Da kong Valdemar Atterdag i 1375 blev begravet i sin borg i Vordingborg på Sydsjælland, var det et farvel til en af de mest betydningsfulde konger i danmarkshistorien.
Dét Danmark, Valdemar Atterdag overtog ved sin tronbestigelse, var i stor udstrækning et pantsat og splittet kongerige, men ved sin død havde han samlet riget igen.
Efter sin død blev Valdemar Atterdag efter eget ønske begravet på borgen i Vordingborg, som han havde lade udbygge til rigets største kongeborg og dermed et af landets absolutte magtcentre.
Et usædvanligt træk, fordi ingen anden konge havde valgt Vordingborg som begravelsessted før ham.
Men kongen skulle kun to år efter blive gravet op igen og genbegravet i Sorø efter ønske fra datteren, dronning Margrete I. Hun bad paven om lov til at flytte faren og fik tilladelsen, men fulgte mærkværdigvis aldrig sin egen officielle årsag til ønsket, hvilket vi vender tilbage til.
LÆS OGSÅ: Valdemar Atterdags pavebesøg koblede politik og religion
Valdemar ville begraves i Vordingborg
Det fortæller arkæolog Lars Sass Jensen, der i øjeblikket skriver ph.d.-afhandling om borganlægget i Vordingborg fra Valdemar den Stores borg i 1100-tallet til ca. 1400.
»Det var efter min mening ikke tilfældigt, at Valdemar Atterdag lader sig begrave som den første konge i Vordingborg. Et sted han havde ombygget og udvidet i en grad, at det var blevet til Danmarks største kongeborg. Forbilledet til noget sådan kan meget vel komme fra Den Tyske Orden,« siger Lars Sass Jensen, der er middelalderarkæolog og videnskabelig assistent på Aarhus Universitet.
LÆS OGSÅ: Nye fund omskriver historien om Danmarks største borg
Den Tyske Orden var en ridderorden, stiftet i forbindelse med korstogene, og som besad store landområder i det nuværende Nordtyskland, Polen og Baltikum,l og Valdemar Atterdag besøgte i 1346 ordenen i forbindelse med salget af Estland.
»På sin rundrejse stifter han intensivt bekendtskab med ordenens borge, deres arkitektur og monumentale udtryk. Desværre har vi ikke et detaljeret kendskab til hvilke borge, kongen besøger, men stormesterens residens på Marienburg kan meget vel have været blandt. Marienburg var stedet, hvor stormestrene fra 1335 og i hele Valdemar Atterdags regeringstid lod sig begrave. Jeg tror, at Valdemar har ladet sig inspirere af Den Tyske Orden,« siger Lars Sass Jensen.
Arkæologiske fund tyder på inspiration fra Tyskland
Lars Sass Jensen har i forbindelse med etableringen af Danmarks Borgcenter og reetableringen af voldgraven omkring borgen Vordingborg i 2012-2013 fundet bygningsrester, der supplerer og udfordrer arkæologernes hidtidige viden, om hvordan Vordingborg så ud, og noget tyder på inspiration fra Tyskland.
»Den direkte påvirkning af Valdemars besøg hos Den Tyske Orden i den danske borgarkitektur er svær at spore idet vi kun har meget lidt af bygningsmassen bevaret, men under udgravningen fandt vi delene af gavl fra et af borgens tårne, det ottekantede Ormetårn. Gavlen var prydet med en blændingsdekoration, som vi kender fra vore middelalderkirker og som leder tankerne hen imod det nordtyske område,« siger Lars Sass Jensen.
LÆS OGSÅ: Harald Blåtand kæmpede for den danske mønt
»Gåsetårnet har endvidere på ydersiden en dekoration af sortbrændte munkesten, som danner et rudemønstret bånd omkring tårnet. Dette er en dekorationsform, som blev udviklet i området under Den Tyske Orden og som ses på utallige af deres borge,« siger Lars Sass Jensen.
Lars Sass Jensen mener, at Valdemar både gennem arkitektur og valg af begravelsessted, sender bevidste politiske signaler om tilhørsforhold.
»Valdemar Atterdags valg af begravelsessted er måske det mest direkte tegn på inspiration fra Den Tyske Orden. Vordingborg var en blandt mange kongeborge som kongen udbyggede i sin regeringsperiode, men Vordingborg blev den største og kan vel betragtes som hans hovedborg.«
»Kongen ønskede selv at blive begravet her og hele borgen må dermed have fremstået og fungeret som et monument over hans gerning og politiske ambitioner i Østersøområdet med ham selv som centrum,« siger Lars Sass Jensen.
