Mææhh….Mææhhh. Mæææh…
For os mennesker lyder det grangiveligt, som om de tre geder fra hver deres verdenshjørne har ét og samme sprog, men det er faktisk ikke tilfældet, viser ny forskning. Gedernes brægen udvikler sig og tager farve af, hvor i verden, dyrene vokser op og hvilke venskaber, de hver især stifter.
Det viser et nyt studie, der er gennemført ved Queens Mary’s School of Biological and Chemical Sciences i London.
»Den gængse teori har hidtil været, at det blandt pattedyr stort set kun er mennesket, der er født med en evne til at ændre sin udtale, så den tilpasser sig til den, der er fremherskende i resten af flokken. Det nye studie sætter spørgsmålstegn ved denne teori ved at vise, at geder langt hen ad vejen er i stand til at gøre det samme,« siger adfærdsbiolog Alan McElligott, der har været med til at gennemføre studiet.
Forskerholdet måtte lytte til megen brægen for at nå frem til sit resultat, og for at holde styr på det og bevare overblikket over de mange kid, delte forskerne dem ind i fire grupper efter deres genetiske ophav. Dyrenes brægen blev nu optaget på to forskellige tidspunkter under deres opvækst:
1. Da kiddene var én uge gamle, og deres mødre stadig holdt dem skjult for rovdyr.
2. Da kiddene var fem uger gamle og legede med andre gedekid på samme alder.
Vokal plasticitet er et væsens evne til at ændre lyden af deres stemme på baggrund af input fra deres omgivelser - det kan være socialt samvær med andre individer fra samme art.
Forskerne lyttede grundigt til kiddenes forskellige måder at bræge på, og kunne ved hjælp af avanceret computerteknik spotte, hvilke kids brægen, der var mest enslydende.
De gedekid, der holdt sig til samme sociale gruppe under deres opvækst, havde mere enslydende kald, end de gedekid, der flakkede rundt mellem forskellige grupper, viste studiet.
»Kid, som havde et stort sammenfald mellem gener, brægede på samme måde, hvilket i sig selv ikke er så overraskende. Mere bemærkelsesværdigt var det, at kid, som voksede op i samme gruppe, også havde en meget enslydende vokal, som oven i købet blev mere og mere ensartet, efterhånden som de blev større. Det indikerer, at gedekid tilpasser deres brægen efter de andre og på den måde udvikler dialekter,« fortæller adfærdsbiologen Elodie Briefer, som udgør forskergruppens anden part.
Det nye studie stiller spørgsmålstegn ved forestillingen om, at evnen til at udvikle en dialekt er speciel for mennesket. Forskernes mistanke er, at det snarere er en evne, som alle pattedyr i en eller anden grad er blevet udrustet med gennem evolutionen.
Og det giver god mening - for jo bedre man som flokdyr kan gøre sig forståelig over for sine artsfæller, des større chance må chancen for at overleve og videregive sine gener til efterkommerne også være.
»Noget tyder på, at gedekid såvel som andre pattedyr har mere mellem ørerne, end vi forestiller os. Forskningen fremhæver i hvert fald tankeprocesser, som dyrene mestrer, men hvis eksistens man indtil nu ikke har kendt,« slutter McElligott.
Resultaterne er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Animal Behaviour.
Spændende artikel.
Det lyder som et ret kontroversielt fund, selvom det lyder som om, at det sagtens kunne være rigtigt.
Man har antaget, at det var sjældent, at pattedyrs kommunikation/sprog var påvirket af miljøet, og at deres lyde ville være de samme også hvis de blev født og levede i "isolation" fra artsfæller. Altså at deres lyde var medfødte og upåvirkelige af miljøfaktorer.
Nu har jeg læst primærartiklen, og derfor vil jeg lige præcisere, at det drejer sig om et eksperimentelt forsøg på geder i fangenskab og relativt gode forsøgsbetingelser, så det er lettere at udelukke andre ukendte faktorer hos gederne i undersøgelsen.
Det drejer sig om 4 grupper med hhv 3,3,4 og 3 mødre og ml 5-7 gedekid. Alle har samme far, så de er enten halv- eller helsøskende som vokser op i den lille gruppe. Der er indsamlet 8 optagelser af hvert kid efter 1 og 5 uger. Dette er råmaterialet som danner grundlag for artiklen, som altså antyder en flexibilitet i sproget hos en pattedyrart, som man ikke ville have regnet med. (Så det vil med garanti også blive undersøgt på andre pattedyrarter via eksperimentelle undersøgelser også.)
Iøvrigt nævnes der, at man indtil videre har påvist vokal plasticitet hos følgende dyrearter: Mennesket, enkelte non-humane primatarter, elefanter, flagermus, papegøjer, sangfugle og kolibrier.
Men det er som sagt sådan, at man netop har haft en ide om, at mennesket i særdeleshed adskilte sig fra andre pattedyr ved den vokale plasticitet, og at det måske er pga. manglende undersøgelser på området af andre pattedyrarter at man har undervurderet de andre dyrearter...
Mvh Dorte