Gedekid har dialekter
Geder fra forskellige egne bræger ikke på samme måde – ligesom os mennesker har de dialekter, viser ny forskning. De tilpasser deres sprog efter dem, de hænger ud med.

Gedekid kan godt lide at lytte til og blive inspireret af hinandens måde at bræge på. Finder én af flokken på noget nyt, følger de andre straks efter. (Foto: Colourbox)

Mææhh….Mææhhh. Mæææh…

For os mennesker lyder det grangiveligt, som om de tre geder fra hver deres verdenshjørne har ét og samme sprog, men det er faktisk ikke tilfældet, viser ny forskning. Gedernes brægen udvikler sig og tager farve af, hvor i verden, dyrene vokser op og hvilke venskaber, de hver især stifter.

Det viser et nyt studie, der er gennemført ved Queens Mary’s School of Biological and Chemical Sciences i London.

»Den gængse teori har hidtil været, at det blandt pattedyr stort set kun er mennesket, der er født med en evne til at ændre sin udtale, så den tilpasser sig til den, der er fremherskende i resten af flokken. Det nye studie sætter spørgsmålstegn ved denne teori ved at vise, at geder langt hen ad vejen er i stand til at gøre det samme,« siger adfærdsbiolog Alan McElligott, der har været med til at gennemføre studiet. 

Omflakkende kid havde ingen dialekt

Forskerholdet måtte lytte til megen brægen for at nå frem til sit resultat, og for at holde styr på det og bevare overblikket over de mange kid, delte forskerne dem ind i fire grupper efter deres genetiske ophav. Dyrenes brægen blev nu optaget på to forskellige tidspunkter under deres opvækst:

1. Da kiddene var én uge gamle, og deres mødre stadig holdt dem skjult for rovdyr.
2. Da kiddene var fem uger gamle og legede med andre gedekid på samme alder.

Forskerne lyttede grundigt til kiddenes forskellige måder at bræge på, og kunne ved hjælp af avanceret computerteknik spotte, hvilke kids brægen, der var mest enslydende.

Fakta

Vokal plasticitet er et væsens evne til at ændre lyden af deres stemme på baggrund af input fra deres omgivelser - det kan være socialt samvær med andre individer fra samme art.

De gedekid, der holdt sig til samme sociale gruppe under deres opvækst, havde mere enslydende kald, end de gedekid, der flakkede rundt mellem forskellige grupper, viste studiet.

»Kid, som havde et stort sammenfald mellem gener, brægede på samme måde, hvilket i sig selv ikke er så overraskende. Mere bemærkelsesværdigt var det, at kid, som voksede op i samme gruppe, også havde en meget enslydende vokal, som oven i købet blev mere og mere ensartet, efterhånden som de blev større. Det indikerer, at gedekid tilpasser deres brægen efter de andre og på den måde udvikler dialekter,« fortæller adfærdsbiologen Elodie Briefer, som udgør forskergruppens anden part.

Pattedyr har noget mellem ørerne

Det nye studie stiller spørgsmålstegn ved forestillingen om, at evnen til at udvikle en dialekt er speciel for mennesket. Forskernes mistanke er, at det snarere er en evne, som alle pattedyr i en eller anden grad er blevet udrustet med gennem evolutionen.

Og det giver god mening - for jo bedre man som flokdyr kan gøre sig forståelig over for sine artsfæller, des større chance må chancen for at overleve og videregive sine gener til efterkommerne også være.
»Noget tyder på, at gedekid såvel som andre pattedyr har mere mellem ørerne, end vi forestiller os. Forskningen fremhæver i hvert fald tankeprocesser, som dyrene mestrer, men hvis eksistens man indtil nu ikke har kendt,« slutter McElligott.

Resultaterne er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Animal Behaviour.

Det sker