I et ældre hus i Nørresundby bor en lille familie, som hver uge oplever uhyggelige ting: lyden af trin op ad den tomme trappe og en dør ovenpå, der åbner til et rum, familiens hund nægter at gå ind. Hunden står i stedet i gangen og knurrer, så snart døren åbner.
En nat har familien en overnattende gæst i rummet for første gang. Det bliver også den sidste: Gæsten bliver overfaldet og oplever, at nogen prøver at kvæle hende – selvom rummet er tomt. Næste morgen er et billede røget på gulvet. Da familien vil hænge det tilbage på sin krog, finder de ud af, at det kun kan hænge omvendt. Billedet er vendt 180 grader inde i rammen.
Familien fortæller ingen om deres oplevelser, men flytter ud af huset. Da de et halvt år senere kommer tilbage til kvarteret for at hente et sæt efterladte vinterdæk, fortæller naboen, at de nye ejere er skøre i bolden.
»De tror, at huset er hjemsøgt. De hører lyde på trappen, og deres børn vil ikke sove i rummet ovenpå,« lyder meldingen.
Beretningen er gengivet i bogen Between Magic and Rationality – On the Limits of Reason in the Modern World, skrevet af danske forskere og udgivet på Museum Tusculanum Press.
Et uvidenskabeligt bud
Historien om huset i Nørresundby står langt fra alene. I sit arbejde med at kortlægge danskernes oplevelser af spøgelser, har antropolog Kirsten Marie Raahauge efterhånden hørt så mange historier om små og store oplevelser af noget mærkeligt, fortalt af så mange forskellige mennesker, at historierne nærmest må betegnes som normale.
»Et kvalificeret, uvidenskabeligt gæt, baseret på mit materiale og på folks reaktioner, når jeg fortæller om det, er, at hver femte dansker har oplevet ’spøgelser’,« fortæller Kirsten Marie Raahauge, antropolog og lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK).
Også videnskabsfolk oplever spøgelser
Siden 2007 har Kirsten Marie Raahauge interviewet over 100 danskere og talt med mange flere, som til middagsselskaber, på tomandshånd eller sågar på videnskabelige seminarer beretter om uforklarlige hændelser: Pludselige lugte af alkohol i et tomt rum, følelsen af et kys eller siddemærker ned i madrassen fra en person, der slet ikke er til stede, samtaler med folk som er døde for længst.
Antropologens forskning viser, at alle mennesker kan opleve spøgelser, genfærd, hjemsøgelser eller andre ubehageligheder, som hører under hatten ’overnaturligt’. Det sker for høj, lav, rig, fattig, på landet og i byen, single og i familier, på slotte og i huse og lejligheder. I simple, gammeldags boliger og i mere moderne hjem med computere, iPad, smartphones og CD-afspillere, som også bliver påvirkede.
\ Læs mere
Ja, man kan endda opleve kontakt med noget overnaturligt ved at ringe til et andet sted.
\ Om bogen ‘Between Magic and Rationality – On the Limits of Reason in the Modern World’
Bogen er redigeret af Kirsten Marie Raahauge og to kolleger fra Københavns Universitet, lektor Vibeke Steffen og seniorrådgiver Steffen Jöhncke, begge fra Institut for Antropologi.
Den har rod i forskningsprojektet ‘Fornuftens grænseflader’, der har set nærmere på magiens betydning i Danmark, og er blevet til på baggrund af støtte fra Det Frie Forskningsråd, Kultur og Kommunikation.
Bogen er udgivet på Museum Tusculanum Press.
Underlig telefonsamtale – med hvem?
Et eksempel er med en kvinde i 20’erne, som bor i en lejlighed i en ældre bygning i midten af København.
En dag ringer kvinden til et vinduespudserfirma, og i løbet af en samtale på 5-10 minutter laver hun en aftale med en mand om at få pudset vinduerne dagen efter. Ingen dukker op, og da kvinden ringer tilbage for at rykke for aftalen, lyder beskeden fra kvinden i den anden ende, at firmaet aldrig har registreret opkaldet.
Da en vinduespudser nogle dage senere ankommer til en ny aftale, taler kvinden med vinduespudseren om sin mystiske telefonsamtale.
Vinduespudseren genkender:
- beskrivelsen af stemmen i røret
- ordvalget (’slotsvinduer er så smukke, når de netop er blevet pudsede’, ’jeg tager altid min lille aluminiumsstige med’),
- mandens særlige præsentation af firmaet – ’Her er det ABC-standard Vinduespudsning’ (navn ændret af hensyn til firmaet, red.) – en betegnelse, der ikke bliver brugt af firmaet mere.
