Da pestepidemien Den sorte Død i årene fra 1348 til 1350 ramte Europa med sine kata­strofale konsekvenser, opfattede flere i samtiden det som Guds straf over kristenheden, fordi paverne le­vede i overdådig luksus og rigdom i den sydfran­ske by Avignon i stedet for at residere på deres rette plads i Rom.

Den italienske digter Petrarca talte om, at kirken var i et 'babylonsk fangenskab' i Avignon på samme måde, som Israels folk i oldtiden havde været slæbt bort til trældom i Babylon. Og i svenske Birgitta af Vadstenas åbenbaringer hedder det, at der fra pavehoffet kommer 'en stank af Helvedes laster'.

Birgittas skarpe udfald har været med til at præge det negative billede af Avignontidens paver i moderne historieforskning. Det samme gælder bil­ledet af en anden fremtrædende person i datiden, den danske konge Valdemar Atterdag. Han omtales i åbenbaringerne som 'ulven'. Fra parterne selv lyder dog helt andre toner.

Paven gav Valdemar Atterdag mærker og tegn

I 1347 understregede Clemens 6. den oprigtige hen­givenhed, som Valdemar følte for paven og den ro­merske kirke. Og Urban 5. udtrykte i december 1363 – da han var blevet underrettet om, at Valde­mar var på vej til Avignon – sin store glæde over, at den ”stormægtige og fromme konge” personligt ville besøge det apostolske sæde.

Valdemar Atter­dag nåede frem til Avignon i slutningen af febru­ar 1364. Midfaste søndag, d. 3. marts, overværede han pavens fejring af messen i domkirken i Avig­non.

Under gudstjenesten overrakte Urban ham det pavelige ordenstegn, Den gyldne Rose, ligesom han til kongen og alle i hans følge uddelte et agnus dei – et lille pilgrimsmærke af voks med en frem­stilling af Guds Lam.

Paven fulgte siden op ved at udstede et brev, der tildelte kongen og alle i hans følge syv års og syv gange 40 dages aflad, når de bar deres pilgrimsmærke.

Ordenstegn, pilgrimsmærker og afladsbrev var ikke det eneste, der bragtes med hjem til Dan­mark. Valdemars besøg hos Urban resulterede i udstedelsen af knap 90 pavebreve, der gav en række begunstigelser til kongen og personer i hans følge.

Et frugtbart centrum

Før sit valg til pave havde Urban 5. været abbed i et fransk benediktinerkloster, og han fortsatte med at bære sin munkekutte også efter at være rykket ind i pavepaladset i Avignon. Pga. hans asketiske og fromme livsførelse arbejdede man allerede få år efter hans død på at få ham helgenkåret. Ifølge et brev fra 1375 støttedes bestræbelserne af den danske konge, Valdemar Atterdag, som nærede en oprigtig kærlighed til den afdøde pave. (Foto: Jean-Marc Rosier)

I den sydfranske by, som Valdemar Atterdag be­søgte i 1364, havde paverne resideret siden 1309. Men hvorfor var kirken, som Petrarca sagde, 'fan­get' i Avignon?

Den ene side af sagen var, at paverne havde vanskeligt ved at vende tilbage til Rom pga. kaotiske forhold i den evige stad. Den an­den var, at de samtidig havde svært ved at forla­de Avignon, som hurtigt havde vist sig langt bedre egnet som paveresidens end Rom.

Under opholdet i Avignon mistede paverne kontrollen med deres verdslige besiddelser i Mellem­italien og modtog ikke længere de sædvanlige ind­tægter fra godser og byer.

Derfor måtte kirken selv holde for. Fundamentet under den pavelige økono­mi blev nu afgifter ved besættelsen af kirkelige em­beder, forskellige former for beskatning af gejstlighe­den, betaling for dispensationer samt salg af aflad.

Igennem den frugtbare Rhônedal gik en af datidens vigtigste samfærdselsveje, der forbandt de store havnebyer ved Middelhavskysten med de tre største kommercielle centre i nordeuropa, Paris, Brugge og London.

Med sin beliggenhed i Rhônedalen lå Avignon langt mere centralt end Rom, når det drejede sig om at bringe penge, va­rer og personer til den pavelige kurie, og i løbet af 1300­-tallet udviklede byen sig til et europæisk centrum af første rang.

