Annonceinfo

Børn vil helst have kedelig mad

Vi kender det fra ferie og restaurantbesøg, hvor børnene insisterer på pasta og pomfritter i stedet for mere spændende, eksotiske retter. Men hvor villige er børn egentlig til at smage noget nyt?

Det er mere pasta end pastinakker, børnene vælger at putter i munden. Men drengene har mere madmod end pigerne. (Foto: Colourbox)

Drengene er mere modige end pigerne, når det gælder om at smage på noget nyt. Og teenagere er mindre tilbøjelige til at udfordre smagsløgene end de yngste børn.

Det viser Dansk Naturvidenskabsformidlings Masseeksperimentet 2012, som med hjælp fra 19.382 skoleelever har testet børnenes 'madmod'.

Eleverne har i eksperimentet smagt på 'mystiske' fødevarer som frysetørrede hindbær, honningristede havregryn og tørret citronverbena. Derefter har de udfyldt et spørgeskema om deres holdning til ukendte fødevarer.

Angst for ukendte fødevarer

I forskerkredse kaldes manglende madmod for fødevareneofobi. Det defineres som angsten for at smage på ukendte fødevarer, hvorimod kræsenhed er uvilje til at spise noget, man godt kender, men ikke kan lide.

»Det kom lidt bag på os, at drenge har mere madmod end piger, og at de bedre kan lide nye og ukendte fødevarer end pigerne,« fortæller postdoc Helene Hausner fra Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Fakta

Dansk Naturvidenskabsformidling har hvert år siden 2007 gennemført et Masseeksperiment for skoleelever i forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival. Formålet er dels at skabe ny viden, dels at skabe begejstring for naturvidenskab blandt børn og unge ved at lade dem undersøge ting, der er tæt på deres egen hverdag.

Tidligere Masseeksperimenter har undersøgt drikkevand, smagssans, indeklima, støj i klasseværelset, hudfarve og sol - og i år altså sammenhængen mellem kost, motion og koncentrationsevne.

»Vi blev også overraskede over, at teenagere faktisk var mere nervøse for at smage fremmede ting end de yngste børn. Vi troede, at yngre børn var mest forsigtige med at spise ny og anderledes mad. Det kan tænkes, at teenageres smagsoplevelser er påvirket af hormonforandringer, og det giver anledning til mere forskning på området.«

»Den gode nyhed er, at de yngste har lyst til at smage på ny mad. Det betyder meget i forhold til deres maddannelse. Vi ved for eksempel, at børn skal smage fødevarer, de ikke kan lide, op til 10 gange, inden de lærer at acceptere dem,« siger postdoc Helene Hausner.

I Masseeksperimentet 2012 smagte 19.382 elever på 'mystiske fødevarer', og 3.994 elever indrapporterede deres fødevareneofobi.

Masseeksperimentet 2012 er resultatet af et samarbejde mellem Dansk Naturvidenskabsformidling og Forskningscenter OPUS. Det var en del af den store årlige Dansk Naturvidenskabsfestival i september, og eksperimentet blev udført af forskere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet.
 

Partnerartikel

Artiklen bringes i samarbejde med: Danish Science Factory

Seneste artikler fra Danish Science Factory

Tak for dit svar Lone

Det første jeg tænkte da jeg havde læst dit indlæg var: Hør skal vi ikke oprette en facebookgruppe for - Fødevareneofobe og andre kræsne.
Hvad mon der ville komme ud af det?

Du er ikke alene

Hej Villads,

Nej, du og din niece er ikke alene om dette. Jeg er en kvinde på 47 og har hele mit liv fået prædikatet "kræsen", men i de senere år er det gået op for mig at det ikke kun er kræsenhed. Det er også den i artiklen nævnte fødevare-neofobi.

Jeg har meget bestemte meninger om hvad der potentielt kan smage godt og hvad der ikke kan. Noget bunder f.eks. i de enkelte ingredienser eller i fremstillingsmetoderne. Andet har med konsistensen at gøre. F.eks. synes jeg fedtkanter er ubehagelige at tygge på. Det medførte at jeg i rigtig mange år undgik alle slags kød med fedtkant. I dag kan jeg dog spise nogle få slags kød med fedtkant, men kun hvis jeg tydeligt kan se fedtkanten og kan skære den af.

