Mange tusinde år gammel luft fanget i isen på Antarktis røber, at atmosfærens indhold af gassen metan er steget, samtidig med at en stor mængde isbjerge i flere omgange har løsrevet sig fra den nordamerikanske iskappe og er drevet ud i havet i løbet af den seneste istid.
Det tyder på, at isbjergene og dermed den øgede mængde af ferskvand i Nordatlanten har medført globale klimaforandringer, skriver en international gruppe af forskere i det videnskabelige tidsskrift Science.
Isbjergene har tilsyneladende ændret strømningerne i havet og i atmosfæren, så troperne har fået mere regn. Vådområderne er vokset, og da der udledes metan i forbindelse med, at planter rådner i vådområder, er der kommet mere metan i atmosfæren.
Målemetoden er københavnsk
Thomas Blunier, der er professor på Center for Is og Klima ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, har været med til at analysere den antarktiske is, ligesom han tidligere har været med til at undersøge metan-indholdet i grønlandske iskerner.
Faktisk er den meget præcise målemetode, der benyttes i det nye studie, udviklet i København, fortæller han.
De nøjagtige metan-målingerne fortæller forskerne, at atmosfærens metan-indhold i fire omgange er steget, samtidig med, at mængder af isbjerge har løsrevet sig fra den arktiske is. Tidspunkterne for isbjergenes løsrivelse kender man fra aflejringer på havbunden.
»Når man ændrer noget i Nordatlanten, har det altså tilsyneladende en effekt i troperne. Det er ret overraskende, at vi har disse sammenhænge,« siger Thomas Blunier.
»Den større mængde ferskvand i Nordatlanten må have medført et skift i positionen for den intertropiske konvergenszone. Det har bevirker ændringer i nedbørsmønstret i troperne.«
Fire sammenfald mellem isbjerge og metan er næppe et tilfælde
Seks gange i løbet af den seneste istid, der prægede klimaet for mellem 110.000 og 12.000 år siden, har Nordatlanten fået besøg af masser af isbjerge, der efterhånden smeltede og tilførte havet ferskvand. I fire af tilfældene - for cirka 48.000, 39.000, 24.000 og 16.000 år siden - steg atmosfærens indhold af metan samtidig. Klimaforandringerne varede imellem 740 og 1.520 år.
Ikke alle de såkaldte Heinrich-begivenheder, hvor isbjerge har løsrevet sig i meget stort antal, har givet øget indhold i metan i atmosfæren, og det har forskerne ingen forklaring på.
\ Fakta
Hvis man vil have informationer om atmosfærens indhold under den seneste istid, skal man bore sig et godt stykke ned i isen på Antarktis. Her har de øverste par kilometer is nemlig lagt sig efter istiden. Forskerne borede ned i den vestantarktiske iskappe og fik data fra 1.740 meters iskerner, der rakte ned til en dybde på 3.404 meter under overfladen. Det svarer til is, der er mellem 67.200 og 9.800 år gammelt.
»Sammenfaldet passer ikke på alle Heinrich-begivenhederne, kun fire ud af seks. Det forstår vi ikke helt,« fortæller Thomas Blunier og fortsætter:
»Endnu er sammenhængen mellem isbjergene og atmosfærens metan-indhold da også blot en hypotese, for vi har jo ikke bevist en sammenhæng. Der er korrelation, men det beviser ikke en kausalitet. Men hypotesen giver god mening.«
»Nu kan de forskere, der udvikler modeller for klimaet, prøve at finde ud af, om de nye resultater kan få det hele til at passe bedre sammen. Desuden kan fremtidige målinger fortælle mere om fortidens havis og havstrømme, og det vil måske bakke op om hypotesen.«
Klimaet bliver påvirket globalt
Marit-Solveig Seidenkrantz er professor på Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, og hun har læst den videnskabelige artikel, som hun synes er et fint indspil til klimateorierne.
»Det er endnu et studie, der gør det klart, hvor stor sammenhængen er for klimaet globalt set. Det hele hænger sammen. Isbjerge i Nordatlanten kan påvirke nedbørsforhold i troperne,« siger hun.
»Når der er kraftige isbjergdannelser, så går Golfstrømmen ikke så langt mod nord. Ikke blot bliver Nordatlanten koldere, ferskvandet fra isbjergene svækker også havcirkulationen, så det varme vand forbliver sydpå. Og det har så medført mere regn i troperne, som ikke var meget anderledes under istiden.«
Endnu en brik i det store puslespil
Studier som dette kan bruges til at forbedre klimamodellerne, så vi også kan blive klogere på, hvordan fremtidens klima bliver. Det er ikke mindst vigtigt i forhold til den menneskeskabte globale opvarmning.
»Det er vigtigt, at vi forstår det mekanismer, der er på spil. Så kan vi bedre forholde os til fremtidens klimaudvikling. Det er jo blandt andet derfor, vi laver studier som dette,« lyder det fra Marit-Solveig Seidenkrantz.
»En enkelt undersøgelse vil aldrig kunne forklare det hele, for puslespillet samles af alle de brikker, som de enkelte studier udgør. Og dette er en fin brik.«