Fra 1309 til 1378 var Avignon den vestlige kristenheds hovedstad. Hjertet i byen var det pa­velige hof. Det var herfra, der ifølge Birgitta kom en stank af Helvedes laster.

Paradis eller helvede?

Indtil 1330’erne residerede paverne i det lokale bispepalæ. så opførte Benedikt 12. et prægtigt pa­lads til brug for paverne og deres hof. Ved opførel­sen og udsmykningen medvirkede nogle af tidens dygtigste arkitekter, håndværkere og kunstnere.

Valdemar Atterdags besøg ved pavehoffet i Sydfrankrig indgik i en større rundrejse (se kort nedenfor), som varede fra efteråret 1363 til sommeren 1364. Dens vigtigste formål var at føre forhandlinger med kristenhedens to ledere, den tysk-romerske kejser Karl 4. i Prag og pave Urban 5. i Avignon, om Danmarks på denne tid stærkt tilspidsede forhold til Hansestæderne. Men også muligheden for at tilvejebringe et stort fælleseuropæisk korstog mod tyrkerne, hvori Valdemar sammen med den franske konge og kongen af Cypern var tiltænkt en lederrolle, blev drøftet med kejser og pave. På kalkmaleriet i Næstved Sankt Peders kirke er kongen afbildet som en ridder, der fromt knæler i bøn foran Gudfader og den korsfæstede Jesus Kristus. Valdemar Atterdag blev slået til ridder af Kristi Grav på en pilgrimsrejse til Jerusalem i 1347. (Foto: Jens Olsen, Næstved Museum)

Læsere af Sfinx kender allerede en af dem, den italienske maler Matteo Giovannetti, der i 1342­-43 udsmykkede Clemens 6.s private gemak med en veritabel Paradishave.

Foruden pavens private gemakker og store sale til repræsentative funktioner rummede det nye pa­lads møde­ og arbejdsrum for, hvad man kunne kalde kirkens regering og centraladministration.

Vigtigst var det pavelige kancelli, der stod for ud­stedelsen af dokumenter og breve, og det apostol­ske kammer, som varetog hele den økonomiske si­de af pavestolens virke.
I alt omfattede pavehoffet i Avignon et sted mellem 500 og 700 personer. Kernen i hoffet sam­ledes dagligt til gudstjenesterne i paladsets kapel og til de fælles måltider.

At få lov at spise sammen med paven var forbeholdt særligt udvalgte personer, of­ficielt betegnet commensales, dvs. bordfæller. Ifølge Yngre Sjællandske Krønike (skrevet midt i 1300-­tal­let) fik to adelsmænd, som Valdemar i 1355 havde på en sendefærd til kurien, status af pavelige bord­fæller, og kongen selv har utvivlsomt nydt samme privilegium under sit besøg i 1364.

For besøgende som kong Valdemar og hans følge må pavepaladset i Avignon have været et sandt paradis. Hvorfor talte Birgitta da om Helve­de og stinkende laster?

Suppliker i rullevis

Baggrunden for Birgittas kritik af pavehoffet var, at kurien i løbet af Avignontiden udviklede sig til en veritabel forretning, hvor dødssynden grådig­hed ofte herskede.

I realiteten levede embedsmænd og skrivere ved kurien nemlig af at producere do­kumenter. De vedrørte bl.a. pavens besættelse afkirkelige embeder og hans beskatning af gejstlig­heden.

Men pavebrevene tildelte også forskellige former for privilegier og dispensationer og diver­se religiøse begunstigelser. Og i næsten alle tilfæl­de måtte modtagerne betale for de udstedte breve.

Sådan så Valdemar Atterdags tur ud. (Kilde: SFINX)

Et pavebrev fik man udstedt ved at indlevere en skriftlig ansøgning, en supplik, til det pavelige kancelli. Suppliken blev læst op for paven, der per­sonligt skrev Fiat, 'det ske', på den. Herefter ind­førtes suppliken i et særligt register, og kancelliet udfærdigede en pavebulle af det ønskede indhold.

Kong Valdemars anmodninger er nedfældede

Når en fyrste, som kong Valdemar, havde en lang række anmodninger om gunstbevisninger, anførtes de normalt samlet på en lang papirrul­le, en såkaldt rotulus. I forbindelse med sit besøg i Avignon i 1364 lod kong Valdemar indlevere seks sådanne rotuli.