Det hele passer perfekt på grundlæggeren af firmaet. Han døde fire år tidligere.
Den underlige samtale bliver kun mere underlig for kvinden af, at telefonselskabet heller ikke har nogen optegnelser, der bekræfter, at samtalen har fundet sted.
»Jeg havde det mærkeligt med at have haft en samtale, som ikke er registreret nogen steder, men jeg HAR haft den,« siger kvinden i forskernes bog.
Folk tvivler på deres egne sanser
Citatet indrammer, hvad mange mennesker giver udtryk for i Kirsten Marie Raahauges forskningsprojekt: Oplevelserne står knivskarpt og levende i folks erindring, men selvom flere kan have oplevet det samme, er det umuligt at bekræfte nogen af oplevelserne objektivt. Samtidig er det et fællestræk, at de ikke passer ind i folks faste tro på, hvordan verden er strikket sammen.
Hvad i alverden stiller man op med den slags oplevelser?
»Folk begynder at tvivle på deres egne sanser (…) Den intense, ikke-forståelige oplevelse får ikke folk til at ødelægge eller ændre deres verdensbillede. Det er nærmere en mindre irritation, som bliver et minde, der nager dem. De husker det tydeligt, men det er svært at sætte ind i en sammenhæng,« skriver Kirsten Marie Raahauge i bogen.
Det ville være godt med et nyt begreb, der bedre beskriver, hvad folk oplever
Kirsten Marie Raahauge
Man har brug for at tale om ‘spøgelserne’
Tvivlen bliver nogle gange kun større, når folk vender sig mod omverdenen for at dele historien. Kvinden i lejligheden mødte ingen forståelse, men fik at vide af sine venner, at det enten var en sjov historie, en vild fantasi eller at de ikke anede, hun var til det okkulte. Det frustrerede hende:
»Jeg havde brug for andres hjælp til, hvad jeg skulle gøre med historien, og jeg havde brug for at fortælle den, men jeg blev meget skuffet over folk, som dømte mig og mente, at det var en historie, jeg havde fundet på. Hvordan skulle jeg have gjort det og hvorfor?« beretter kvinden i bogen, der ligesom mange andre ender med at gemme historien væk fra omverdenen og have svært ved at sætte ord på den, med mindre hun havner i selskab med andre, der har lignende erfaringer.
Et problem for både folk med oplevelserne og for forskere, der analyserer dem, er nemlig, at der mangler jordnære ord for, hvad de egentlig har set, hørt eller lugtet. Ingen beskrivelser rammer helt rigtigt.
Hvad skal man kalde spøgelser, hvis de ikke er spøgelser?
Langt de fleste personer, som forskeren har talt med, vil ikke selv sige eller tro, at de har oplevet et spøgelse. De kæmper med at prøve at forstå oplevelsen, og begrebet ’spøgelse’ gør den bare mere utrolig og giver den en snert af underholdning og fascination, som de ikke selv deler.
Men hvad er det så, de har oplevet? Hvad skal det kaldes?
»Kun få finder, at ’spøgelse’ eller ’hjemsøgelse’ er en fornuftig forklaring på deres oplevelse, men de bruger kategorierne alligevel for at finde et sprog for deres overraskende oplevelse.«
»Når jeg så interviewede mennesker med spøgelseserfaringer, var det reglen snarere end undtagelsen, at jeg stødte ind i en afsværgende samtale, der kritiserede og diskuterede begrebet, før det blev brugt alligevel og i mangel af bedre; derfor ville det være godt med et nyt begreb, der bedre beskriver, hvad folk oplever,« fortæller Kirsten Marie Raahauge.
Er ‘vildt rum’ det bedste bud?
Kirsten Marie Raahauge har for nu kun et enkelt bud, som kommer fra en deltager i projektet, der ligesom mange af de andre havde svært ved at få sin uforklarlige oplevelse til at passe ind i virkeligheden. Personen beskriver, at oplevelserne finder sted i et »vildt rum«.
Spørgsmålet er, om det virkelig er det bedste begreb, der kan opdrives i denne verden.
Hvis du har et andet bud, der kan hjælpe forskeren videre, er du velkommen til at skrive det i kommentarfeltet under denne artikel.
Du kan også læse meget mere om Kirsten Marie Raahauges projekt og få flere uhyggelige historier i artiklen Spøgelser hjemsøger fladskærmen.