I mit barndomshjem fik jeg ingen særbehandling, i den forstand at der ikke blev lavet speciel mad til mig, men jeg måtte selv vælge hvilke dele af middagen jeg spiste. Min bror er overhovedet ikke kræsen og prøver gerne ny mad, så årsagen skal snarere søges i mine gener og psyke end i miljøet.

På grund af denne madfobi har jeg svært ved at leve tilstrækkeligt sundt og varieret. I forhold til udbuddet, så er de for mig mulige fødeemner meget begrænsede, hvilket kan være ret hæmmende i dagligdagen og især i sociale sammenhænge.

Så ja, jeg ville også ønske jeg kunne tæmme dette personlighedstræk eller gen.

MVH Lone

PS: Mine forældre og jeg elsker brunkål! Min bror hader brunkål! Vore forældre elsker blodpølse. Vi børn kan ikke udstå det.

Vores læserbreve

Det var vores læserbreve jeg mente. :-)
Så det var ikke på nogen måde nedladende ment.

Læserbreve?

Det er sgu ikke læserbreve - læs hvad der står - de er skrevet af forskere.

Jow jow :-)

Vi må nok se i øjnene at vi ikke kommer til bunds i sagen her i en række læserbreve.
De teorier du viser er jo indbydende og de kan sagtens være korrekte samtidig med at det jeg oplever har nogle årsager i f.eks. generne, eller andet, som vi ikke kender til.

Jeg er frygtelig nysgerrig efter at høre om der er flere som mig og min niece, der bare ved at se på maden tager en klippefast beslutning om dens spiselighed. Det er jo en ret bøvlet situation man er i, og fandtes der en kur for det tog jeg den gerne, men den skal lige opdages som fænomen først.

Hverken i mit eller niecens tilfælde er der tale om forældre der ikke spiser varieret, men om mennesker med en normal glæde ved maden og for afvekslende kost.

Teori

Ja det er en teori og jeg vil ikke sælge min sjæl for den - men da jeg hørte den lød den fornuftig. Det skal dog understreges, at kvaliteten af moderens mælk afhænger af hendes kost.

Men nogle smagsstoffer finder vej til modermælken:

"Hvad smager og dufter modermælk af?

Modermælk har højt indhold af mælkesukker og smager derfor meget sødt. Udover den søde smag vil duftstoffer fra morens mad også finde vej til mælken. Dit barn kan nu ikke smage alt, hvad du spiser. I et forsøg med danske mødre fandt vi ud af, at duftstoffer fra krydderier, grøntsager og slik (lakrids, mentol) kommer over i modermælken. Derimod kunne vi ikke genfinde smagen af banan i mælken. Tidligere forsøg har vist at duften af hvidløg, alkohol, vanilje og gulerod også finder vej til mælken. Meget tyder derfor på, at modermælk hovedsagelig indeholder duftstoffer fra grøntsager, slik og krydderier. De fleste andre duftstoffer fra morens mad bliver nedbrudt inden de finder vej til mælken."

http://www.sundhedsplejersken.dk/Mad/Artikler-om-mad2/Madglade/Dit-nyfod...

http://seek4fitness.net/da/Artikler/View/Moderens-brystm%c3%a6lk-tager-s...

Og fra USA:

"Modermælk påvirker barnets smag

Ny amerikansk forskning viser, at barnets smagsløg præges af morens mad.

Amerikanske forskere har fundet ud af, at morens madvaner påvirker modermælken. Modermælken påvirker herefter barnets smagsløg. Smagsløgene bliver allerede påvirket i de første måneder af barnets liv, og modermælken kan være afgørende for barnets senere madvaner.

Modermælk giver mindre kræsne børn
Forskerne fulgte to grupper mødre og spædbørn over en periode. Den ene gruppe spædbørn fik modermælkserstatning, mens den anden blev ammet.

