmere egne. Snart vil det formentlig blive en del af danskeres hverdag også at skulle leve i samklang med disse dyr - som der ikke findes mulighed for at bremse...
Mvh Dorte
Et kendt fænomen...
Nej, det trodser ikke evolutionen, som også Martin Boldsen påpeger.
Fx ser man ofte blandede flokke af fugle, hvor de forskellige arter har fordel af fællesskabet.
et ord: mutualistisk symbioseforhold
I artiklen står der: »Evolutionens regler siger, at man kun skal hjælpe dem, man er beslægtet med, men vi ser myrekolonier, der er så store, at myrerne i kolonien ikke er beslægtede. Hvorfor hjælper de så alligevel hinanden? Det vil vi gerne lære,« fortæller Jes Søe Pedersen fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet.
Det er jeg som udgangspunkt meget enig i; nemlig at jo mere ens individer er genetisk, jo mere interesseret er man i at hjælpe hinanden, da sandsynligheden for at de fælles gener videreføres til næste generation øges. Derfor er man også mere interesseret i, at ens søster/bror overlever (og viderefører sine gener til næste generation) end eksempelvis en gran-fætter/kusine.
MEN der findes da adskillige eksempler ude i naturen hvor to meget fjern beslægtede arter leve et samliv, som er fordelagtigt for begge parter: "Mutualistisk symbiose". Derfor er arter, som lever i et mutualitisk symbiose forhold, også interesseret i at udvikle (evolution) sig sammen (co-evolution).
Kunne man så ikke forstille sig at disse superkolonier, selvom de ikke er tæt beslægtede, alligevel får noget ud af hinanden, og dermed holder evolutions regler stadig....?? (kræver selvfølgelig noget viden om superkoloniernes opbygning, funktion, struktur mm.)