Først var der én, så kom der to, og snart kan de tælles i flere milliarder. Invasive myrer har fundet ud af at lave superkolonier, der kan vokse i det uendelige.
Normalt danner myrer kolonier med ét bo og én dronning. Men 15–20 ud af Jordens 12.643 kendte myrearter nøjes ikke med det. De danner superkolonier, hvor der kan eksistere flere dronninger og flere boer. Derfor kan de hurtigt sprede sig til store områder og udslette alle andre myrearter.
IUCN (International Union for Conservation of Nature) har lavet en liste over de 100 værste invasive arter, der truer Jordens biodiversitet. Her er fem af de superkolonidannende myrer med.
»Det ser ud til, at myrerne trodser evolutionen, og vi er interesserede i at finde ud af, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre.«
»Evolutionens regler siger, at man kun skal hjælpe dem, man er beslægtet med, men vi ser myrekolonier, der er så store, at myrerne i kolonien ikke er beslægtede. Hvorfor hjælper de så alligevel hinanden? Det vil vi gerne lære,« fortæller Jes Søe Pedersen fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet.
Normalt er der kun én myredronning og ét bo
Myrer lever normalt i temmeligt isolerede boer. Her er der én dronning, som lægger æg, der bliver til alle arbejderne. På et bestemt tidspunkt af året lægger hun æg, der bliver til nye dronninger og hanner, som derefter flyver ud i verden for at starte nye kolonier.
I kolonien giver det god mening for arbejderne at arbejde for hele kolonien og ikke bare for dem selv. Når dronningen lægger æg, er det samme arvemateriale, som arbejderne besidder, der bliver tilgodeset, og derfor er det evolutionært forståeligt, at de gider knokle hele livet for dronningen.
»Vi forstår fint, hvordan evolutionen har frembragt en klassisk myrekoloni. Arbejderne arbejder for deres søstre (nye dronninger) og deres brødre (hanner). Det bliver svært at forstå, når arbejderne arbejder for andres søstre og brødre, som det sker i superkolonier,« siger Jes Søe Pedersen.
Superkoloni strækker sig over 6.000 kilometer
Superkolonidannende myrer nøjes ikke med at flyve ud i verden og danne nye kolonier et par gange om året. I stedet tager én af boets dronninger jævnligt et par arbejdere med sig ud på en lille gåtur, når boet er ved at være proppet.
De spadserer et stykke væk fra boet og etablerer et nyt bo, som er en del af den samme koloni. Myrerne går mellem boene, og arbejdermyrerne arbejder for en hvilken som helst dronning i kolonien. Det gør de, også selvom de ikke er beslægtet med dem.
Superkolonien kan vokse med en uhyggelig hastighed. Fra et enkelt punkt kan kolonien vokse op til 30 meter i alle retninger om året, som et netværk af myreboer, der rulles ud. Inden for området med myrernes superkoloni ligger de individuelle boer så tæt som én per kvadratmeter.
»Med mindre der kommer geografiske forhindringer i vejen, kan superkolonierne blive ved med at vokse. Således strækker en enkelt superkoloni sig over 6.000 kilometer kyststrækning langs Middelhavet. Det er verdens største samarbejdende enhed i dyreriget,« fortæller Jes Søe Pedersen.
Argentina-myren findes på næsten alle kontinenter
Myrearten, der har dannet den store superkoloni ved Middelhavet, kommer oprindeligt fra Argentina.
Den er blevet spredt til Europa, USA, Australien, Japan, New Zealand og Hawaii, ud fra én enkelt meget heldig superkoloni, som er kommet fra Sydamerika for godt 100 år siden, og derefter spredte sig ved at blive fragtet rundt med forskellige varer ombord på skibe.
Andre superkolonier har spredt sig i andre dele af verden.
Selvom Argentina-myren ikke er farlig for os mennesker, så kan det hurtigt blive generende når, der pludselig er ti gange så mange myrer i haven, som der var før.
Desuden kan myrernes dominans sprede ringe i økosystemet, når de udsletter alle andre myrearter og også mange andre insektarter. Dermed kan fødegrundlaget for arter længere oppe i fødekæden forsvinde.
Røde brandmyrer skaber rædsel i USA
Argentina-myren er ikke den eneste superkolonidannende myre, der skaber store problemer, hvor end de kommer frem.
Se den fantastiske video af myrernes fortvivlede kamp mod tumlefluen ved at klikke på ikonet.
I USA har den røde amerikanske brandmyre holdt landet i et jerngreb siden 1930erne. Den røde amerikanske brandmyre er også importeret fra Argentina, men i modsætning til Argentina-myren er den en ubehagelig fætter for os mennesker.
Den røde amerikanske brandmyres stik er lige så kraftigt som et bistik, og med superkolonier kan der være flere milliarder af dem på et relativt lille område - fordelt på tuer, der stikker op over alt i landskabet. Derfor bekæmpes den også med alle midler i de områder, hvor den hærger.
»Den røde amerikanske brandmyre er håbløs at bekæmpe i stor skala. Det koster den amerikanske stat millarder af dollars om året til bekæmpelse af myren, tab af afgrøder og medicin til folk, der bliver stukket. Den er et kæmpe problem,« fortæller Jes Søe Pedersen.
Mutanter kan betyde enden for superkolonierne
Jes Søe Pedersen er del af en forskningsgruppe på Center for Social Evolution, der prøver at finde ud af, hvorfor superkolonierne kan eksistere, selvom de evolutionært burde være slettet fra landkortet.
Der er mange ting, som egentlig burde lægge en superkoloni ned. Eksempelvis vil én dronning, der er mutant og kun lægger dronninge-æg kunne sprede sine efterkommere meget hurtigt i kolonien. Da dronningerne er de eneste, der lægger æg, vil én dronning hurtigt blive til flere tusinde dronninger.
Hvis dens afkom også kun får dronninger, vil det være optimalt for myrer med netop det gen, som hurtigt ville blive dominerende i kolonien. Dog vil der til sidst ikke være nogen arbejdere til at holde kolonien kørende.
Myrer kan selv gradvist nedsmelte en superkoloni
»Netto giver det en genetisk nedsmeltning af en superkoloni, da mutationer ophobes i superkolonien, som tiden går. Selv dronninger, der ikke lægger arbejder-æg, vil også blive passet af andre dronningers arbejdere. Myrerne har indtil nu vist en ekstrem form for social adfærd, men vi vil meget gerne se, om evolutionen her sætter en grænse for, hvor social man egentlig kan være,« forklarer Jes Søe Pedersen.
Forskningsgruppen fra Center for Social Evolution undersøger de superkolonidannende myrers genetik og duftprofil for at finde ud af mere om dem individuelt, men Jes Søe Pedersen og hans kollegaer er også ude i felten, hvor de prikker til myretuerne for at studere myrernes adfærd. Her er det primært Argentina-myren og den invasive havemyre, der bliver studeret.