Fire af dem, med i alt 40 forskellige anmodninger, siges at være på kongens egne veg­ne. De to sidste er indgivet til fordel for hans hus­stand og indeholder knap 50 forskellige enkeltan­søgninger.

I denne sammenhæng kan vi ikke komme ind på de politiske og de kirkepolitiske begunsti­gelser og heller ikke på, hvorledes Valdemar hos paven udvirkede tildeling af bestemte kirkelige embeder med videre til personer i sit følge. Det er de religiøse begunstigelser, vi skal se nærmere på.

En af disse, tildelingen af aflad knyttet til pil­grimsmærket, har vi allerede nævnt. Andre, som blev givet til kongen, hans døtre og hans svigersøn­ner, til slægtninge og venner blandt de nordtyske fyrster samt til en række danske adelsmænd og de­res hustruer, var begunstigelser, som var særligt re­levante for fyrster og adelige i deres personlige religiøse liv.

Tilladelser til transportable altre og relikvier

Det var for eksempel tilladelse til at have et trans­portabelt alter, således at man kunne have sin pri­vate kapellan til at fejre messe for sig på rejser, og til at høre messe, hvis man – hvad der nemt kunne ske under en rejse – kom til et område eller en by, der var under interdikt, dvs. underlagt et midlerti­digt forbud mod forrettelse af gudstjeneste.

En række af de religiøse begunstigelser, som Valdemar udvirkede hos paven, angik det danske rige. således tog paven Valdemar og hans rige un­der sin beskyttelse og gjorde dem, som det hedder, 'delagtig i Romerkirkens gode gerninger'.

Det be­tød, at de fik del i den fortjeneste, som kirken hav­de indlagt sig hos Gud igennem sine og sine hel­geners gode og fromme handlinger. Endvidere gav paven 100 dages aflad til dem, der efter anger og bod bad for kong Valdemar og hans rige.

Miniature, der forestiller Avignon i begyndelsen af 1400-tallet. Bybilledet i senmiddelalderens Avignon prægedes helt af det prægtige pavepalads. (BIllede: Bibliothèque nationale de France)

Endelig må nævnes, at flere kapeller, som Valdemar havde ladet opføre ved kongelige slotte, og som paven al­lerede i forvejen havde tildelt privilegier, nu blev udstyret også med relikvier, ligesom der blev lovet aflad til dem, der på bestemte helligdage besøgte kapellerne.

Regnskabet gøres op

Omkring midten af marts 1364 forlod Valdemar Atterdag og hans følge Avignon. Ved kurien gjorde det pavelige kammer regnskab over udgifterne ved besøget, der omfattede alt lige fra kongens mad og vin til hestenes havre og hø.

Mon Valdemar selv har gjort status over resultaterne af sit besøg, mens han i løbet af sommeren rejste hjem til Danmark? Øjensynligt har han været tilfreds, for senere send­te han en gave til paven bestående af to jagtfalke og to hvide rideheste som udtryk for sin taknem­melighed.

Hvordan skal vi som historikere gøre regn­skabet op? Den hidtidige forskning har næsten udelukkende hæftet sig ved de politiske resultater af pavebesøget og har nærmest ignoreret de religi­øse begunstigelser til Valdemar, hans rige og hans slotskapeller. De passer heller ikke ind i det tradi­tionelle billede af Valdemar som en ugudelig krop, der hverken kerede sig om kirke eller religion.

Hvad Valdemar i sit inderste tænkte om Gud og den rette religion, kan vi aldrig få at vide, men hans handlinger taler deres klare sprog – og et pa­vebesøg var grundlæggende en religiøs handling.

Når Valdemar overværede pavens messefejring, og når han knælede for Urban og modtog Den gyld­ne Rose af ham, fik han del i den hellighed, der var koncentreret i pavens person. Men tillige viste han, at han anerkendte paven som Guds repræ­sentant på jorden og betragtede sig selv som kir­kens lydige søn. Og kirkens overhoved responde­rede med at støtte op om Valdemar og hans rige med en række religiøse begunstigelser.

Historien om Valdemar Atterdags pavebesøg viser således klart, at religion og politik hang uløseligt sammen i middelalderen.