Valdemar bliver gravet op igen
Allerede i 1377 bliver Valdemar Atterdags gravfred dog forstyrret. Datteren – Danmarks stærke dronning Margrete I – anmoder paven om tilladelse til at få Valdemars og moren, dronning Helvigs, jordiske rester flyttet til Sorø fra henholdsvis Vordingborg og Esrum, så de kan hvile i fred sammen.
»Den officielle begrundelse for at flytte Valdemars jordiske rester var, at ”gudsdyrkelsen i nævnte kapel [på borgen Vordingborg] på grund af tidens ondskab mindskes og aftager alt for meget”, som der står i tilladelsen fra Paven. For dronning Helvigs vedkommende var det, at Esrum Kloster truedes af temmelig alvorlig ødelæggelse«, siger Lars Sass Jensen.
LÆS OGSÅ: De første danske konger var sørøvere
Margrete får sin tilladelse, men flytter kun faren, mens Helvig bliver liggende. Lars Sass Jensen spekulerer derfor i, om flytningen derfor sker af politiske årsager.
»Spørgsmålet er, om det er hele baggrunden eller, om det også handler om politik. Ved at flytte Valdemar Atterdag fra Vordingborg til Sorø fjerner man også det centrale i monumentet,« siger Lars Sass Jensen.
»Det må i samtiden være blevet opfattet som et enormt symbolsk opgør med den foregående kongens selviscenesættelse og ikke mindst hans politiske ambitioner i Østersøområdet. Vordingborg husede ikke længere en kongegrav og mistede dermed en del af sin symbolske betydning,« siger arkæologen.
»Uanset hvad de bagvedliggende årsager har været, så blev resultatet, at kongens lig blev flyttet, mens dronningens blev liggende. Det kan undre, at Margrete med den pavelige tilladelse i hånden ikke førte den sidste del ud i livet, men måske var målet allerede nået,« siger Lars Sass Jensen.
Et spændende mysterium
Birgitte Bøggild Johannsen, der er forsker ved Nationalmuseet og bidragyder til bogen ’Danske Kongegrave’ har også beskæftiget sig med Margrete I’s flytning af sin fars grav.
»Jeg er sikker på, at der har været en god grund til, at hun gjorde som hun gjorde siger Birgitte Bøggild Johannsen.
»Margrete er fantastisk målrettet med hensyn til sin erindringspolitik, både for sin nærmeste familie, sine fjernere forfædre og for andre personer, der hørte til hendes kreds. Det gjorde hun ved at lade oprette gravmonumenter eller indstifte liturgiske mindehandlinger ved flere forskellige kirker rundt om i landet. Men hvorfor hun alligevel fravalgte at flytte morens grav fra Esrum, er stadigvæk et mysterium«, siger Birgitte Bøggild Johannsen og uddyber:
»Margrete ønsker utvivlsomt bevidst at fokusere på bedsteforældrenes, Christoffer II og Eufemias gravkirke i Sorø. Herved distancerer hun sig fra faderens, Valdemar Atterdags eventuelle planer om at lægge vægten på Vordingborg Slot som kongelig gravplads. Det er tydeligt, at Margrete ønsker at styrke cistercienserkirken i Sorøs status som et gravkompleks for sine forfædre, sin søn, og sig selv,« siger Birgitte Bøggild Johannsen.
LÆS OGSÅ: Tæt på fældende bevis: Harald Blåtand byggede vikingeborg
Begravelser er storpolitik også i dag
Begravelser var storpolitik i middelalderen, og er det også i dag, siger Birgitte Bøggild Johannsen.
»Generelt er valget af gravsteder og udformningen af selve monumenterne for konger og andre højstatuspersoner altid forbundet med erindrings- og glemselspolitik, ligesom senere tiders ødelæggelser og eventuelle flytninger af grave er det,« siger hun.
»Det sidste møder vi til overflod i moderne storpolitik, hvor Islamisk Stat, Taliban og andre radikale bevægelser bevidst har slettet erindringen om historiske gravanlæg blandt andet i Afghanistan, Irak og Syrien.«
LÆS OGSÅ: Enevældige konger overvågede folket
»Samtidig var det eksempelvis også meget magtpåliggende for USA og dets allierede, at der ikke blev udpeget noget konkret gravsted for eksempelvis Osama Bin Laden, Saddam Hussein og Moammed Gadaffi. Dermed undgås erindringssteder, der siden kunne være centrum for en ny gravkult,« siger forskeren.
Hun ser frem til at læse Lars Sass Jensens afhandling.
»Det er altid spændende med nye teorier, og det her lyder da interessant. Det forestår så arkæologerne yderligere at underbygge deres teser, og det gælder også for Lars Sass Jensens argumenter,« siger Birgitte Bøggild Johannsen.
