Årtierne efter den franske revolution fandt nogle af de største politiske omvæltninger i Europas historie sted:
De nye republikanske strømninger rystede de ellers velfunderede kongehuses magt, og Napoleonskrigene rev århundreder gamle stater og alliancer fra hinanden.
Magtbalancen og mange landegrænser blev forandret for altid.
Omvæltningerne ramte også Danmark, der i flere år var plaget af krig, indre uro og udenrigspolitisk pres. Og da en svensk-russisk hær i 1813 invaderede Sønderjylland og krævede Norge afstået, led Danmark sit største, territoriale tab nogensinde.
1814: Revolution og mirakler
»I 1814 var København på revolutionens rand: Folk var rasende over adskillelsen fra Norge, og man bebrejdede kong Frederik 6. alle krigens fortrædeligheder, statsbankerotten året før og alle de andre ulykker, der ramte Danmark i disse år.«
Sådan fortæller historiker Rasmus Glenthøj fra Syddansk Universitet, der har skrevet ph.d.-afhandling om adskillelsen af Danmark og Norge, som 1. maj udkommer i bogform.
Han har blandt andet fundet ud af, at adskillelsen – og det forudgående rigsfællesskab - fylder meget mere i Norges historie end i Danmarks:
»I Norge bliver 1814 ofte kaldt for ’Annus Mirabilis’ (Det Mirakuløse År), for der får man sin frihed fra Danmark og en fri forfatning, hvilket skaber grundlaget for det moderne Norge,« fortæller Rasmus Glenthøj.
»Men Danmark var den dominerende part i rigsfællesskabet - danskerne blev set som 'undertrykkerne’. Derfor passede tabet ikke ind i den nationale, danske fortælling. Og derfor har det ikke spillet den samme rolle i forhold til den historie, der er blevet fortalt i Danmark,« tilføjer han.
Kunne Danmark og Norge have fortsat sammen?
Men hvorfor var Danmark og Norge egentlig nødt til at blive adskilt? Og hvorfor hang de i det hele taget sammen, vil den moderne dansker måske spørge, da det for mange måske kan virke lidt mærkeligt, at to forskellige lande sådan kan hænge sammen.
Men for 200 år siden var en sådan sammenflikket stat som den danske – der også inkluderede de tyske hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, samt Island og kolonier i Vestindien, Afrika og Asien - en ret normal konstruktion.
Men selv i de stater, der ikke blev revet fra hinanden af Napoleonskrigene, begyndte den nye politiske strømning, ’nationalisme’, at slå revner i fællesskabet mellem folkeslag med forskellige sprog og kultur.
\ Napoleonskrigenes begyndelse
Napoleonskrigene var en række krige mellem Napoleons Franske Imperium og forskellige europæiske stater i starten af 1800-tallet.
Napoleonskrigene lå i forlængelse af de Franske Revolutionskrige, der begyndte i 1792. Der er uenighed om, hvornår Revolutionskrigene sluttede, og Napoleonskrigene begyndte, men den mest brugte dato er 18. maj 1803, da England og Frankrig brød Amiens-traktaten og gjorde en ende på den eneste fredelige periode i Europa mellem 1792 og 1814.
Mellem 1792 og 1815 besejrede den franske Grande Armée, der som den første i verden gjorde brug af værnepligtige soldater, fem koalitioner af modstandere.
Ville alligevel være blevet delt
Spørgsmålet er så, om det kun var på grund af krigen, at Norge blev skilt fra Danmark - eller om de sproglige og kulturelle forskelle mellem de to lande før eller siden uundgåeligt ville have delt dem?
I sin bog prøver Rasmus Glenthøj at påvise, at svaret ligger et sted midt i mellem:
»Der er to traditioner i norsk historie: Højretraditionen, for hvem 1814 var et afgørende brud, hvor alt bliver forandret som et resultat af påvirkninger udefra. Og så er der Venstretraditionen, hvor 1814 var resultatet af en indre udvikling i folket, så adskillelsen måtte komme - nationen var 'vågnet',« forklarer han.
Dansk og norsk nationalidentitet
Før 1814 var der en flydende overgang mellem norsk og dansk. De nationale identiteter var ikke så bastante, som de er i dag: En far kunne se sig selv som dansk, mens hans søn var norsk.
En mand kunne også anse sig selv som nordmand i national forstand, men at som borger var han dansker. Nordmændene var nemlig stærkt knyttet til den danske stat med dens hovedstad København, flåden og den fælles konge. Det hele indgik i en fælles dansk-norsk kultur.
»Men efter adskillelsen gjaldt det for mange nordmænd om, at alt dansk skulle smides væk, så man kunne blive ægte nordmænd. Og det var en kamp, der fortsatte op gennem 1800-tallet og ind i 1900-tallet,« fortæller Rasmus Glenthøj.
\ Læs mere
Danskerne gik fra helte til skurke
For mange nordmænd repræsenterede Danmark 'imperiet' forstået på den måde, at danskerne var de overlegne undertrykkere, som Norge blev ’frigjort’ fra. Men Danmark var også et kulturelt forbillede for nordmændene.
»I begyndelsen fik Norge alt sit kulturelle input fra Danmark, der blev betragtet som ’Porten til Europa’: Mange i den norske elite så op til Danmark,« fortæller Rasmus Glenthøj.
»Forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson advarede ligefrem mod at bryde forbindelsen til Danmark, fordi danskerne ifølge ham var 'verdens mest oplyste folk'.«
Norsk kulturkamp førte til to skriftsprog
Kulturkampen mellem det danske og norske er også grunden til, at Norge i dag har to officielle skriftsprog:
\ Napoleonskrigenes slutning
Napoleon blev efter den fejlslagne invasion af Rusland i 1812 besejret af den sjette koalition ved Leipzig i 1814.
Efter at have genvundet magten i 'De 100 Dage' blev han endegyldigt overvundet af den syvende koalition i slaget ved Waterloo 18. juni 1815, hvilken gjorde en ende på Napoleonskrigene.
Danmark var ikke direkte involveret i Napoleonskrigene før 1807, hvor briternes andet bombardement af København, og konfiskeringen af den danske flåde startede Kanonbådskrigen. Med små kanonbåde chikanerede danskerne britisk trafik i danske farvande frem til 1814.
Bokmål er logisk stavet for en dansker, mens nynorsk er en konstruktion bestående af forskellige dialekter fra yderområderne og det indre Norge.
Efter adskillelsen røg nordmændene også ud i en lang politisk kamp mod den nye kongemagt, hvor de måtte forsvare deres grundlov. Derfor går nordmændene i dag meget op i deres demokratiske styreform.
»Nordmændene har i dag et udmærket forhold til deres kongehus, men de har i flere omgange måttet kæmpe imod kongemagten for at forsvare nationen. Derfor er Grundloven deres allermest centrale, nationale symbol,« forklarer Rasmus Glenthøj.
Dansk enevælde hæmmede politisk nationalisme
Danskerne udviklede også deres nye selvstændige nationale identitet efter adskillelsen. Men danskerne havde ikke mulighed på samme måde mulighed for at dyrke det politiske, fordi Danmark stadig var et enevældigt monarki.
I en enevældig stat er al politik forbeholdt kongemagten. Personer uden for bureaukratiet har ikke noget at skulle have sagt.
Perioden var tillige præget af streng censur for at undgå kritik af kongemagten og tiltag, der kunne føre til oprør, som det var sket i Frankrig et par årtier tidligere.
»Danskernes nationalisme blev på den måde mere kulturel end politisk. Sat på spidsen så mener nordmændene, at deres nationale identitet er mere politisk, mens danskerne ser deres som mere kulturel og etnisk. For nordmændene er den et valg - dyrkelsen af politisk fællesskab, mens den for danskerne er medfødt,« forklarer Rasmus Glenthøj.
Fra et rigsfællesskab til et andet
Norge havde kun netop fået sin selvstændighed fra Danmark, før Sverige tvang dem ind i en ny union som juniorpartner. Hadet til Sverige har derfor fyldt mere end hadet til Danmark.
Og historikere har anskuet, at fordi adskillelsen kom på den måde, overtog svenskerne den skurkerolle, som danskerne ellers ville have haft.
»Nordmændene frygtede i den grad at blive indlemmet i Sverige. I den første periode havde det nærmest karakter af paranoia. Og lillebror-forholdet til Sverige har præget nordmændene og præger dem stadig,« fortæller Rasmus Glenthøj.
»Men i de sidste årtier er der faktisk sket stærk kulturel tilnærmelse, hvor man blandt andet er begyndt at lave fælles talkshows. De har tre millioner seere og en vært, som interviewer både nordmænd og svenskere, og hvor de diskuterer sammen,« slutter han.