Forskerne fandt ud af, at hvis fødevarer indtages jævnligt, kan det påvirke børnene smagløg.

De mødre, der ammede deres børn spiste mange pærer og grønne bønner. Senere hen spiste børnene, der var blevet ammet, pære med glæde. Hos den anden gruppe børn var den ukendte frugt ikke altid en succes.

Kilde: fpn"

http://www.morsbaby.net/amning.htm

og helt åndssvag er den teori måske ikke alligevel:

Men en ting ved jeg og det er at mange børn får lov til at være kræsne - forældrene gider ikke at slås med dem og vil bare have middagen ovestået og hvis under heller vil æde nutellamadder så hul i det.

Og ofte skyldes kræsenhed også at forældrene ikke selv spiser varieret´- Jeg havde en kæreste på et tidspunkt og hun havde aldrig spist feta eller oliven og mange andre ting og var overbevist om at hun ikke kunne lide den slags - efter nogle måneder så var hun stor oliven fan og spiste alt det jeg serverede for hende.

God teori ...

men den holder næppe.

Min mor spiste cirka lige så varieret som enhver anden dansker først i 1950,erne, det reddede desværre ikke mig fra at få både en kraftig fødevareneofobi og en stor kræsenhed.
Jeg kunne se på mad om jeg ville spise det eller ej, eller skal vi sige om jeg kunne lide det eller ej, og sådan er det stadig nu hvor jeg fylder 60 år næste gang.
Kræsen er jeg også. Hvidkål smager lummert og ækelt. Det gjorde det da jeg var barn og det gør det idag. Alene hørmen når det tilberedes er fæl. Brunkål er dog hundredfold værre.
Heldigvis har jeg lært at spise mange ting med alderen, som jeg afviste som barn. Porrer f.eks. Hvilken dejlig grøntsag og hvor mystisk at den fremkaldte sådan en modvilje den gang.

Jeg mener det er en egenskab ved mig, som ingen kan tage ansvar eller skyld for, sådan er jeg skabt. Det har jeg naturligvis altid stået alene med, indtil min yngste niece viste den samme opførsel. Et blik på maden og så var den bedømt. Et nej var et nej uanset hvor vred faderen og moderen blev. Et krav om at man skal smage før man siger nej blev afvist.
For forældrene og de allerfleste mennesker er det uforståeligt hvordan vi kan sige nej før vi har smagt, men det kan vi altså, og vi tager aldrig fejl. Det ved jeg fordi jeg selv blev tvangsfodret med f.eks. hvidkål og brunkål som barn. Mærkeligt nok uden at udbryde - nej hvor tog jeg fejl - dette er jo en gudespise. Tak kære fader fordi du tvang det ned i halsen på mig. Utaknemmelig som jeg var endte det som regel med at jeg kastede op i tallerkenen.

Jeg fortalte niecens forældre om mine oplevelser og heldigvis forstod de og lettede på presset.
Jeg er helt sikker på at den kamp foregår endnu rundt omkring i de små hjem, og jeg vil gerne sige det så tydeligt jeg kan til de vrede og ulykkelige forældre. Det er en kamp i ikke kan vinde.
Der kommer kun tab og afstand ud af at insistere.

Min niece er en sjov lille en. Glad, livlig og intelligent, men sære spisevaner. Hvis jeg vil tage en godbid med til hende, så er det aldrig en pose slik men et glas kapers eller oliven. Det er noget der dutter. :-) Ja! Hun kan også lide slik, men det får hun derhjemme i passende mængder.

Middagsbordet

Det starter ved middagsbordet og med hvad moren spiser - spiser moren varieret så giver det smag til brystmælken og hvis man fra starten med den første mos tilvender dem forskellige ting så bliver de helt automatisk tilvendt den gode smag.

Ved et tilfælde så jeg Jamie Oliver i morges og han hældte en spændede hjemmelavet mos på sin den gang lille datter - en grov mos med masser af forskellige grøntsager - pesto og lidt parmasan og hun åd det med stor velbehag.

Jeg er også selv fra barn blevet præsenteret for en bredt udvalg og det hænger ved resten af livet.

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer