De bedst stillede flygtninge har fået asyl i Danmark, konkluderer ny disputats. (Foto: Mikhail Evstafiev, red. af Taiwo Omitoyin)

Hvert år flygter mange tusind børn og voksne fra krig, forfølgelser, sult og fattigdom. De kommer til Danmark for at leve et liv i tryghed.

Omkring halvdelen fik i starten af 90’erne lov til at blive i Danmark - men det var ikke dem, som man umiddelbart skulle forvente. For det var ikke graden af menneskerettighedskrænkelser, der afgjorde, om de fik asyl, men derimod uddannelsesniveau og social baggrund.

Det konkluderer Edith Montgomery, forskningschef på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), i ny doktordisputats ”Trauma, exile and mental health in young refugees”.

Traumatiserede mennesker virker utroværdige

»Overraskende nok var det ikke graden af menneskerettighedskrænkelser, der afgjorde, om man blev sendt hjem eller ej. Der var f.eks. lige mange, der havde været udsat for tortur og vold i de to grupper,« fortæller Edith Montgomery.

Det, der afskilte dem, var derimod deres sociale og kulturelle baggrund. Dem der fik lov til at blive, var dem, som havde bedst social baggrund og var bedst uddannede – dem der ligner os mest.

Det kan der være flere årsager til. F.eks. kan det være nemmere at identificere sig med dem, som ligner en selv mest, og derfor nemmere at forstå deres historie og problemer. En anden årsag kan være, at dem, der er værst traumatiserede, ikke kan fortælle en sammenhængende historie.

»På grund af traumet har de ikke helt styr på, hvad der er sket. De husker spredte billeder og har huller i bevidstheden og husker måske pludselig noget, som ikke passer sammen med det, som de sagde før. Det kan fortolkes, som om de er utroværdige og ikke taler sandt, men det er traumet, der gør det.«

Tallene er de nyeste, vi har i Danmark - og Edith Montgomery ser ingen grund til at tro, at billedet har ændret sig gennem det seneste årti.

»Uden et ordentligt kvalitetssikringssystem lærer man ikke systematisk af sine fejl, så problemet omkring troværdighed er stadig meget aktuelt. Hvis man fortæller en usammenhængende historie, bliver man anset for at være utroværdig, og det betyder alt andet lige, at det er sværere for folk, der lide af f.eks. post-traumatisk stress-forestyrrelse at blive troet på - og risikoen er, at man afviser folk af den grund,« lyder det.

Forholdene i Danmark bestemmer børnenes fremtid

Disputatsen er baseret på i alt 322 børn fra fire forskellige undersøgelser lavet i løbet af de sidste tyve år:

1. En kvalitativ undersøgelse af 11 børn fra torturoverlevende familier
    
2. En kvantitativ undersøgelse af 311 asylsøgende børn i alderen 3-15 år
    
3. En kvalitativ undersøgelse af tre torturoverlevende familier (14 medlemmer i alt) lige efter ankomsten til Danmark
    
4. En opfølgningsundersøgelse af de 131 flygtninge fra undersøgelse 2, som havde fået opholdstilladelse i Danmark

Ved ankomsten til Danmark havde 75 % af børnene det dårligt. De led ikke kun af PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion), men havde en bred vifte af psykiske symptomer. De fleste var angste, men mange havde også søvnproblemer, psykosomatiske symptomer (f.eks. ondt i maven eller hovedet), deprimerede eller aggressive.

Langt ophold i asylcenter gør børn dårlige

I den opfølgende undersøgelse snakkede Edith Montgomery med de børn, der fik lov til at blive. Hun fandt at cirka halvdelen havde fået det bedre:

»Noget af det, jeg selv synes er vigtigt, er, at børnene på lang sigt ikke behøvede at være traumatiserede. Men mulighederne for at komme sig afhang af, hvordan de havde det i Danmark,« siger hun.

Et af de forhold, der er særligt belastende for børnene, er det lange ophold i asylcentrene. Familierne i Edith Montgomerys undersøgelse boede i asylcentrene op til et par år, men hun har siden hørt eksempler på familier, der har boet der op til ti år.

»Et asylcenter er ikke et sted, som er tiltænkt, at man bor der så længe. Der er uro, og man lever tæt sammen med folk, der er i en belastende situation. Indimellem kommer politiet og henter nogen.  Børnenes forældre bliver dårligere og dårligere i et asylcenter. Og det gør børnene også,« slår hun fast.

Flygtninge bliver følsomme over for kritik

Et andet belastende forhold er den mere generelle opfattelse af flygtninge i samfundet. Mange flygtninge i Danmark oplever diskrimination.  Det kan være at blive råbt efter på gaden, at blive afvist på et diskotek, fordi man har en anden etnisk baggrund, at der er kammerater, der ikke vil være sammen med dem, eller en lærer der ikke vil tage sig af deres problemer.

»Diskrimination gør flygtninge vældig følsomme over for kritik og afvisninger, fordi det er deres identitet, der bliver sat spørgsmålstegn ved. Det er selvfølgelig oplevet diskrimination.  Men hvis man gentagne gange har haft svært ved at få et job, vil man nemt tolke det som værende, fordi man er anderledes,« siger hun.

• Belastende forhold for et flygtningebarn: Forældrenes psykiske og fysiske problemer, fattigdom, midlertidige ophold og at blive flyttet rundt fra sted til sted og fra skole til skole, oplevelser af diskrimination i skolen eller mere generelt i samfundet.
   
• Støttende forhold for et flygtningebarn: At forældrene har arbejde og uddannelse, at bo et fast sted, at gå i skole, at lære dansk, at have danske venner og generel positiv omgangstone og omtale generelt i samfundet.

Kan man løbe tør for hjælp?

Edith Montgomery er positiv over for det nye regeringsgrundlag, som f.eks. vil gøre det muligt for flygtninge at flytte ud af asylcentrene efter et halvt år og fjerne fattigdomsydelserne (starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 450-timers-reglen).

»Hvis ændringerne bliver gennemført vil det absolut gøre det nemmere at være flygtningebarn i Danmark. Der er dog stadig mangler, som vi må gøre opmærksom på, f.eks. burde man gøre noget for de børn, som allerede har boet i asylcentrene i mange år.Det er børn, der sidder fast i systemet. Men ellers synes jeg, at det går den rigtige vej,« siger hun.

En ting er at lave reglerne om, en anden er at lægge handling bag. For det er ikke altid nemt at vide, hvad man skal stille op med de familier, som har det rigtigt svært. I forbindelse med Edith Montgomerys opfølgende undersøgelse af børnene talte hun med en familie, der havde været udsat for tortur i deres hjemland. Udover det havde de mistet et barn i en ulykke her i Danmark.

»Jeg talte med kommunen, som tydeligvis var frustrerede over familien, og sagde, at de havde fået al den hjælp, som de var berettiget til. Det overraskede mig, at man tilsyneladende kan have opbrugt sin hjælp. Jeg kan godt forstå, at man kan være magtesløs, men kan man løbe tør?« spørger hun.

Edith Montgomery forsvarer sin disputats efter efterårsferien.