Zeus-statuen var 7. vidunder og et stærkt politisk billede

I cirka 430 f.v.t. afslørede den athenske billedhugger, Phidias, sit seneste værk – en majestætisk statue af den øverste græske gud, Zeus.

Bystaten Elis havde bedt Phidias lave en statue af Zeus, som ville bibeholde Olympias status som én af de vigtigste helligdomme i den græske verden.

Phidias havde succes og den 13 meter høje og 6 meter bredde statue af Zeus i guld og elfenben blev hurtigt berømt i hele den antikke verden.

…hvor vi blot undres over de andre seks vidundere, så knæler vi foran denne ene i ærbødighed, fordi dygtigheden i udførelsen er så utrolig, som billedet af Zeus er helligt…

Ukendt forfatter, De septem orbis spectaculis, oversat efter H. Johnstone 1995

Statuen er gået tabt og forsvundet for længst, men ud fra adskillige litterære kilder, som beretter om den fremragende kvalitet, effekten på beskueren og de mange detaljer på statuen, kan vi i dag rekonstruere statuen og give et indtryk af, hvordan den har set ud i antikken.

Hår og skæg i guld, hænder og fødder i elfenben

Den mest grundige og detaljerige beskrivelse af Zeusstatuen i Olympia findes hos den græske turist og forfatter, Pausanias, som i det 2. århundrede e.v.t. rejste rundt i den græske verden og beskrev alt, hvad han så og oplevede i 'Description of Greece'.

Udover størrelsen fortæller Pausanias også om selve den tekniske udførelse. Kernen af statuen var i cedertræ og beklædt med elfenben, ibenholt, bronze, guld og ædelsten. Zeus havde en olivenkrans på hovedet og øjnene var indlagt i ædelsten.

Det viltre hår og skæg var i guld, og hoved, hænder og fødder var i poleret elfenben. Han var iført en kåbe og et par sandaler i guld, hvor kåben var dekoreret med dyre- og blomstermotiver.

Ifølge Pausanias havde Zeus i den venstre hånd et scepter med en ørn, som symboliserede magten over jorden. I den højre udstrakte hånd stod Nike – den bevingede gudinde for sejr. Zeus hvilede fødderne på en taburet, hvis ben var udformet som løver.

Udtrykket i statuen var maskulint, muskuløst, viltert, stoisk og alvorligt, og Zeus skulle repræsentere adskillige facetter af datidens samfund. Statuen var ikke blot et kunststykke, men også en manifestering af guden i et jordisk materiale, et politisk billede og en aktiv del af helligdommens leben.

Statue og tempel blev Olympias religiøse centrum

Tronen, hvorpå Zeus sad, var smykket med guld og halvædelsten. Den havde fire ben, hvor imellem der var indsat afstivere. Disse afstivere var derefter dækket med marmorplader, som var bemalet med mytiske fortællinger.

Blandt andet kunne man se en amazonomaki-frise: kampen mellem amazonerne og grækerne (det barbariske mod det civiliserede).

Tronen var yderligere besmykket med figurer af Nike, årstiderne og Gratierne – gudinder for ynde og skønhed – og Herakles' kamp mod den nemæiske løve blot for at nævne nogle få.

På et andet billede kunne man se Herakles sammen med Theseus, samt mere dramatiske scener, hvor Apollon og Artemis angreb Niobiderne – alle sammen myter fra den græske sagnkreds. Foran tronen fandtes et lavt bassin, hvori der var olivenolie, som skulle smøres på elfenbenet på statuen, så det ikke krakelerede.

Statuen var placeret i cella (det centrale rum) i Zeustemplet i Olympia. Dette tempel blev bygget mellem 470-456 f.v.t. af krigsbyttet fra Elis' sejr over den rivaliserende bystat, Pisa. Templet var bygget i den lokale kalksten med skulptur og tagsten i marmor.

Det var placeret på et hævet fundament med 6 x 13 søjler, og på templet kunne man se adskillige skulpturgrupper, som alle havde Zeus som en central figur. Både tempel og statue af Zeus forblev omdrejningspunktet for den religiøse aktivitet i Olympia i mange århundreder.

Vidunder og mysterium

I senantikken blev Romerriget gjort kristen og i 391 e.v.t. beordrede kejseren, Theodosius I, at statuen af Zeus skulle skilles ad, og at guldet skulle fjernes. Få år senere blev De Olympiske Lege forbudt på grund af den hedenske baggrund, og i 426 e.v.t. beordrede Theodosius II, at templerne skulle ødelægges.

Statuen forsvandt muligvis i samme periode.

Hvad der præcis sker med statuen vides ikke, men i 426 e.v.t. blev Zeustemplet beskadiget af en brand og i løbet af det følgende århundrede ændrede floden Alpheios kurs og oversvømmede dele af helligdommen.

Olympia var også ramt af jordskælv, og både sammenlagt såvel som hver for sig kunne disse katastrofer med brand, oversvømmelse, lynnedslag og jordskælv have ødelagt Zeusstatuen totalt. Men der er ikke fundet nogen rester af statuen i Olympia, og ifølge historikeren Georgios Kedrenos er det sandsynligt, at statuen blev flyttet til Konstantinopel (den nye hovedstad i det romerske rige), hvor statuen skulle være blevet ødelagt under en brand i enten 462 eller 475 e.v.t.

Statuen udtrykte både et enestående kunststykke samt et stærkt politisk billede, som skulle vise bystaten Elis' og Olympias position udadtil. Symbolikken i statuen sammenholdt med resten af skulpturen fra Zeustemplet i Olympia synes at udgøre et bevidst forsøg på at give stedet en meget vigtig position i den græske religiøse bevidsthed.

Desværre forsvandt statuen, og dermed er Zeusstatuen i Olympia ikke blot et antikt vidunder, men også et antikt mysterium.