Derfor endte verden med Antikkens Syv Vidundere

Alle har hørt om Antikkens Syv Vidundere, selvom det måske nok er de færreste, der kan opremse dem alle syv fra hukommelsen.

De Syv Vidundere tæller Kheopspyramiden i Giza, Babylons hængende haver, Zeusstatuen i Olympia, Artemistemplet i Ephesos, Maussollæet i Halikarnassos, Kolossen på Rhodos og fyrtårnet Pharos ud for Alexandria.

Undersøger man selve listen nærmere, viser det sig snart, at netop denne liste med netop disse syv vidundere, som vi i dag anser som værende kanoniske, faktisk ikke fandtes i antikken. Den opstod først langt senere, nemlig i renæssancen.

Indtil da var monumenterne på listen ikke fastlåste, men forskellige monumenter optrådte på forskellige lister over de største syv arkitektoniske bedrifter.

Listerne er sjældent fuldkomne

I de antikke skriftlige kilder refereres der gentagne gange til en liste over syv seværdigheder eller syv vidundere. Det sker som oftest i beskrivelsen af et monument, der ifølge den givne antikke forfatter bør regnes blandt de syv, men desværre oplister forfatterne kun sjældent de øvrige seks.

Det tidligste eksempel, vi har på en reel liste fra antikken over syv vidundere, stammer fra den hellenistiske periode (323-31 f.v.t.).

På et stykke beskadiget papyrus, der var blevet genanvendt i en mumiekiste fra Abusir-el-Melek i Ægypten, fandt man i begyndelsen af det 20. århundrede en oplistning, der starter med 'De Syv…', hvorefter det desværre kun er første bogstav af næste ord, der er bevaret, nemlig det græske theta. Det kunne meget vel være en liste over de syv seværdigheder (theamata) eller vidundere (thaumata).

Ikke mindst fordi listen opremser Artemistemplet i Ephesos, pyramiderne i Giza samt Maussollæet i Halikarnassos, mens resten af listen – og med den de fire sidste monumenter – desværre er gået tabt for eftertiden.

En guidebog til store arkitektoniske bedrifter

Ser vi nærmere på den hellenistiske periode, giver det god mening, at listen over de syv underværker opstod i denne tid: Alexander den Stores erobringer medførte, at den græske verden voksede og kom til at indbefatte det østlige Middelhavsområde.

Samtidig blev verden også mindre – forstået på den måde, at det aldrig tidligere i historien havde været lettere at rejse på tværs af den kendte verden, om end det fortsat var forbeholdt en særlig privilegeret samfundsklasse og endnu også var et dristigt foretagende.

De Syv Vidundere blev netop i denne periode benævnt som 'seværdigheder' – listen var på den måde en art guidebog til menneskehedens største arkitektoniske bedrifter. Den hellenistiske periode udgjorde altså på flere måder et naturligt afsæt for en liste som denne.

Noahs ark var på listen i en periode

Følger man listens udvikling op igennem antikken, fortsætter idéen med en liste over syv vidundere med at være vidt udbredt, også i den romerske verden. Der er fortsat en variation i hvilke monumenter, der er med på listen.

Nogle af de vidundere, som blev sorteret fra og erstattet undervejs, er Babylons bymur, Dronning Semiramis’ obelisk, også i Babylon, og det hornede alter på Delos.

I senantikken opnåede også Salomons Tempel i Jerusalem såvel som Noahs Ark at blive medregnet på listen.

En liste nåede op på 30 vidundere

Det viser tydeligt, at der på daværende tidspunkt ikke længere var tale om en 'guidebog' over seværdigheder, som man kunne rejse ud og se.

Listen derimod var blevet en optegnelse over de prægtigste menneskeskabte monumenter nogensinde – monumenter som kendtes fra skriftlige kilder, og som ikke nødvendigvis var bevaret for eftertiden.

I middelalderen fortsatte fascinationen, selvom her også ses flere lister med otte vidundere – ja, endda endnu flere, såsom en middelalderlig liste i Vatikanets bibliotek, der opremser intet mindre end 30 vidundere i verden.

I renæssancen vandt antallet syv igen frem, og den fornyede interesse for listen bidrog også til dens endelige kanonisering, og dermed fødtes altså listen over Antikkens Syv Vidundere, som vi kender den i dag.

Tallet 7 spiller en mytologisk rolle

Det synes naturligt at spørge, hvorfor netop tallet 7 kom til at danne omdrejningspunktet for listen? Svaret kan, ikke overraskende, spores tilbage til antikken.

Blandt følgerne af den græske filosof og matematiker Pythagoras (6. århundrede f.v.t.) opstod tanken om, at universet er struktureret efter talforhold – at alle begivenheder er styret af en enslydende rytme med intervallet 7. Dette gælder alt fra menneskets udvikling til kosmiske begivenheder.

Selvom vi i dag måske forholder os skeptiske over for denne talstruktur, har vi fortsat syv ugedage, ligesom de fleste af os har hørt tale om syvårskrisen i et ægteskab.

Tallet 7 spiller en central rolle i antik mytologi såvel som i alverdens religioner – for eksempel skabte Gud jorden på syv dage, ligesom fadervor indeholder syv bønner. Den katolske kirke har syv sakramenter, Allah skabte ifølge Koranen syv himle oven på hinanden, muslimske pilgrimme går syv gange rundt om templet i Mekka.

Eksemplerne er utallige, og tænker man først over det, så er tallet 7 allevegne – vi har syv kontinenter og syv verdenshave, syv dyder og syv dødssynder, ligesom visdommen har syv søjler, blot for at nævne nogle få.

De Syv Vidundere har været et populært emne i mere end 2.000 år – Antikkens Syv Vidundere er dermed ikke blot en kilde til fascination igennem årtusinder, men også på tværs af verden såvel som på tværs af menneskehedens historie.