Et tandlægebesøg kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen hos mange. Det gør ikke tandlægestolen mere behagelig, at et nyt amerikansk forskningsresultat sætter tandlægernes røntgenbilleder under mistanke for at give hjernekræft.
Det amerikanske studie, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Cancer, har undersøgt 1.433 patienter mellem 20 og 79 år med såkaldte meningeomer; langsomtvoksende hjernetumorer, der binder sig til hinder i hjernen.
De 1.433 patienter blev sammenlignet med en kontrolgruppe, der svarede til patienterne i forhold til køn, alder og geografi.
Sammenligningen viste, at dobbelt så mange af de tumorbærende patienter havde været udsat for røntgenstråling under tandlægebesøg.
Røntgenbilleder ser ud til at øge risiko for kræft
De patienter, der har fået taget røntgenbilleder med røntgenkanon af eksempelvis den ene side af tandsættet (bitewing-undersøgelse) årligt eller hyppigere, havde 1,4 til 1,9 gange højere risiko for at udvikle et meningeom afhængig af deres alder.
Forskerne har både set på bitewing-undersøgelserne og de såkaldte panoramiske undersøgelser, som laver et samlet billede af alle tænderne sat sammen af 15-20 røntgenbilleder. For de undersøgelser ser resultatet endnu mere skræmmende ud.
De, der årligt eller hyppigere er blevet udsat for panoramiske undersøgelser, har 2,7 til 3,0 gange højere risiko for at udvikle et meningeom. Børn under 10 har 4,9 gange højere risiko.
\ Fakta
Sievert er en måleenhed for hvor meget vi påvirkes af stråling. 6.000 milliSievert (mSv) slår dig med 50 procents sandsynlighed ihjel efter 30 dage. Den naturlige baggrundsstråling på kloden udsætter dig i gennemsnit for cirka 3 mSv om året. Et røntgenbillede hos tandlægen udsætter dig for cirka 0,005 mSv.
Der er tilsyneladende ikke noget entydigt billede af, hvem der bliver ramt hårdest.
Dansk forsker er skeptisk
Undersøgelsen er blevet modtaget med blandede reaktioner. Det er ikke alle, der mener, at resultatet kan bruges til noget, når man ikke kender størrelsen af de strålingsdoser, patienterne har været udsat for.
Ulrik Ingerslev Uggerhøj, der blandt andet forsker i røntgenstråling på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, er én af skeptikerne:
»Det lyder usandsynligt, at den dosis stråling man får hos tandlægen, kan give kræft,« siger han.
Et røntgenbillede hos tandlægen udsætter dig for lige så meget stråling, som man udsættes for, når man sidder en time på et fly på vej over Atlanten, forklarer Ulrik Ingerslev Uggerhøj. Derfor mener han ikke, man bør frygte tandlægens røntgenkanon.
Selvom strålingen fra et røntgenbillede er mere koncentreret end baggrundsstrålingen, så er den kun rettet mod tænderne. Hvis røntgenbilleder skulle give kræft, så skyldes det den minimale spredning fra røntgenkanonen, og det ville ikke kun ramme hjernen.
»Jeg er i hvert fald ikke bange for at gå til tandlægen,« siger han.
Forskerne indrømmer huller i undersøgelsen

Forskerne bag undersøgelsen medgiver, at nogle af meningeomerne er dannet, før man fandt ud af at bruge lavere doser af stråling til røntgenbilleder, og derfor kan risikoen i dag være lavere.
De opfordrer i øvrigt til, at man fortsat får tjekket sine tænder, og at man i samråd med sin tandlæge afgør, om en røntgenundersøgelse er nødvendig eller ej.
»Vores opdagelser er vigtige, fordi røntgenstråling på tandlægeklinikken til stadighed er den hyppigste kunstige kilde, der udsætter folk for ioniserende stråling,« siger Elizabeth B. Claus, medicinuddannet ph.d. på Yale University og medforfatter på studiet til MedPageToday.com.
Hun forklarer, at de tidligere undersøgelser af sideeffekterne af selv meget lave strålingsniveauer enten har været meget små eller foretaget, før brug af røntgen blev nedbragt af teknologiske alternativer.
Meningeomer er den hyppigste form for hjernetumor. I Danmark opstår der ifølge Kræftens Bekæmpelse i gennemsnit hvert år 210 meningeomer.
Selv hvis tumorerne er godartede, tæller de med som kræft, fordi man kan dø af dem. Der er simpelthen ikke plads til dem inden for hjerneskallen.
































