I dag findes der cirka 9.000 øgle- og slangearter i verden. De varierer fra centimeterlange slanger til de enorme komodovaraner.
På et tidspunkt for millioner af år siden havde de alle én fælles forfader.
Men siden dengang har evolutionen foretaget så mange krumspring, at forskerne nu klør sig i hovedet.
Et nyt studie peger nemlig på det problem, at to forskellige analyseteknikker fortæller to vidt forskellige historier om reptilgruppens udvikling.
En af dem må tage fejl. Men hvilken?
Fysiologisk set gammel leguan…
Morfologi handler om at etablere slægtskab og gruppetilhørsforhold baseret på fysiske træk. Det kan være så simpelt som at se forskel på hove og poter, eller så svært som at finde bittesmå variationer i kæber eller hofteben.
Et alternativ til morfologi er genanalyser. Man ser efter ligheder i arvematerialet, som man kan bruge til at bestemme, hvem der er nære og fjerne slægtninge på slægtstræet.
Forskerne har vurderet udseende, meget længere end de har set på gener, og morfologien har fortalt en ganske simpel historie om øglerne:
På et tidspunkt i forhistorien blev gruppen Iguanidae, som indeholder leguanerne og kamæleonerne, splittet fra resten af skælkrybdyrene. Gruppen med alle de andre øgler fik navnet Scleroglossa, og inkluderer gekkoer, slanger, skinker og varaner.
Øglerne i Iguanidae-slægten har nemlig en bunke af urtræk, som for eksempel udstrakt brug af synssansen og en klistertunge til at fange mad med. Det er egenskaber, vi har fundet hos vældig gamle reptilfossiler, og som forskerne dermed regner med indikerer en lang slægtslinje.
Scleroglossa-øglerne har nyere træk, som forskerne mener er en videreudvikling af Iguanidae-trækkene. Det er for eksempel slangernes delte tunge, og det at bruge kæben mere end tungen til at fange mad.
Dermed antager de, at slangerne og varanerne er opstået senere end leguanerne og kamæleonerne.
…men ung i genetikkens øjne
Problemet er bare, at de senere års genanalyser fortæller en helt anden historie:
Ifølge genetikerne er leguanerne meget yngre end som så – både de og slangerne opstod som grupper, længe efter at gekkoerne og skinkerne blev siet fra som grene på livstræet.
Det, som har været set som urgamle kendetegn ved leguanerne og kamæleonerne, er i højere grad egenskaber, som først opstod blandt urøglerne. Så forsvandt de gennem årenes løb, før de blev udviklet på ny i Iguanidae-gruppen.
Udadtil ser det altså ud som om, de har en masse tilfælles med ældgamle øgler – men det er kun udenpå…
At en egenskab opstår to gange hos to arter, som er langt fra hinanden, både i slægtskab og i tid, er ikke noget nyt. Men det er svært at finde frem til uden genanalyser.
Dobbeltevolution eller baglænsevolution?
Et studie i tidsskriftet Science opsummerer øglekontroversen og foreslår et par hypoteser for, hvorfor den ene eller den anden teori er den rigtige.
For eksempel kan det ske, at det at udvikle det samme træk to gange er meget mere almindeligt i nogle dyrefamilier, end forskerne har troet. I så fald er genstudierne korrekte.
På den anden side: Hvis genetikerne har ret, må der være sket enormt meget 'baglænsevolution' – et træk er opstået, for så at forsvinde igen og blive erstattet af en mere primitiv form for tilpasning.
Forskerne, som ser på kropstræk, mener, at det er meget usandsynligt, at sådan en evolution er sket igen og igen.
De foretrækker at tro, at det er genetikerne, som ikke har forstået, at også generne er udsat for naturlig evolution og kan være blevet påvirket til at se nye ud, når de egentlig er gamle.
Vi kan ikke give svaret for nu
Dette er tidspunktet, hvor forskning.no som regel forsøger at rydde det faglige rod op og fortælle, hvordan tingene egentlig hænger sammen. Men hverken vi eller forskerne kan gøre det denne gang.
»Det, vi står tilbage med, er en gåde,« skriver hovedforfatter Jonathan Losos og hans kolleger i artiklen.
De sætter deres lid til, at fremtidige studier vil afsløre, hvor gammel leguanslægten egentlig er, og dermed om det er generne eller fysiologien, der lyver. Jonathan Losos og kolleger trøster sig med, at der ikke er nogen grund til at tro, at øglerne er den eneste dyregruppe med dette problem.
Det er ikke sådan, at øgleforskerne har haft dårlige værktøj indtil nu, men nye teknikker har desværre en tendens til at gøre ting mere komplicerede i stedet for at gøre dem mere simple. Bare spørg dem, der fandt ud af, at klippegrævlingen egentlig er i slægt med elefanterne.
Fremtidens teknologier lover afsløringer, vi aldrig kunne have forestillet os, skriver forskerne. Og hvem ved, måske viser det sig, at dinosaurerne egentlig var en slags kamæleon?
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
